’Exit’: Hypet norsk serie om den fordærvede finanstop er frygteligt god

’Exit’: Hypet norsk serie om den fordærvede finanstop er frygteligt god
Foto: DR
5 6
Tv-serie
Hovedforfatter

Øystein Karlsen

Medvirkende

Simon J. Berger, Agnes Kittelsen, Pål Sverre Hagen, Tobias Santelmann, Jon Øigarden, m.fl.

Spilletid

8 afsnit à ca. 30 minutter

Premiere

Kan ses på DR TV

»Vi er genetisk konstruerede til at være grådige. Det er det, som adskiller os fra dyrene«.

Sådan lyder ordene i den nye norske serie ’Exit’. Det er en serie, der bygger på sande udsagn fra fire norske forretningsmænd, der tilbage i 2017 valgte at give et indblik i deres verden fyldt med stoffer, prostituerede, vold, sex, magt og penge.

En serie, der har sat gang i debatten hos vores venner mod nord – for kan man virkelig tro på den opførsel, man er vidne til gennem otte afsnit med coke-blæste forretningsmænd i blå nystrøgne skjorter?

Og så er det en serie, som nu er den mest streamede nogensinde på NRK.

I ’Exit’ er vi primært i selskab med Adam (Simon J. Berger) og hans hustru Hermine (Agnes Kittelsen) samt William (Pål Sverre Hagen), Henrik (Tobias Santelmann) og Jeppe (Jon Øigarden). Fire venner, fire perverterede og patetiske Patrick Bateman-typer, som konstant hungrer efter overdrevets flammende hav og således samtidigt må leve et liv vævet af konstante løgne og manipulation overfor koner og børn.

Men modsat en film som ’American Psycho’, der også åbnede dørene til en verden af vold og misbrug anført af en depraveret, dekadent drengerøv, så udmunder ’Exit’ ikke i et excessivt surrealistisk voldsmareridt, hvis tab af realitet både er en metafor over forbrugssamfundet samt pengegriskhedens psykopatiske legemliggørelse.

I ’Exit’ forbliver vi langt mere funderet i virkeligheden. Det gør den dog ikke mindre skræmmende. Snarere tværtimod.

Det er svært at se væk. Det er svært ikke at tage sig i at grine få gange, når handlingen og handlingerne overrumpler én. Men man er aldrig lagt i skruetvinge. Det er svært ikke at ville se med trods kvalmen.

’Exit’ er en mørk serie: Indblikket i en hemmelig verden på toppen af finansverdenen er skræmmende. Der synes ikke at være en vej ud. Det er en slugt ned i narcissismens endeløse hul, hvor familier, koner og børn blot er billeder på den facade, som må sikre, at ingen bemærker det dødsens stille tomrum, som hersker bag, og som ingen kokain-fusioneret fest nogensinde kan fylde ud.

Serien er både velspillet og velskrevet. Der er one-lines så uhyrlige og så gode, at man græmmes og glædes på samme tid. Man fascineres af det forfærdelige, mens man i foragt vender fjæset bort.

’Exit’ er en serie om forfærdelige mennesker. Selv er den forfærdeligt god.


Kort sagt:
’Exit’ er en frygtelig og fremragende skildring af finansverdenens grådige og pengeliderlige bjergtop, hvor overdrevets sult står skåret i sten.

Anmeldelsen er baseret på hele serien.

Læs også: SHITSTORM-ÅRTIET: Publikums værste fordomme blev hængt til tørre – men vi blev faktisk også klogere

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold