’Atlantique’: Den første scene i flimrende debut er noget af det flotteste længe

’Atlantique’: Den første scene i flimrende debut er noget af det flotteste længe
Mame Bineta Sane i 'Atlantique'.
6 6
Spillefilm
Instruktion

Mati Diop

Medvirkende

Mame Bineta Sane, Amadou Mbow, Ibrahima Traoré, Nicole Sougou

Spilletid

104 min.

Premiere

Kan ses på Netflix

Langs den senegalesiske kystlinje ligger en futuristisk skyskraber og lyser over Atlanterhavet. For så vidt kunne den høre til et af verdens finanscentre. Men som den ligger dér mellem elendigheden og bølgerne, er den som en science fiction-agtig abnormitet i Dakars støvede tåge: Et flakkende løfte om et bedre liv.

’Atlantique’ er en gådefuld og poetisk film om såvel migrationskrisen som den håbløse kærlighed mellem to unge mennesker. En socialt engageret skildring af et forarmet Afrika, hvor de metaforiske niveauer er så mangefold og ambivalente, at jeg fortsat tænker over fortolkninger. Jeg ved slet ikke, hvor jeg skal begynde. Så stærk en kunstnerisk vision ser man virkelig sjældent – og så fra en debutant!

Hovedkarakteren i Mati Diops film er Ada: En ung kvinde, som skal giftes bort til en uinteresseret rigmand, skønt hun er forelsket i den jævnaldrende Souleiman, som er bygningsarbejder på føromtalte skyskraber. Da han og kollegaerne ikke har fået løn i fire måneder, beslutter arbejderne sig i afmagt for at flygte til Europa, hvorefter en spøgelsesagtig feber spreder sig på fastlandet.

Vi ser aldrig Souleimans afrejse. Frem for at skildre den katastrofale migrantkrise med udtrykkelig didaktik eller armodsporno fremmaner ’Atlantique’ et sindrigt og tankevækkende billede på de systemer, der regerer det globale samfund – og dermed, til en vis udstrækning, det lokale samfund, hvor forældre endnu i dag lykønskes med, at deres datter er jomfru (og altså lader sig bortgifte). I dette samfund sætter de brødløse deres lid til religiøse skrifter, skønt de til alle tider har været magtesløse over for global kapitalisme, klimaforandringer og … spøgelser.

Som et fyrtårn af det nye verdenssamfund cementerer skyskraberen denne tematik. Akkurat som det flimrende lys, Gatsby (i romanen ’The Great Gatsby’) betragter fra sin side af vandet, er det på én og samme tid drømmen om kærlighed og drømmen om velstand. Det er den amerikanske drøm eksporteret – og dermed en forskydning af det modernistiske motiv, en udbytning forklædt som håbet selv. I det omfang er der intet mystisk over det flimrende lys – for systemet er selvbevarende.

Stranden bugter sig præcist som i den litterære prototype, hvorfor Ada fra sin side af havet er som Gatsby selv. Skønt hun altså er fattig og han ikke. Som moren anfører, ville utallige kvinder give alt for den helt absurde velstand, hun står til at gifte sig ind i. Ada ønsker sig ikke desto mindre – og ganske berettiget! – et andet og friere liv.

’Atlantique’ hæver sig ganske enkelt over banale filmtroper. Den første scene står tilbage som noget af det flotteste, jeg har set længe: Bag de udplyndrede arbejdere knejser det snørklede bygningsværk mod himlen som et støvet monument over kontinentets lidelser. Fortiden hjemsøger morgendagens Afrika – eller som Ada udtrykker det: »Visse erindringer er varsler«.

Jeg bøjer mig for dette sælsomme og flimrende filmsprog. Franske Mati Diop (med senegalesiske aner) besidder et afsindigt instruktørtalent.


Kort sagt:
Debutfilmen ’Atlantique’ hæver sig langt over banale filmtroper med uforlignelige poetiske motiver og en socialt engageret fortælling.

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold