Alma Ekehed Thomsen debuterer i ’Forhøret’: »Tanken om, at hele verden skal se det, er en ret skrøbelig ting«

Alma Ekehed Thomsen debuterer i ’Forhøret’: »Tanken om, at hele verden skal se det, er en ret skrøbelig ting«
Alma Ekehed Thomsen debuterer i Christoffer Boes 'Forhøret'.
Foto: Miso Film
Siden hun var helt lille, har Alma Ekehed Thomsen været med sin far Ulrich Thomsen på arbejde. Nu får hun sin egen debut foran kameraet i Viaplays krimisatsning ’Forhøret’. Her spiller hun den myrdede datter af politimanden Bjørn, spillet af hendes faderlige ophav. Vi mødte den unge skuespiller til en snak om at få råd fra sin far, om at spille død på en overbevisende måde og om hendes fremtidsdrømme.

I første afsnit af Christoffer Boes nye krimiserie ’Forhøret’ besøger Bjørn (Ulrich Thomsen) retsmedicineren for at kigge på et lig af en død pige. Det er ren rutine for den erfarne politimand, men da han fjerner ligklædet, får han sit livs chok: Det er hans egen nøgne, døde datter med stiksår i brystet, der ligger på båren. Fast besluttet på at finde morderen finkæmmer Bjørn hele København, og gennem serien er vi vidne til det ene intense forhør efter det andet i jagten på sandheden om datteren Christinas død.

Christina spilles af den 20-årige debutant Alma Ekehed Thomsen. Passende nok Ulrich Thomsens virkelige datter. Selvom hendes karakter allerede fra første afsnit er død og borte, hjemsøger hun stadig fortællingen gennem flashbacks og videooptagelser.

Selv havde Alma Ekehed Thomsen ikke troet, at hun skulle gå i sin fars fodspor, men noget tyder på, at hendes utallige besøg på filmsets igennem barndommen alligevel satte deres spor. Og i dag drømmer hun således om en skuespillerkarriere.

»Jeg har altid været sådan ’Ej, det skal jeg ikke være. Jeg skal lave noget andet’. (…) Lige pludselig voksede det lidt på mig. Jeg har altid syntes, at det var sjovt, og jeg har altid elsket at være med på et filmset«, fortæller det nyklækkede talent, da vi møder hende på cocktailbaren Lidkoeb på Vesterbro.

Hvad var dine drømme før skuespillet?
»Jeg ville gerne lave noget med dyr. Dyrlæge eller noget i den stil. Jeg har også villet åbne en hundebørnehave. Jeg havde alle mulige mærkelige idéer til jobs med dyr. Lige pludselig fik jeg smag for skuespillet og startede til drama, tre år før jeg startede i gymnasiet. Det synes jeg var meget sjovt. Jeg følte, at det godt kunne blive en realitet. Jeg var sådan: ’Ja okay! Jeg tror, det er det, jeg skal være!’«.

Nu hvor I er far og datter i virkeligheden, virker Christina-figuren som skabt til dig. Hvordan fik du rollen?
»Jeg var til casting på noget andet, hvor casteren så kom på det her projekt, og så var hun sådan: ’Det kunne faktisk være meget sjovt’ – altså at se om jeg kunne få den her rolle (som Christina, red), fordi min far jo så faktisk er min far i virkeligheden«.

Har det været en fordel at have en far, der også er skuespiller?
»Jeg vil sige, at det er en klar fordel. Baggrunden for det hele har jeg jo ligesom fået med fra starten af. Jeg ved ligesom, hvad jeg kan forvente, og hvad jeg ikke skal forvente. Han giver god hjælp. Men så er der også hele den ting med at blive sammenlignet og skulle finde sin egen vej og være sig selv, men det ser jeg egentlig ikke så negativt på. Det berører mig ikke så meget«.

Har du kunne få nogle gode råd af ham?
»Ja, det synes jeg. Det er jo en kæmpe stor del af hans liv, og vi snakker meget om det. Jeg har tit gået hjem og vendt det, jeg har lært i drama og i skolen. Jeg havde også drama i gymnasiet«.

Var han så enig i det, du kom hjem og fortalte?
»Ja, men ikke lige så meget det fra gymnasiet. Det var lidt en skuffelse. Det var lidt ærgerligt. For jeg havde glædet mig helt vildt meget til det. Der lærte jeg egentlig nok mere ved at gå hjem og snakke med min far om det«.

(Foto: Viaplay)

Hvordan var optagelserne på ’Forhøret’?
»Det var virkelig sjovt og fedt at få lov til at prøve det og blive bekræftet i, at det er det, jeg gerne vil. Det var også rigtigt hyggeligt at have min far med. Jeg har jo været med på sets, siden jeg var helt lille. Det har også været super hyggeligt at dele det. Nu har jeg også prøvet at blive taget hånd om på samme måde, som han gør med alle andre skuespillere, og skulle i sminken og få kostume på og selvfølgelig være foran kameraet«.

Der er meget mystik omkring Christina-rollen i serien. Hvordan forberedte du dig til den?
»Det, jeg har spillet igennem serien, har jo slet ikke krævet lige så meget forberedelse som for alle de andre skuespillere. Jeg skulle ikke forberede nogle replikker eller en måde at spille på. Det har været en god introduktion til faget. Jeg ville nok ikke kunne have gjort det, hvis jeg skulle spille en af de andre roller med alle de der replikker. Eller det ved jeg ikke. Nu har jeg jo ikke haft muligheden. Haha! Ej, det krævede da også lidt. Det var en helt uvant følelse at have kameraet tæt på og skulle glemme, at det var der«.

Havde du nogle reservationer over for rollen? Jeg tænker, at især obduktionsbordet i første afsnit må have været ret grænseoverskridende?
»Det, jeg synes er mere grænseoverskridende, er, når serien kommer ud. Tanken om, at hele verden skal se det, er en ret skrøbelig ting. Man blotter sig for dem, der nu ser det. Men det var rart at have min far med til at være ved siden af. Det var en form for tryghed. Der var ikke noget ubehageligt ved det. Det var nogle hyggelige og sjove dage«.

Jeg har altid været imponeret over skuespillere, der kan spille døde uden at blinke eller bevæge sig! Var det ikke svært?
»Det var svært! Det der med at finde den der ro, hvor du ikke trækker vejret for meget og prøver at slappe af i øjnene for ikke at komme til at ligge og blinke. Når man ikke må bevæge noget som helst, har man lyst til at bevæge sig, og det begynder at kilde over det hele. Det var lidt en udfordring. Jeg synes selv, det gik meget godt. Sminken gør nok også meget«.

(Foto: Miso Film)

Hvilke roller drømmer du om at spille?
»Der er jo mange roller, jeg gerne vil prøve at spille. Lige nu tror jeg, at hvilken som helst rolle kommer til at være rimelig udfordrende, fordi jeg ikke har noget rigtig erfaring. Men jeg kunne forestille mig senere, når man har spillet meget, at det kunne være sjovt med nogle udfordrende roller, som tvinger en til at bryde nogle grænser«.

Har du nogle forbilleder i faget, du ser op til? Og du må ikke sige din far!
»Meryl Streep synes jeg er rigtigt god. Og Tom Hanks. Dem ville jeg elske at få lov til at spille over for på et tidspunkt. Men altså. der er jo også mange af de unge. Timothée Chalamet er helt vild. Der er rigtigt mange af dem, jeg egentlig bare gerne vil sige ’hej’ til. Det kunne også være sjovt at spille sammen med ’Friends’-castet. Den serie ser vi hver aften derhjemme, når vi spiser aftensmad«.

Hvor befinder du dig om fem år?
»Det ved jeg ikke! Hvis jeg helt selv måttet skræddersy mit liv, ville jeg være uddannet skuespiller og lave film og serier ­og gerne have spillet en hoved- eller birolle i et eller andet«.

’Forhøret’ kan ses på Viaplay fra 15. november.

Læs også: ’Forhøret’-instruktør Christoffer Boe – »Vi skal mødes via krimien«

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold