Talentspækket storfilm sætter fingeren på ømt dansk nazipunkt – se traileren til Anders Refns ‘De forbandede år’

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Den erfarne instruktør Anders Refn tager os tilbage til Anden Verdenskrig i sin nye film, ’De forbandede år.

Man skal dog næppe forvente en gloriepudsning af de danske modstandskæmpere a la ‘Matador, men tværtimod en fortælling om den samarbejdspolitik, Danmark opererede med over for Nazi-Tyskland, og de danskere, der endte med at tage del i den.

Dansk films grand old man, Jesper Christensen, spiller Karl Skov, en fabriksejer og familiemand, der lever en overklassetilværelse på Strandvejen nord for København med sin kone, spillet af Bodil Jørgensen, og deres fem børn. Efter Danmark besættes i 1940, ser han sig nødssaget til at sælge elektronikken fra sin fabrik til det tyske marked, hvilket skaber spændinger i familien.

Castet tæller en perlerække af unge talenter, som Gustav Giese (’Nordvest’, ’Perfekte steder’), Sylvester Byder, der er aktuel i ’Fred til lands’, Sara Viktoria Bjerregård (’Lykke Per’) og Lue Støvelbæk (’Herrens Veje’, ’Badehotellet’). Derudover kan man også finde Tommy Kenter, Cyron Melville og Pernille Højmark i den kommende krigsfortælling.

’De forbandede år’ er produktet af mere end 20 års arbejde fra Refns hånd, som har været væk fra instruktørrollen lige så længe – i mellemtiden har han blandt andet været fast instruktørassistent for Lars von Trier. Manuskriptet er skrevet i samarbejde med Flemming Quist Møller, som også var medforfatter på Refns epokegørende debutfilm ’Strømer’ fra 1976.

‘De forbandede år’ får premiere 9. januar næste år.

Læs også: ‘Valhalla’ – Fenar Ahmads fantasyfilm er en nordisk fryd for øjet

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af