Mens Anna Emma Haudal er den kreative kraft bag’Doggystyle’, er det 22-årige Rosemarie Mosbæk, der lægger krop til hovedkarakteren Astas prøvelser som en ung kvinde med store drømme og lige så stor usikkerhed.
Første sæson handlede om, hvad man stiller op »når livet tager dig bagfra«, og det er den næppe helt færdig med, selvom der i sæson to er en fornyet ro over seriens forkælede, søde, charmerende, irriterende, intelligente, naive, ja, kort sagt mangefacetterede hovedperson.
Vi fangede skuespilleren på en telefonforbindelse fra Berlin til en snak om Asta nyfundne ro i provinslivet, og om hvilke reaktioner hun selv har fået på den ekstremt populære DR-serie.
Hvad har været anderledes ved at lave sæson 2?
»Det kan noget andet, når der kommer en sæson til. I første sæson skulle det etableres, hvem Asta gerne ville være. Hun kørte sådan en ret skarp front mod alt det, der var på Odden, som hun ikke ville, men som samtidig var en del af hende. Vi får lov til at se en lidt mere vaklende Asta, som også godt er klar over, at hun vakler. I sæson var hun lidt mere stædig«.
Asta synes tilfreds med livet i provinsen. Har hun opgivet alle sine karrieredrømme?
»Hele første sæson brugte hun enormt meget energi på at sige, at hendes liv på Odden var midlertidigt. Det tror jeg stadig, hun tænker, det er, selvom der er nogle ting, som har ændret sig. Der, hvor vi møder hende i anden sæson, er hun ikke blevet konfronteret med folk udefra i et stykke tid. Der skal nok komme noget, som rusker lidt op i hende.
Asta skal finde ud af, hvad hun gerne vil, i stedet for at tale så meget om, hvad hun ikke vil. På den måde handler det i virkeligheden om mod. Det er nemt nok at sige, ’det vil jeg ikke, og det kan jeg ikke lide’. Det er mere uhyggeligt at sige: ’Jeg vil det her i stedet for’. For så står man til ansvar for noget«.
Forholdet med Bjarke gør på mange måder Asta til et mere afbalanceret menneske. Kan det vare ved?
»Der er stadig en konflikt inden i Asta. Jeg tror ikke, man skal lade sig snyde af, at selvom hun og Bjarke er meget forelskede, så passer det stadig ikke helt ind i hendes ide om, hvordan tingene skal være.
Lige så snart hun endelig har overgivet sig til forelskelsen, kommer Bjarkes ekskæreste Maja pludselig ind i billedet. Det er en meget voksen konstellation. Jeg tror godt, hun ved, hvordan hun gerne vil passe ind i den, men hun kan i virkeligheden ikke helt finde ud af det«.
Jeg kommer til at tænke på den scene i sæson 1, hvor Asta ender med at have en trekant med Aske Bang og hans nye kæreste, selvom man mærker, at hun ikke nødvendigvis har lyst. Kan du spejle denne sæsons trekantsdrama i den situation?
»Selvom det godt kan virke mere idyllisk og afbalanceret, synes jeg, det er meget gennemgående, at Asta havner i nogle situationer, hvor hun ikke har nok fodfæste, selvom hun virkelig gerne vil virke, som om hun har det.
Det så vi dels med situationen med Aske Bang, men også da Asta går med Jose hjem til Niklas i slutningen af sæsonen. Der ser vi i virkeligheden første gang, at hun tager ansvar. Alligevel er det lidt for voksent og alvorligt til, at hun har greb om det«.
Hvad handler ’Doggystyle’ om for dig personligt?
»Meget om kærlighed, rigtigt meget om venskaber, og så synes jeg også, serien handler om mod til at være den, man er, i stedet for den man ville ønske, man kunne være«.
Din og Miri-Ann Beuschels menstruationsscene rager selvfølgelig op i starten af sæsonen. Hvordan var den at indspille?
»Det er et smukt afsnit. Jeg synes, det viser dobbeltheden i relationen mellem Asta og Maja. I virkeligheden er der mange kontroverser mellem dem, men alligevel tager de ud i en skov og smører menstruationsblod i hovedet og finder en samhørighed i det. Det er en sjov ide, at de finder fællesskab i det, men samtidig betyder det ikke, at de pludselig er hinandens bedste venner«.
Hvad har du oplevet, at folk reagerede mest på i sæson 1?
»’Hvorfor er Asta så irriterende?’ er der mange, som har spurgt. Men samtidig har folk også sagt, at de stadig havde lyst til at se med, selvom de blev irriterede. Jeg synes ikke, Asta er irriterende. Hun gør nogle irriterende ting, og det er i virkeligheden meget menneskeligt. Jeg føler selv, at hvis man sætter spørgsmålstegn ved, hvorfor karakterer gør, som de gør, så er det også, fordi man kan genkende sig selv i dem«.
Er der nogen tilbagemeldinger, du særligt husker?
»Jeg mødte min gamle gymnasielærer, som kørte forbi mig på cykel. Da jeg vinkede til ham, vendte han om og sagde: ’Jeg ville bare sige, at jeg altså har set det (’Doggystyle’, red.), og det undrede mig, at du kunne være sådan’. Det synes jeg var sjovt«.
Hvad tænker du selv om kritikken af, at Asta er for usympatisk?
»Jeg forstår godt, hvad det er, der vækker den kritik i folk. Vi er måske også vant til at se sympatiske kvindelige hovedkarakterer. I en artikel (her på Soundvenue, red.) om den usympatiske hovedkarakter skrev Mads Grage, at der er en forventning til, at vi altid skal forelske os i den kvindelige hovedkarakter. Sådan er det i mindre grad med den mandlige. Jeg synes, det er meget interessant, hvorfor det egentlig er sådan.
Jeg er stolt af at få lov til at være med i noget, som er så godt skrevet, at alle karaktererne kan forsvares«.
Sæson 2 udfolder også Astas forhold til sin handicappede søster Ida, som blev diskuteret i sæson 1, hvor nogle klagede over, at hun blev spillet af en ikke-handicappet skuespiller og ikke havde sin egen fortælling. Hvordan havde du det med kritikken, og følte I, der var noget at modbevise i sæson 2?
»Jeg synes ikke, det er, fordi man skal være blind eller lukke ørene, men jeg føler ikke, der har skullet ændres på noget på grund af folks holdninger. Jeg føler, Anna Emma står på tonen og sine valg med enormt meget integritet uden at være stædig.
Jeg glæder mig til, at folk skal se Idas karakter blive foldet endnu mere ud. Ida er på mange måder mere fremme i skoene, end Asta er. Hun har et større mod og drive, som Asta slet ikke har. Når man har så mange karakterer, er det fedt, at alle bringer forskellige sider og egenskaber frem i hinanden«.
Hvilke planer har du selv for fremtiden?
»Jeg vil meget gerne bare spille skuespil. Det håber jeg, er det, jeg skal. Lige nu går jeg i skole (teaterskolen Akademiet, red.) og bruger tid på at øve mig.
Der er ikke en bestemt ting, jeg drømmer om, jeg har lyst til at lave ting, som er hjerteblod for dem, der står bag, for så tror jeg kun, det kan blive godt«.
Har ’Doggystyle’ ændret dit liv?
»Det har det faktisk ikke. ’Doggystyle’ er det første, jeg har lavet, men jeg synes ikke, det har ændret noget. Jeg er stadig meget ny i det hele. Det er dejligt at være med, og jeg føler mig meget heldig. Det er mange lærepenge, som jeg har fået forærende«.
Læs også: Anmeldelse af ‘Doggystyle’ sæson 2