’Mandskoret’: Det er længe siden, jeg har produceret så meget saltvand i biografmørket

’Mandskoret’: Det er længe siden, jeg har produceret så meget saltvand i biografmørket
'Mandskoret'.
Foto: Camera Film
5 6
Dokumentarfilm
Instruktion

Petter Sommer og Jo Vemund Svendsen

Spilletid

74 min.

Premiere

Den 17. oktober

»Jeg har ikke nogen erfaring med at dø af kræft«.

Udsagnet beskriver rammende, hvorfor ‘Mandskoret’ fungerer så godt. Den biografaktuelle norske dokumentarfilm går nemlig en yderst vellykket balancegang mellem uhøjtidelig humor og dødsens alvor.

Ordene stammer fra familiefaren Ivar, der i 10 år har dirigeret et kor bestående af 25 jævnaldrende mænd. Med brummende røster gør de sig især i slagere med sjove og ironiske De Nattergale-agtige tekster – for eksempel Frank Zappa-sangen ‘Why Does It Hurt When I Pee?’. Mandskoret optræder normalt på velbesøgte, men små spillesteder, hvorfor der er tale om noget af en opgradering, når de om 10 uger skal varme op for selveste Black Sabbath på en rockfestival i Oslo.

Der hviler et stort ansvar på Ivars skuldre. Han skal ikke bare nå at få finpudset korets sange inden den store fremførsel, men også holde sig i live så længe. Lægen mener kun, han har en måned tilbage at leve i, så et svært og smertefuldt kapløb med tiden venter forude. Som publikum er man med ham og koret hele vejen.

Før denne problemstilling præsenteres for os, indledes ‘Mandskoret’ med en herligt selskabelig stemning til gruppens øvere og optrædener. Der laves dårlige far-vittigheder og grines i krogene, mens Ivar fortæller os, at han må skrue lidt ned for ambitionerne med det her kor, som jo også ynder at drikke bajere til møderne.

Som Ivars tilstand forværres, når filmen helt ind til kernen af mændenes tætte venskab. Og selvom der stadig er plads til hyggestunder og dumme kommentarer, bliver stemningen uundgåeligt tungere.

(Foto: Camera Film)

Det er ualmindeligt svært ikke at få våde øjne i de mange stærkt rørende scener, der følger, og personligt er det meget længe siden, jeg har produceret så meget saltvand i biografmørket. Det skete eksempelvis, da en stakåndet Ivar efter en koncert går mod udgangen, mens han støtter sig til en kammerat. Alle i lokalet omfavner ham på vejen ud og lykønsker ham med den flotte optræden, mens han selv undskylder for at være svedende og klam. Til sidst støder Ivar på en mand, som længe knuger ham ind til sig uden at give slip, og de begynder begge at græde.

»Man siger, at mænd har svært ved at tale om følelser. Jeg synes, det er nok, at vi bare er her sammen«, siger et af korets medlemmer undervejs i filmen. Mandskoret er netop en empatisk skildring af mændene, der går igennem tykt og tyndt sammen. Med humor og (kejtede) kram viser de hinanden stor omsorg og varme.

Fællesskabets helende effekt kan ikke mindst mærkes på den dybt berørte Ivar, som fortsætter med at dirigere, selvom han knap kan stå oprejst længere. Imens stiger og stiger den emotionelle styrke i mændenes fællessang.


Kort sagt:
Dokumentarfilmen ‘Mandskoret’ er et både sjovt og stærkt rørende portræt af en empatisk gruppe mænd, der synger og sørger med deres kræftsyge dirigent.

Læs også: Ny dansk film om tykke kvinder mødte stor modstand: »Tykke er åbenbart de sidste, vi må diskriminere åbenlyst«

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold