’Joker’ er optændt af vrede og afmagt – men farlig er den ikke

’Joker’ er optændt af vrede og afmagt – men farlig er den ikke
Joaquin Phoenix som Arthur Fleck i 'Joker'.
Todd Phillips’ omdiskuterede film om Jokerens origin story er blevet kaldt både »farlig« og »uansvarlig«. Men filmkunsten kan sagtens afsøge de mørke, usympatiske sind uden at hverken sympatisere med eller glorificere dem. Og det er et skråplan at pålægge filmene et ansvar for, hvordan syge mennesker bruger dem, mener vores filmredaktør.
’Joker’ er optændt af vrede og afmagt – men farlig er den ikke

Jacob Ludvigsen

Filmredaktør på Soundvenue

KOMMENTAR. 30. marts 1981 skød John Hinckley Jr. seks kugler efter præsident Ronald Reagan, da Reagan forlod Hotel Hilton i Washington D.C. Én af kuglerne rikochetterede fra præsidentens limousine og direkte ind i brystet på ham, mens tre mennesker i hans stab også blev ramt.

Hinckleys attentatplaner startede med en besættelse af Martin Scorseses ’Taxi Driver’ fra 1976. Han så filmen igen og igen og igen, han troede, at hovedpersonen Travis Bickle – Robert De Niros ulmende aggressive taxichauffør – talte direkte til ham, og han begyndte at bilde sig ind, at han var Travis Bickle. I ’Taxi Driver’ pønser Bickle på at dræbe en præsidentkandidat for at imponere en kvinde.

Hinckleys fascination af ’Taxi Driver’ udviklede sig til en besættelse af Jodie Foster, som spiller en 12-årig prostitueret i filmen. Og attentatet mod Reagan var et direkte forsøg på at imponere skuespilleren, skrev han umiddelbart inden ugerningen i et brev stilet til skuespilleren.

Under retssagen blev det vurderet, at Hinckley led af alvorlige mentale forstyrrelser, og han blev indlagt på psykiatrisk hospital.

Men forløbet rejste stadig spørgsmålet: Ansporede Scorseses sortsynede portræt af en PTSD-ramt tikkende bombe til vold?

Diskussionen om forbindelsen mellem værk og vold er atter boblet op til overfladen efter verdenspremieren på Todd Phillips’ alternative superskurkefilm, ’Joker’, der handler om den sindsforstyrrede Arthur Flecks rejse mod sin position som uudgrundelig Batman-nemesis og er tydeligt inspireret af netop ’Taxi Driver’ og et andet Scorsese/De Niro-samarbejde om en sindsforvirret newyorker, ’The King of Comedy’.

Det amerikanske militær har udsendt en erklæring om, at de sammen med FBI holder nøje øje med indlæg på sociale medier, der knytter voldelige handlinger sammen med visninger af filmen. Militæret skriver, at incel-ekstremister »idoliserer Joker-karakteren (…) og beundrer fremstillingen af ham som en mand, der er nødt til at lade, som om han er glad, men til sidst giver igen imod sine tyranner«. Ifølge Deadline.com vil New Yorks politi desuden være til stede ved byens biografer, både i uniform og undercover, under den forestående åbningsweekend.

Mere glorificering i ’Godfather’

Efter premieren på Venedig- og Toronto-festivalerne luftede flere anmeldere deres bekymring for, om ’Joker’ er moralsk forsvarlig.

Hos Indiewire kalder David Ehrlich filmen for »et giftigt råb til selvmedlidende incels« og for »god nok til at være farlig og dårlig nok til at fortjene bedre«, mens han kendetegner instruktør Todd Phillips som »en glorificeret edgelord, der mangler disciplin eller nuance til ansvarligt at håndtere sådant hasarderet materiale«.

Hos Time Magazine fastslår Stephanie Zacharek, at skylden for »det aggressive og muligvis uansvarlige idioti i ’Joker’ som helhed« er Todd Phillips alene.

»Filmen feterer og glamouriserer Arthur, selv mens den ryster på hovedet, pseudo-sorgfuldt, af hans voldelige opførsel«, skriver hun.

Det store omdrejningspunkt for diskussionerne om ’Joker’ er, om den i unødig grad gør sin hovedperson til et offer. Og to tidlige sekvenser i filmen er da også ubehændigt håndteret: Åbningsscenen, hvor Arthur bliver bestjålet og siden tævet af en gruppe lømler, og den katalyserende scene, hvor han begår sine første mord på tre Wall Street-typer (ansat hos Wayne Industries…), der har chikaneret alt og alle i New Yorks subway.

Arthur Fleck i metroen, før det eskalerer i vold.

Disse to hændelser motiverer Arthur Flecks opfattelse af at blive marginaliseret af samfundet, af at blive pisset på. Hans indledende hævn bliver gjort forståelig.

Men i sidste ende er det svært at se Arthur Fleck som andet end en rablende vanvittig, ynkelig, selvoptaget og utiltalende figur. Hvis man selv er ved sine fulde fem, i hvert fald.

Efter min mening er der langt mere glorificering på spil i den gennemsnitlige gangsterfortælling a la Hollywood. Fra ’The Godfather’ til ’The Sopranos’ er der en coolness over karaktererne, som langt overgår, hvad vi ser i ’Joker’. Forsvaret er som regel, at det næsten altid ender dårligt for gangsterne på film, men ikke desto mindre kan deres dollar- og forlystelsessyge opadstigen virke tiltalende – og så kan man jo selvsikkert tænke, at man aldrig selv ville begå de fejl, der ender med at føre til deres deroute.

Phillips afpiller Jokeren som uudgrundeligt symbol, som ikon, han fjerner figurens mystik, som Heath Ledger-udgaven spillede suverænt på, og gør ham til et ynkværdigt sølle menneske. Man ønsker aldrig at være i Arthur Flecks sted. Han er ikke sjov. Han er ikke sej.

Reflekterer en tidsånd

Men selv hvis man nærer en vis sympati for hans triste tilværelse – eller ligefrem identificerer sig med hans følelse af afmagt og isolation – er det så et problem?

Det er en misforstået bivirkning af de fremskridt, der i disse år sker på mangfoldighedsområdet, hvis man ikke længere kan lede efter mennesket bag uhyrlighederne. Det har altid været en af kunsten og humanismens fremmeste opgaver at søge forklaringer, at prøve at forstå. Dostojevskij gjorde det over 5-600 sider i ’Forbrydelse og straf’, et ufiltreret, rystende indblik i et moralsk depraveret, morderisk sind.

Filmkunsten skal kunne omfavne en kompleks verden, hvor ondskab og vold eksisterer. Og mange af historiens største film er antiheltefortællinger, som i deres samtid hyppigt er blevet klandret for at anspore til moralsk forfald. Også førnævnte ’Taxi Driver’ og ’The King of Comedy’ beskæftiger sig med vederstyggelige hovedpersoner, om end Scorsese ikke udpensler deres diagnoser eller traumepunkter i samme grad, som Phillips gør.

’Joker’ måler sig i mine øjne ikke med Scorseses mesterværker. Dertil er den for firkantet – og for hidsig i sin inspiration.

Men den reflekterer en tidsånd af frustration, som unægtelig eksisterer derude i den skinbarlige virkelighed. Den sætter et spejl op for en tid, hvor et galsindigt menneske kan blive den tragt, som de afmægtige lader deres vrede kanalisere igennem. Jeg synes ikke, den romantiserer hverken sindstilstanden eller den anarkistiske modreaktion.

Det er ikke nødvendigvis rart at blive konfronteret med disse følelser som masseunderholdning til biografernes største lærreder. Og man kan have mange meninger om ’Joker’.

Men det er et skråplan at kategorisere den som farlig og uansvarlig, for derved implicerer man filmen, hvis en galning skulle bruge den som undskyldning til at begå en utilgivelig forbrydelse.

Det bør ’Joker’ ikke kunne holdes til ansvar for. Ligesom man ikke kan holde Lars von Trier til ansvar for, at ’Dogville’ var en af Anders Behring Breiviks yndlingsfilm. Eller klandre ’Dexter’, ’Star Wars’, ’The Matrix’ eller ’Saw’ for, at de har været inspirationskilder for virkelige mord.

Der findes farlige mennesker. Mennesker, som kaster sig selv og andre ud over afgrunden på grund af psykisk sygdom, en dårlig opvækst eller andre svigt. Der findes også destruktive massebevægelser, som benytter enhver anledning til at inficere samfundet med deres had.

’Joker’ skildrer begge ting. I sig selv er det ikke en farlig film.

Læs også: Anmeldelse af ‘Joker’

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold