2019 har i sandhed vist sig som året, hvor populariteten af 25-års-jubilaren ‘Friends’ blev mejslet i sten.
Selvom en genforening af ’Friends’ har været afvist adskillige gange gennem tidens løb, bliver en ’Friends Reunion Special’ nu muligvis til virkelighed på Warners kommende amerikanske streamingtjeneste HBO Max.
Ifølge The Hollywood Reporter lægger Warner planer med seriens seks stjerner samt skaberne Martha Kauffman og David Crane om en særlig ‘Friends’-genforeningsudsendelse. Aftalen er dog langt fra i hus, og hvad en ’Friends Reunion Special’ ville indebære, ved de involverede heller ikke endnu. Dog kommer den til at være uden manuskript, så formentlig langt fra den serie, vi kender.
I et interview hos Ellen DeGeneres åbnede Aniston for nylig op for, at der var noget på vej:
»Jeg ville elske, hvis der blev noget, men vi ved ikke, hvad det noget er. Så vi prøver bare. Vi arbejder på noget«.
Martha Kaufmann og David Crane afviste ellers genforening og reboot ved Tribeca TV Festival under et jubilæumspanel for ’Friends’ tilbage i september:
»Vi kommer ikke til at lave en genforening, vi kommer ikke til at lave et reboot. Serien handlede om det tidspunkt i livet, hvor venner er din familie«, udtalte Kaufmann.
Ligeledes understregede Crane, at showet kan og skal stå alene:
»Vi lavede det show, vi ønskede at lave. Vi ramte rigtigt og bandt en sløjfe«, sagde Crane i samme forbindelse.
‘Friends’ er blevet en vigtig brik i streamingkrigen. Serien har været én af de mest streamede på Netflix, men HBO Max har betalt 425 millioner dollars for at få serien til deres platform i fem år.
For nylig fik vi en minigenforening, da ’Friends-castet var samlet på en selfie, der blev Jennifer Anistons Instagram-debut.
Læs også: ‘Friends’ 25 år – de 10 bedste afsnit rangeret