’Joker’: Joaquin Phoenix er ynkelig, ødelagt og seriøst skræmmende i provokerende superskurkefilm

’Joker’: Joaquin Phoenix er ynkelig, ødelagt og seriøst skræmmende i provokerende superskurkefilm
'Joker'.
4 6
Spillefilm
Instruktion

Todd Phillips

Medvirkende

Joaquin Phoenix, Robert De Niro, Zazie Beetz, Frances Conroy, Brett Cullen, Glen Fleshler, Dante Pereira-Olson

Spilletid

121 minutter

Premiere

Den 3. oktober

Tilbage til kloakerne, Pennywise: ’Joker’ er den grummeste og uden tvivl mest deprimerende klovneblockbuster, Hollywood endnu har set.

Den er også en af årets mest polarisende biografoplevelser på godt og ondt, et skræmmende velspillet karakterstudie såvel som en murhammer mod superheltegenrens filmfundament, hvor tonalt diversificeret man end måtte mene, at den var blevet. Det er et værk, der provokerer og udfordrer – på samme tid som den også konformerer irriterende til velkendte seriemorderskabeloner for på skizofren vis at please true crime- og tegneseriefans i lige mål.

Og du kan æde din grønne paryk på, at filmfans og -kritikere stadig vil skændes om den om 20 år.

Så langt så godt for instruktør Todd Phillips, der har taget springet fra film om følelsesmæssigt umodne, seksuelt forsmåede hvide mænds eksistentielle midtvejskriser i 00’ernes neonfarvede Vegas til en film om en følelsesmæssigt umoden, seksuelt forsmået hvid mands eksistentielle krise i 80’ernes fordærvede New York – sorry, Gotham. Men hvor Bradley Cooper og co. udøvede angrende damage control for at genvinde respekten i ’The Hangover’-trilogien, finder Joaquin Phoenix ’Joker’ (produceret af Cooper) i stedet sig selv ved at slippe tøjlerne og skyde det samfund, der har trådt på hans værdighed, en kugle for panden.

Time’s have changed, vreden er intensiveret, og ’Joker’ er i allerhøjeste grad en film af nuet.

Joaquin Phoenix’ klovneprins præ-Bat.

Phillips fortæller oprindelseshistorien om tegneseriesuperskurken, hvis dragende force alle dage er udsprunget af en uhyggelig uudgrundelighed: At forklare ondskaben er at demaskere myten og qua et grusomt omsorgssvigt aftvinge forståelse for karakterens motivationer, der hidtil har været op til læsernes individuelle tolkninger.

Inspirationen er Alan Moores tegneseriehovedværk ’The Killing Joke’ fra 1988, men ’Joker’ går i langt mere udførlige, utvetydige detaljer. Det vil ikke falde i alle fans’ smag, men står man principielt af på konceptet, snyder man sig selv for en ud af to af filmhistoriens største Jokere for fuld, fascinerende udblæsning præ anti-Bat-bromance – den anden naturligvis værende Heath Ledger, som på mange måder snildt kan ses som Phoenix’ version et par år længere nede ad vanviddets vej, hvor samtlige skruer er faldet endegyldigt ud (aldersforskellen ikke taget i betragtning).

Uhyret in-spe præsenteres som psykisk syge, faderløse Arthur Fleck, der på klassisk Norman Bates-manér bor med sin gamle mor (Frances Conroy fra ‘Six Feet Under’ og ’American Horror Story’), gnasker et arsenal af piller for at holde dæmonerne i skak og kæmper med en lidelse, der får ham til at bryde ud i hysterisk latter, når han føler sig presset. Og det gør socialt akavede og ’Machinist’-udmagrede Arthur adskillige gange dagligt, hvorfor Phoenix får rig mulighed for at hikste, græd-grine og skrige sig ud i afkrogene af talentet, allerede inden de indledende credits er ovre (Chaplin-sangteksten »smile through your fear and sorrow« gives ny og ubehagelig mening).

Skuespilleren, der kan sin besjæling af vor tids mest dunkle maskuline strømninger på fingerspidserne, går som vanligt all-in på rollen og er lige dele frastødende og magnetisk, ofte grænsende til det anstrengte i sin ekstremitet (en karakter-pointe i sig selv).

Arthur arbejder som verdens mindst overbevisende klovn – kun et par båtnæser mindre creepy end Pennywise – der alene aftvinger hånlige grin fra sine nederen klovnekolleger, men som alligevel aspirerer til at blive standupper og fylder sin ’Seven’-notesbog med dårlige jokes, pornoudklip og selvmordstanker. Hver aften sidder han klistret til skærmen, når komikeridolet Murray Franklin går på, spillet af Robert De Niro i en omvendt homage til Martin Scorseses ’The King of Comedy’, hvori den unge De Niro var krybet, der stalkede Jerry Lewis’ standupper.

‘Joker’.

Mens Arthur drømmer, drømmer hans ditto verdensfjerne mor lige så urealistisk om millionæren Thomas Wayne (Brett Cullen som larmende stereotypt røvhul), der taler dunder på skærmen for at blive Gothams nye borgmester med en retorik løftet mere eller mindre ordret fra 2016’s amerikanske valgkampagner. Wayne vil dræne sumpen og fore kapitalisternes lommer, og skønt Arthur er komplet uinteresseret i politik (pointen: Det er samfundet, der ophøjer den syge mand og politiserer anarkiet, ikke den anden vej rundt), bliver han uvægerligt ramt af politikernes skalten og valten med velfærdsydelser, da socialforsorgen drejer nøglen om (bye bye Obama-care?).

’Joker’ fortrænger vidtrækkende plotambitioner for i stedet at gå Scorseses ’Taxi Driver’, ’Goodfellas’ og førnævnte ’The King of Comedy’ i bedene med en iver, der tangerer plagiat, og Phillips længsel efter at indskrive sin film i samme tradition som 70’ernes hårdkogte amerikanske mesterværker (herunder også ‘The French Connection’ og ‘A Clockwork Orange’, som ‘Joker’ låner en arm og et ben fra) undgår kun akkurat at blive alvorligt enerverende takket være et par velplacerede twist på gængse klicheer, der heldigvis slår tilbage imod det overordnede dilemma: Lige så original ’Joker’ føles i superhelteregi, lige så formularisk er den i sin skildring af outsideren, den mobbede mommy’s boy der får nok. Nok af smarte slipsedrenge med happy slapping-tendenser, nok af kvindelige psykologer, der ikke fatter joken, og hotte singlemødre, der ikke velvilligt booster hans ego.

’Taxi Driver’s forkvaklede krigsveteran Travis Bickle beånder portrættet, og visuelt er vi også tilbage i en snavset, desillusioneret post-Vietnam-filmtid – men Phillips er langt fra nogen Scorsese-virtuoso udi dramaturgi, og der er en snert af kynisk, endimensionel selvtilfredshed ved måden, hvorpå instruktøren jager pity-point på Arthurs vegne for slutteligt at forgylde sin Joker i full-on popkulturel karisma. Bickle var et sørgeligt, dumt svin, og Scorsese vidste det (De Niro selv har for nylig draget sammenligninger mellem karakteren og Trump), men ’Joker’s vægelsindede sympatier i kombination med bevidstheden om sin egen hype balancerer på en knivsæg af at legitimere Arthurs incel-opvågning.

I tegneserieuniverset nyder Jokeren nærmest lige så stor fandyrkelse som flagermusen, og billederne af Phoenix, der danser i labert designet Joker-outfit til tonerne af 70’er-rock, oser af glorificeret seriemorder-coolness. Men vent! Lyt nærmere, og baggrundsnummeret viser sig at være ’Rock and Roll Part 2’ fra den britiske sanger Gary Glitter, der for få år tilbage blev dømt for flere tilfælde af pædofili i samme tidsperiode, som ’Joker’ foregår.

I en film, der dyrker sine referencer så hardcore, at den insider-kækt har navngivet sin antihelt A. Fleck efter DC’s afgåede Batman Ben Affleck, vælger jeg at tro på, at nøglescenens aparte musikvalg er bevidst kurateret for at matche Jokers depravationer.

‘Joker’.

Det er en modigt provokerende meta-gimmick, men ’Joker’s bedste påfund og Phoenix’ American Psycho kan ikke 100 procent opveje effekten af det tematisk beslægtede tæppebombardement af Gotham-reboots og dræberklovne, der er gået forud for Phillips film: Arthur er DC’s fjerde klovneprins siden 2008, og monsterets sorthumoristiske værdi i Trump-æraens cirkus er blevet hudflettet i både gyserserien ’American Horror Story’ og af førnævnte Pennywise i de to ’It’-film. »Nothing’s scarier than a clown«, understregede Carrie Bradshaw (af alle mennesker), men mareridtsmakeuppen er ved at smelte i den kommercielle overeksponerings spotlys, og samfundsallegoriens punchlines skriver sig selv.

Jeg ved udmærket, at der er dem, der ruller træt med øjnene over politiske tolkninger af tegneserier, men disse har immervæk alle dage været gennemsyret af virkelige events, det være sig skiftende kønsroller, krige, videnskabelige nybrud og tumultariske præsidentperioder. Og i ’Joker’s tilfælde er det så godt som umuligt at adskille aktuel politik fra en film, der ikke bare hinter til, men lystigt bader i umaskerede paralleller til Trumps USA, de gule vestes gadeopstand i Paris og angreb på satiremedier af individer, for hvem latterliggørelse hævnes med dødelig vold.

’Joker’s arbejderklasse harcelerer imod magthavernes arrogance – Thomas Wayne udskifter Hillary Clinton-udtrykket »deplorables« med »clowns« – og Phillips udstiller liberal-elitære talkshow-værter, der fra deres underholdningsplatforme undervurderer og spotter den lille mands indestængte vrede i en krudttøndeverden, hvis privilegerede venstrefløj totalt har mistet følingen med ’ægte’ menneskers desperation, og højrefløjen indifferent svinger kniven over udsatte borgeres økonomiske sikkerhedsnet.

Essensen er banal, men rammende, og eksekveringen elektrificeres af fænomenale Phoenix, der løfter filmen på sine knoglede skuldre, selv når Phillips visioner kommer til kort.

Der er dårligt et kedeligt minut, og scenografiens socialrealistiske asfaltjungle-æstetik er et match made in heaven for DC, der forhåbentlig nu endegyldigt har lagt Jared Letos gangster-Joker og Zack Snyders CGI-liderlighed på hylden. Efter kulminationen på ’Avengers’-franchisens stadigt mere opulente rum og tidsrejser tidligere i år er det velkomment, at ’Joker’ snævrer fokus så langt ind i Phoenix’ sad-Fleck-fjæs, at vi kan mærke ham ånde på samfundets sorte spejl i en påmindelse om, at mindreværd, fremmedgørelse og identitetstab langt hurtigere producerer 100 Arthur Flecks end en enkelt Batman.

Man ved ikke, om man skal grine eller græde undervejs, men bolden er i den grad tilbage på DC’s superheltehalvdel.


Kort sagt:
Todd Phillips’ superskurkefilm er en effektivt bitter og provokerende pille af sin splittede samtid med en fantastisk Phoenix i front, men ’Joker’s insisterende Martin Scorsese-leflen udstiller uintentionelt sprækkerne i egen klovnemakeup.

Bonusinfo: Shout-out til filmens purunge Bruce Wayne, der på syret vis spilles af Dante Pereira-Olson – samme knægt, der spillede den unge version af Joaquin Phoenix’ karakter i ’You Were Never Really Here’.

Læs også: Den største skuespiller i verden lige nu #1 – han er den mørkeste afkrog af vores fælles forkvaklede sjæl

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold