’Maleficent: Mistress of Evil’: Historien om den onde fe fortaber sig i lusede politiske motiver

’Maleficent: Mistress of Evil’: Historien om den onde fe fortaber sig i lusede politiske motiver
Angelina Jolie i Disneys 'Maleficent: Mistress of Evil' (foto: Disney).
2 6
Spillefilm
Instruktion

Joachim Rønning

Medvirkende

Angelina Jolie, Elle Fanning, Michelle Pfeiffer, Harris Dickinson, Chiwetel Ejiofor m.fl.

Spilletid

118 min.

Premiere

Den 17. oktober

Det skorter ikke på filmhistoriske gensyn, men ’Maleficent’ fra 2014 hørte til de mere originale adaptationer af de klassiske historier. Frem for at trippe over svundne tider omfortolkede instruktør Robert Stromberg såvel folkeeventyret som tegnefilmen ’Tornerose’ om den unge prinsesse, der stikker sig på en ten og skal sove i hundrede år.

Strombergs ’Maleficent’ løftede den lede vætte ud af mørket og den ensporede ondskab. Frem for at en liderlig prins skulle lægge vejen forbi og vække prinsessen med heltetunge, var det Maleficents kærlighed og omsorg, der ophævede forbandelsen over barnet, hun selv havde forhekset og siden opdraget som sit eget.

Stromberg gik revisionistisk til den klassiske fortælling, og det kom der noget spændende ud af. Det gør der ikke i den ventede opfølger, ’Maleficent: Mistress of Evil’, instrueret af norske Joachim Rønning, som også har sidste års femmer af ’Pirates of the Caribbean’ på cv’et.

I Rønnings ’Maleficent’ holder den krukkede, om end charmerende og mørke fe (Angelina Jolie) atter til i Ellemose uden for menneskestaden Ulsted. Prinsesse Aurora og den nuttede Prins Phillip skal giftes, så Aurora og adoptivmor Maleficent inviteres til en umage middag hos den kongelige svigerfamilie.

Elle Fanning og Michelle Pfeiffer (foto: Disney).

Dinner talk er som bekendt ikke Maleficents stærke side, hvilket leder til en oplagt, men noget dvask socialiseringskomik.

I grunden er det dog den mere skikkelige dronning (og mor til Phillip), der opfører sig krigslystent og ondskabsfuldt til selskabet. Fra første færd er det åbenlyst, at hun konspirerer om kongerigets fremtid, og trods en sød indsats fra den forsonende konge, lykkes hun med at lægge Maleficent alle verdens dårligdomme til last.

Dronningen er i bogstaveligste forstand allergisk over for blomster, ligesom Maleficent (og troldfolk i al almindelighed) er det over for metaller. Mens sidstnævnte forsvarer Ellemose og alle dens troldfolk for enhver pris, ekspanderer og udrenser førstnævnte, alt hvad der er fremmed – ved hjælp af teknologi.

Natur vs. menneske. Det er til at tage og føle på.

Da middagen eskalerer, og kongen kollapser, øjensynligt af alle de dårlige vibes, beskylder dronningen Maleficent for ’mordet’. Den uskyldige fe flygter, men bliver såret og senere reddet ude på havet – af et væsen med horn og vinger som hende selv. Maleficent, den evige og almægtige outsider, vågner til en verden befolket af eksilvætter lige uden for Ellemose.

Foranlediget af en ufatteligt forudsigelig konfliktoptrapning (læs: krig) forfalder filmen straks til en banal os og dem-pointe. Man forestiller sig tilsyneladende, at slige problemer løser sig, bare vi lægger vores forskelle til side og indser, hvor ens vi i virkeligheden er. Filmen strør lemfældigt om sig med lusede politiske motiver.

I Strombergs ’Maleficent’ bliver hun forrådt af manden, hun har elsket. Han bedøver hende og skærer vingerne af hende i en umiskendelig voldtægtsmetafor, der omskriver såvel præmissen som tematikken i den klassiske fortælling. Spørgsmålet er, hvad nærværende toer egentlig vil.


Kort sagt:
Hvor første film om Maleficent revitaliserede det klassiske folkeeventyr, forlader opfølgeren sig i stedet på banal krigsdramatik og dovne politiske motiver.

Læs også: Jeg er en sucker for Disneys live-action-film, men hvad skal vi med dem? 

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold