’Earthquake Bird’: Alicia Vikander har lært japansk til Netflix-thriller, men lige lidt hjælper det
Der er noget utroligt akavet over håndlæsningssituationer, hvor kiromantikeren først praler af sine synske evner for bagefter meget brat at slippe den udvalgtes hånd med undskyldningen om, at de »alligevel ikke kan se noget«.
Det er ikke suspensefyldt, men klichefyldt i en thriller, hvor man i forvejen fornemmer, at der er ondt i vente for den kvindelige hovedperson. På den måde går Netflix julethriller-satsning meget traditionelt til værks.
Vi har set fortællingen før. Den starter med, at hovedpersonen bliver bragt ind til forhør på politistationen i forbindelse med hendes venindes forsvinding, og undervejs i forhøret fortælles historien så i en række flashbacks. Det handler om den stille pige Lucy Fly (Alicia Vikander), der på femte år bor i Japan. Vi fornemmer, at hun er flygtet fra en trist fortid, og hendes liv virker lige så gråt og firkantet som de bluser, hun har på i store dele af filmen.
Undervejs møder hun to mennesker, der skal få en afgørende indflydelse på hendes liv. Dels amatørfotografen Teiji, som hun kalder sin kæreste, selvom deres forhold mest er baseret på en grænseløs besættelse og søgen efter kærlighed fra hendes side og fra hans en sygelig trang til at fotografere hende. Dels amerikaneren Lily (Riley Keough), der er alt det, Lucy ikke er. Outgoing, snakkende, flirtende, levende.
Alicia Vikander er med i stort set samtlige af filmens scener, meget i ultra closeup, fordi vi skal fornemme, hvad der foregår i dybet af hende, selvom hun ikke kommunikerer meget på overfladen. Alicia Vikander har lært japansk til filmen, flere af scenerne foregår på japansk, men alligevel er det ikke hende, der stjæler billedet, men mere Riley Keough i birollen som Lily, der ender med at forsvinde på mystisk vis. Alicia Vikander får ikke forløst rollen, hendes præstation minder om Meg Ryans akavede forsøgt i ‘In to the Cut’, der på samme måde var en mørk erotisk gyser.
Selvom ’Earthquake Bird’ benytter sig af klassiske greb for genren, er den alligevel højst mærkværdig og egen. Måske fordi den foregår i Japan i 1980’ere, måske fordi flere af filmens scener foregår på japansk eller måske på grund af karakterernes lukkethed og skjulte agendaer. Både ved Lucy og fotografkæresten Teiji fornemmer man, at der går en masse dystert forud. Alligevel lykkes det aldrig filmen at fange én, tværtimod virker det distancerende, at man aldrig for alvor får noget at vide om karakterernes motiver og bevæggrunde.
Produktionen er flot, men kan hverken opveje plot eller udførsel.
Kort sagt:
Netflix thriller-julesatsning skuffer med en hovedperson (Alicia Vikander), der er så hæmmet og forknyt, at man som seer bliver ligeglad.