Seks skuespillere, der revolutionerede deres image med en enkelt rolle

Seks skuespillere, der revolutionerede deres image med en enkelt rolle
Paul Thomas Anderson tog røven på alle, da han castede Adam Sandler i 'Punch-Drunk Love'.
Ofte har vi en meget specifik idé om, hvad en skuespiller kan og ikke kan. Men nogle gange bliver man overrasket. Og når det sker – når komikeren pludselig er alvorlig, når barnestjernen pludselig laver kontroversielle indiefilm, når helten pludselig er skurken – er det en cinematisk fryd. Her kigger vi på nogle af dem, der har brudt med publikums forventninger, og som minder os om, at vi skal være varsomme med at sætte skuespillerstjerner i bås.

Adam Sandler i ’Punch-Drunk Love’

Da Hollywood-auteuren Paul Thomas Anderson på et pressemøde annoncerede, at hans næste film ville være en komedie med Adam Sandler, troede alle, at det var en joke. Men det var det langt fra.

I den tragikomiske kærlighedsfortælling ’Punch-Drunk Love’, som er helt uden pruttejokes, spiller Sandler den maniodepressive og ængstelige Barry Egan, der lever et både angstfyldt og ensomt liv. Da han pludselig en dag er vidne til et trafikuheld, møder han – ikke helt tilfældigt – Lena Leonard spillet af Emily Watson, og de forelsker sig på stedet.

Sandlers rolle som den psykisk ustabile mandsperson i ’Punch-Drunk Love’ er for mange det primære eksempel på, at Sandler faktisk er en ganske habil skuespiller, når han er i besiddelse af et godt manuskript og en god instruktør. Hans portræt viser, at han – udover komisk timing og talent – har en stor spændvidde i sit spil.

Hans rolle i ’Punch-Drunk Love’ er ikke uden komiske elementer, men det er mere underspillet end den ofte infantile og larmende komik, man kender fra hans medvirken i mere letbenede komedier som ’The Wedding Singer’, ’Waterboy’ og ’Big Daddy’. Barrys vanvittige idé om at udnytte et smuthul i en færdigret-kampagne for at indsamle en million frequent-flyer point er blandt de sjoveste øjeblikke i filmen.

Den tidligere ’Saturday Night Live’-stjerne har sidenhen suppleret sine traditionelle slapstick-roller med andre seriøse optrædener, heriblandt i ’Reign Over Me’, ’Funny People’, ’The Meyerowitz Stories’ og senest i Safdie-brødrenes kommende ’Uncut Gems’, der af internationale medier bliver beskrevet som hans bedste og mest vanvittige rolle nogensinde.

Men det var i Paul Thomas Andersons film, at han første gang tog røven på os.

 

Disney-stjernen Selena Gomez var i den grad uden for sin comfortzone i ‘Spring Breakers’.

Selena Gomez i ’Spring Breakers’

Her kan man i den grad tale om, at en skuespiller bryder med sine vante rammer. I Harmony Korines grænsesøgende syretrip ’Spring Breakers’ spiller Selena Gomez ikke nødvendigvis en anden rolle, end hun plejer, men omgivelserne omkring karakteren er så afgjort anderledes end de familievenlige Disney Channel-studier, hun slog igennem hos.

I ’Spring Breakers’ følger vi en gruppe college-piger, der rejser på drukferie til Miami. For at finansiere udgydelserne røver de en lokal restaurant med vandpistoler. De bliver dog snuppet af politiet, men bliver kautioneret ud af den hårdkogte gangster Alien (kompromisløst spillet af James Franco). Gomez spiller det uskyldige kristne medlem af pigebanden Faith, for hvem den dekadente ferie pludselig bliver for meget.

Gomez har efter filmen åbnet op om det store karriereskift. Hun har udtalt, at hun på et tidspunkt brød sammen på settet under optagelserne til en intim scene, mens hun grædende fortalte, at hun var bekymret på vegne af alle sine mindreårige fans, som så op til hende. Hvordan håndterede Korine det, spørger du? Han skubbede hende i poolen og bad hende fortælle det igen, mens han filmede det.

Filmen skabte en del kontroverser for sin fetichering af unge bikiniklædte kvindekroppe, og mange mente, at det især var moralsk forkert at seksualisere unge kvinder, som primært var kendt som børneskuespillere (også en anden Disney-stjerne, Vanessa Hudgens, medvirkede i filmen).

Stunt-castingen af Selena Gomez i ’Spring Breakers’ kan på mange måde ses som hendes overgang fra barnestjerne til voksenskuespiller. I tiden efter medvirkede hun blandt andet i actionthrilleren ’Getaway’ med Ethan Hawke og Jim Jarmuschs zombiekomedie ’The Dead Don’t Die’, mens hun også har kastet sig over rollen som producer på den kontroversielle serie om teenage-selvmord, ’13 Reasons Why’, og senest dokumentar-serien ’Living Undocumented’ om illegale flygtninge i USA.

 

En ærlig og følsom Jean-Claude Van Damme åbner op om sit eget liv i meta-filmen ’JCVD’.

Jean-Claude Van Damme i ’JCVD’

Den belgiske kampsportslegende, som fik sit gennembrud i slut-80’erne med videoklassikere som ’Bloodsport’ og ’Kickboxer’, er altid blevet hyldet mere for sin fysik og evne til at gå i spagat end for sine kvaliteter som skuespiller. Men han fik alle til at tabe kæben, da han i 2008 spillede en fiktiv udgave af sig selv i det overbevisende drama ’JCVD’.

Vi er blandt andet med Van Damme under indspilningerne til en endnu en direct-to-video-actionsjasker, og vi mærker her, hvordan skuespillerens fysik og bankability er for nedadgående. Han kæmper hårdt for at få roller, og i en af filmens mere komiske scener hører vi, at Van Damme har tabt en rolle til Steven Seagal, fordi Seagal gik med til at klippe sin hestehale af.

I det hele taget går det ad helvede til for The Muscles from Brussels. Ikke nok med at han er i økonomiske vanskeligheder, så kæmper han også om forældremyndigheden over sin datter. Da det hele ikke kan blive meget værre, ender han under et besøg i sit hjemland med at blive holdt som gidsel i en bank.

Jean Claude Van Damme viser i ’JCVD’ en beundringsværdig selvindsigt. Især scenen, hvor han inde i banken bryder den fjerde væg og taler direkte til seeren, rammer hårdt. Her fortæller han oprigtigt og fængslende om, hvordan han føler, han har svigtet det publikum, som engang så op til ham, om hans mange forliste ægteskaber og om sit misbrug af narkotika.

Skuespilleren fortsatte meta-vejen i den noget mere komiske Amazon-serie ’Jean Claude Van Johnson’, som på trods af en okay modtagelse af anmeldere og publikum blev aflyst efter en enkelt sæson.

 

Melissa McCarthy brillerer med melankolsk og underspillet humor i ’Can You Ever Forgive Me?’.

Melissa McCarthy i ’Can You Ever Forgive Me?’

Siden sit Oscar-nominerede gennembrud i komedieklassikeren ’Bridesmaids’ har Melissa McCarthy primært gjort sig bemærket inden for komediegenren med titler som ’Identity Thief’, ’The Heat’, ’Tammy’ og uforglemmelige gæstevisits hos ’Saturday Night Live’. Men hun har meget mere at byde på.

I Marielle Hellers biografiske ’Can You Ever Forgive Me?’ ser vi nemlig McCarthy i en sjældent seriøs rolle. Her spiller hun den lettere alkoholiserede, katteelskende og fattige forfatter Lee Israel, der for at tjene til føden giver sig i kast med at forfalske breve af store forfattere og sælge dem som samleobjekter.

Rollen skulle efter sigende have været tildelt Julianne Moore, men da hun foreslog at spille rollen iført fatsuit, blev hun fyret. Det var nok en fornuftig beslutning, for ellers var vi gået glip af McCarthys fabelagtige portræt, som stort set alle anmeldere var enige i var en af hendes karrieres bedste præstationer. En præstation, der sågar gav hende sin anden Oscar-nominering.

Meget lig Adam Sandlers rolle i ’Punch-Drunk Love’ er McCarthys præstation ikke uden hendes vanlige komiske begavelse. Denne gang er humoren dog pakket ind i en melankoli, som i den grad løfter præstationen og giver os sympati for den – på papiret – ellers usympatiske karakter. Især kemien mellem hende og medspilleren Richard E. Grant, der ligeledes blev Oscar-nomineret, slår gnister.

 

I ‘Django Unchained’ spillede den ellers altid charmerende og pæne Leonardo DiCaprio for første gang skurk.

Leonardo DiCaprio i ’Django Unchained’

Quentin Tarantino har som bekendt en exceptionel evne til at caste og modcaste skuespillere. Og han er den første og eneste, som har set en decideret ondskab i Leonardo DiCaprio, som ikke før eller siden har spillet skurken, som han gør i ’Django Unchained’.

Her har DiCaprio rollen som den frankofile plantageejer Calvin Candie, som holder Djangos (Jamie Foxx) kone Broomhilda (Kerry Washington) som slave. Når han ikke driver sin plantage, får han sit kick fra søde sager og brutale Mandingo-kampe, hvor sorte slaver tvinges til at kæmpe til døden.

På trods at sin elegante overflade er Calvin Candie ikke synderligt kultiveret. Han kalder sig selv frankofil, men taler ikke et ord fransk, og hans yndlingsforfatter er Alexandre Dumas – som slaveejeren naturligvis ikke aner er sort.

DiCaprios karakter er nederdrægtigheden selv, og man kan ikke tage øjnene fra ham. Og selvom han har udtalt, at han havde svært ved at ytre sin figurs racistiske, modbydelige replikker, så ligner han samtidig én, der elsker endeligt at få lov til at give den som fuldblodsskurk.

 

Steve Carell er næsten uigenkendelig i ’Foxcatcher’.

Steve Carell i ’Foxcatcher’

Steve Carell bliver ofte kaldt Hollywoods rareste mand. Trods hans glansrolle som utroligt selvindbildsk chef i ’The Office’ har hans medvirken i komedier som ’The 40 Year Old Virgin’ og indieperler som ’Little Miss Sunshine’ kun været med til at cementere dette image yderligere.

Men komediestjernen tog et mørkt højresving, da han påtog sig rollen som John du Pont i det biografiske wrestlingdrama ’Foxcatcher’ Her var publikum vidne til en komplet transformation. Ikke nok med, at hans spil er bedre end nogensinde før, så gør han også en uhyggeligt skræmmende figur iført makeup og protesenæse.

Filmen fortæller den virkelige historie om den amerikanske filantrop og millionærarving, der ejer et wrestlinghold. Du Pont faciliterede og vejledte unge wrestlere, heriblandt den håbefulde Mark Schultz (Channing Tatum). Deres forhold kompliceres, da Marks bror Dave (Mark Ruffalo) dukker op, og trekantsdramaet ender tragisk, da du Pont skyder Dave på klos hold.

Carell portrætterer du Pont som klam, afstumpet og psykopatisk, men han fremstår også sørgelig og næsten harmløs. Det samme kunne siges om den virkelige du Punt, der af omverden blev set som lidt af et sølle pjok.

Filmens instruktør Bennett Miller castede efter sigende Carell på grund af hans persona som ’den sjove mand’ for at overraske publikum, der ikke nødvendigvis kendte til den rigtige historie. Ligesom med den virkelige John du Pont ville seerne ikke kunne forestille sig, at Carell kunne finde på at gøre de forfærdelige ting, som han gør i ’Foxcatcher’.

Siden har Carell fortsat på den seriøse sti med film som ’Beautiful Boy’, ’The Big Short’ og ’Last Flag Flying’, og ingen løfter længere et øjenbryn, når han træder ind på lærredet med alvorlige miner.

Læs også: Fra Pattinson til Radcliffe: Syv stjerner, der er brudt fri fra ikoniske roller

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold