‘Judy’: Renée Zellweger er strålende Oscar-favorit som Hollywoods fallerede wunderkind
Judy Garland var både et mirakel og et skrækeksempel fra Hollywood. Den bedårende wunderkind med den store stemme stod første gang på en scene som toårig, skrev kontrakt med filmstudiet MGM som 13-årig og tog som 16-årig verden med storm som Dorothy i ‘Troldmanden fra Oz’, en af de mest elskede film i USA. Siden spillede hun hovedroller i klassikere som ‘Mød mig i St. Louis’ og ‘En stjerne fødes’ og gav udsolgte koncerter i hele verden.
Men som Rupert Goolds biopic ‘Judy’ viser, havde succesen og berømmelsen i den grad sin pris. Piller, alkohol, depression, fem ulykkelige ægteskaber, økonomisk fallit og tabet af forældremyndighederne over sine to yngste børn tyngede stjernen i hendes sidste tid.
‘Judy’, der har manuskript af Peter Edge baseret på Peter Quilters teaterstykke ‘End of the Rainbow’, følger Garland (Renée Zellweger) under en fem uger lang koncertrække i London i 1968-69, et år før hun dør af en overdosis som 47-årig. Tilbuddet fra natklubben The Talk of the Town accepterer hun kun, fordi hun ikke længere har råd til at give sine børn tag over hovedet. Med blødende hjerte efterlader hun børnene i Los Angeles hos deres far, showbusinessmand Sidney Luft, og møder modvilligt op på hotellet i London.
Her skipper hun prøver for at begrave sig på værelset i en døs af piller, vodka, søvnløshed og selvmedlidenhed og må bogstaveligt talt hives i tøjet og ud på scenen af sin både udmattede og empatiske assistent (en god Jessie Buckley). I dén fine scene sker der dog pludselig en forvandling i Judy Garland, da hun ser publikum. Hun lyser helt op, genfinder al sin stjernepower og giver en fortryllende koncert.
Andre aftener har hun drukket så meget, at hun hverken kan synge eller stå på benene, og det nådesløse publikum kaster brødstænger efter hende.
En række uhyggelige flashbacks til optagelserne til ‘Troldmanden fra Oz’ forklarer Garlands smerte. Her ser vi, hvordan studiechefen Louis B. Mayer presser 15-årige Judy, spillet af en rørende naiv Darci Shaw, til at dedikere hele sit liv til filmen og opretholde en konstant slankekur ved hjælp af piller. Piller, der får hende til at glemme sin sult. Piller, der vækker hende. Og piller, der får hende til at falde i søvn.
Historien om en stjerne i forfald er lige så gammel som Hollywood, og ‘Judy’ bringer ikke noget nyt til tragedien. Filmen bæres igennem af Renée Zellwegers dedikerede præstation, der lige nu spås som Oscar-favorit. Især sangnumrene er imponerende. Zellweger synger selv, og selvom hun åbenlyst ikke har en stemme som Garland, lyder hun forbavsende godt og oser af karisma på scenen. I resten af filmen har hun en tendens til at sende sine ansigtstics en smule på overarbejde, men inkarnerer Garlands udbrændte krop, træthed blandet med nervøs energi og indimellem tørre humor (som der godt kunne have været mere af).
»Tager du noget mod depression?« spørger en bekymret læge. »Fire ægtemænd. Det virkede ikke«.
Ifølge filmen er omgivelsernes opfattelse af Judy som en forkælet diva misforstået. I virkeligheden har hun givet og givet af sig selv i hele sit liv og ønsker bare at blive elsket retur. Af sin nye, femte mand, den 12 år yngre Mickey Deans, og af publikum. Manden viser sig hurtigt at være en skuffelse. Men filmen giver hende flere gange oprejsning gennem øjeblikke af samhørighed med sine fans. Især en middag med et midaldrende homoseksuelt par, der har købt billetter til alle hendes shows, er rørende. De får hende nemlig til at føle sig som et menneske.
Kort sagt:
Renée Zellweger er strålende som Judy Garland i en film, der ikke bringer meget nyt til historien om en udbrændt stjerne, men glimtvis byder på rørende scener og medrivende sceneoptrædener.
Læs også: Kirsten Dunst takkede nej til en rolle i ’The House That Jack Built’