‘Watchmen’: Damon Lindelofs nye HBO-univers er mesterligt komponeret

‘Watchmen’: Damon Lindelofs nye HBO-univers er mesterligt komponeret
Don Johnson i 'Watchmen'.
Foto: Mark Hill
5 6
Tv-serie
Hovedforfatter

Damon Lindelof

Medvirkende

Regina King, Don Johnson, Jean Smart, Louis Gossett Jr., Tim Blake Nelson, Jeremy Irons

Spilletid

9 afsnit a ca. 60 minutter

Premiere

Den 21. oktober på HBO Nordic

‘Watchmen’, udgivet i serieform i 1986-87, bliver af mange – også af denne anmelder – betragtet som både en af de bedste og en af de mest indflydelsesrige superheltetegneserier. Dens mørke og pessimistiske parallelunivers og dens pragmatiske og mangefacetterede blik på den maskerede helt kaster skygger ind over genren den dag i dag.

Manuskriptforfatteren Damon Lindelof elsker paralleluniverser og alternative virkeligheder, som han med præcision har fremmanet på tv-skærmen i serierne ’Lost’ og ’The Leftovers’. Med hans tolkning af ’Watchmen’-universet på HBO kaster han os et stort saftigt tv-serie-kødben.

Hvordan griber man sådan en filmatisering an? Tegneserien blev i 2009 filmatiseret af Zack Snyder i en temmelig trofast version med et eminent cast. Det er heldigvis ikke Lindelofs ærinde. Han fremskriver værkets parallelunivers til 2019 – 30 år senere – og giver os både indblik i nogle af de kendte helte og introducerer os for den nye generation.

I denne udgave af 2019 har Robert Redford været præsident i årtier, og verden er stadig præget af et angreb på New York i 1988 af en kæmpeblæksprutte, som materialiserede sig ud af ingenting og forårsagede en psykisk chokbølge, som dræbte millioner og efterlod de overlevende traumatiserede. Den eneste reelle superhelt med ægte superkræfter, Dr. Manhatten, hjalp USA med en sejr i Vietnam, men befinder sig stadig i selvvalgt eksil på Mars. Den kolde krig er endnu ikke slut, og Nixons gummifjæs pryder Mount Rushmore.

Tim Blake Nelson og Regina King i ‘Watchmen’. (Foto: Mark Hill)

Hvor tegneserien især tog temperaturen på 80’ernes atomkrigsfrygt, tager Lindelof afsæt i nutidens racespændinger i USA. Første afsnit åbner med den værste racemotiverede voldshandling i USA’s historie, raceoptøjerne i Tulsa, Oklahoma i 1921, fra en lille drengs synsvinkel. Derefter springer vi frem til nutidens Tulsa, der er omdrejningspunkt i serien. Her har en hvid ekstremistisk bevægelse, Seventh Cavalry, under hvad der kaldes The White Night begået et koordineret angreb på Tulsas fortrinsvis sorte politistyrke i deres hjem. Angrebet har ført til, at alle politibetjente nu er iklædt Watchmen-gule masker.

Politiet har endda maskerede ’helte’ i politistyrken, der opererer i lovens gråzoner. Selvtægtsmændene og -kvinderne er blevet officielt sanktionerede.

Seventh Cavalry bærer i øvrigt Rorschach-masker. Rorschach var den mest ikoniske (anti)helt fra tegneserien, som bar en hvid maske med blækklatter på. Seventh Cavalry har som deres maskerede frænder i Ku Klux Klan en racistisk agenda, men tilsyneladende også en anden og mere gedulgt plan.

I politistyrken i nutidens Tulsa følger vi politichefen Judd Crawford (Don Johnson), en sympatisk mand med hang til næsepulver og et par skeletter i skabet. En egentlig hovedperson har vi i Angela Abar (Regina King), der officielt har trukket sig tilbage fra politistyrken efter at have overlevet et attentat under The White Night, men som i hemmelighed arbejder for politiet som den maskerede og hårdtslående Sister Night med flagrende læderfrakke og sortmalet ansigt.

På fjernsynet kører serien ’American Hero Story’ om de oprindelige Minutemen som Hooded Justice og Captain Metropolis (og deres hemmelige homoseksuelle forhold). Adrian Veidt aka Ozymandias (Jeremy Irons) er officielt erklæret død, men hygger sig med hjemmedyrkede kloner som en dekadent renæssanceherre på sit eget middelalderslot. Laurie Blake aka Silk Spectre er nu kynisk og effektiv FBI-agent med speciale i at stoppe usanktionerede selvtægtsmænd og er ikke kommet sig over sin eks, Dr. Manhatten, som hun stadig prøver at få kontakt med igennem specielle telefonbokse med forbindelse til Mars…

Jeremy irons i ‘Watchmen’. (Foto: Colin Hutton)

Forvirret?! Ja, ‘Watchmen’ er en destabiliserende og forvirrende oplevelse i ordenes allerbedste betydning. Heldigvis gør Lindelof det til en vedkommende og spændende oplevelse at afkode verdenen og dens mysterier. I et mesterligt komponeret og intrikat puslespil får seeren flere og flere nøgler, der åbner nye døre i det fascinerende univers.

Et andet greb, som fungerer så godt hos Lindelof, er synsvinkelvariationerne. Et afsnit fortælles udelukkende fra én karakters synsvinkel, måske en hidtil perifer eller helt ukendt person, der kaster nyt lys over historien, et andet afsnit fortælles udelukkende gennem en hallucinatorisk stoftåge, der fører karakteren tilbage til sin bedstefars fortid. Andre afsnit blander serien-i-serien med flashbacks og overraskende nye fortællevinkler, som alt sammen skaber en fortællemæssig spænding.

Det hele er skruet imponerende sammen, og når cast og produktion følger trop, har vi endnu et pletskud fra HBO og Lindelofs symbiotiske samarbejde. Den originale ‘Watchmen’-forfatter Alan Moore har ikke bifaldet nogen som helst bearbejdninger af sit værk og har heller ikke sit navn på denne serie, men jeg tror, han i al hemmelighed bliver fan.


Kort sagt:
Damon Lindelofs remix af ’Watchmen’-universet 30 år senere kaster en serie af sig, der fortælles eminent med vekslende synsvinkler, og som i sit parallelunivers sætter fokus på nutidens racesammenstød i USA.

Anmeldt på baggrund af de første seks afsnit.

Læs også: Damon Lindelof: »Jeg kommer aldrig til at lave en serie, der er lige så god som ’Watchmen’«

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold