’High Life’: Robert Pattinson overgår sig selv i Claire Denis’ spektakulære rumdrama
»Hvad ved du om grusomhed?” spørger en aldrende Monte (Robert Pattinson) sin teenagedatter. Det er et spørgsmål, den franske instruktør Claire Denis’ sci-fi-film ’High Life’ sværmer rundt om, som møl om ilden.
Her er en lille besætning, bestående af fanger på dødsgangen, klemt sammen i et rumskib, der blæser igennem det uendelige rum mod galaksens nærmeste sorte hul. De er dog ikke taget af sted for at redde vores døende planet eller for at finde et nyt hjem, som vi kender det fra andre film i genren. Besætningen er udskud, mordere og hjemløse, som samfundet har fundet det lettere at smide bort i det tyste mørke end at konfrontere.
De er vitterligt rumaffald, som ikke desto mindre skal rapportere tilbage hvert døgn til Jorden, der ligger lysår væk, for at undgå at rumskibets livsvigtige funktioner lukker og slukker.
Ombord på helvedesboksen virker alt relativt, og ’High Life’ springer konstant i tid, rum og sågar billedformat. I begyndelsen af filmen følger vi Monte, som nidkært passer sin babydatter. Men i næste scene smider han sine afdøde besætningskammerater ud i det tomme rum, hvor de efterlades i stilstand som marionetdukker.
Igennem resten af filmen vises flashbacks, da rumskibet stadig var fuld af liv, frustrationer og hormoner i overgang. Det stiller spørgsmålet: Betyder disse personer i det hele taget noget, siden vi allerede kender deres skæbne? Betyder de mere, som de står der, alene i tomrummet, end som de engang var; Levende, agerende og med sit eget følelsesliv?
Men mødet med besætningen gør det umuligt ikke at granske dem.
En forskruet og uransageligt mystisk Juliette Binoche trisser lifligt rundt omkring i skibets kliniske gange iført en kittel og et umætteligt behov for at imprægnere de kvindelige besætningsmedlemmer. Som en blanding mellem en vildheks, en mare og en gal videnskabsmand bedøver hun besætningen og stjæler sæd fra mændene.
Hvis du har hørt én ting om ’High Life’, så er det nok, at den Oscar-vindende skuespiller rider et sexsæde med en tilhørende metaldildo i et rum navngivet ’The Fuckbox’, mens hun kører fingrene igennem sin enorme hårpragt og stønner ekstatisk.
Men hun er langt fra den eneste stjerne blandt besætningen. Mia Goths dyriske mani fra Luca Guadagninos ’Suspiria’ er her i fuld blus, når hun lige dele forfører og afskærmer sig fra resten af fangerne. For slet ikke at snakke om Robert Pattinson, der overgår sig selv med en trodsig, men empatisk attitude og en ulmende vrede lige under overfladen af sine mørke øjne.
Og det er kun et lille udsnit. Nok er de udskud, men Claire Denis har samlet Hollywoods mest interessante og smukkeste ensemble af skuespillere til at spille dem. Alle formår de at vække ens nysgerrighed og gru.
Den franske auteur er da også kendt og elsket blandt cineaster for tankevækkende, europæisk arthouse cinema som ’Beau Travail’ og ’35 Rhums’. Men som Michael Haneke, Yorgos Lanthimos og Lars von Trier, har hun heller aldrig været for fin til smuds og perversioner. Mest kendt er det aspekt fra hendes New French Extremity-film ’Trouble Every Day’, hvor en mand vitterligt æder en kvindes underliv, mens hun skriger i angst og smerte.
I ’High Life’ er de uundgåelige dødsscener lige så chokerende og morbide, som de er pludselige og uceremonielle. Vi har kun en vag idé om tidsrummet, filmen udspiller sig over, og de makabre dødsfald kommer hurtigt til at virke som en del af livet i yderkanten af galaksen
Om end Claire Denis før har flirtet med genrefilm, så er ’High Life’ på mange måder et first for hende. Det er hendes første engelske produktion med Hollywood-stjerner som Robert Pattinson, Mia Goth og André Benjamin (aka. André 3000) på rollelisten. Og vigtigere end det, er det hendes første sci-fi-film. Men selvom det er instruktørens jomfrurejse ud mellem stjernerne, kun hun dårlig føles hun mere hjemmevant i genren.
Soundtracket af Denis’ faste kollaboratør Tindersticks lægger en passende stemning, som fremhæver besætningens isolation. Og Denis slækker heller ikke på de nørdede, videnskabelige detaljer. Synet af det sorte hul er intet mindre end majestætisk. Og selvom det bizarre rumskib snarere ligner noget fra David Lynchs vrangforestillinger end det fra ’Interstellar’, så har det sin egen logik i sig.
Men Denis fjerner aldrig fokus fra menneskene ombord. For i takt med, at vi kommer under huden på dem, bliver det tydeligt, at besætningens grusomheder mod sig selv og hinanden blot er en lille del af dem. Og scenerne, hvor Monte er efterladt tilbage med sin datter er tårepersende bedårende.
’High Life’ er den bedste type af sci-fi, hvor storslåede og filosofiske visioner om menneskets fremtid blandes med et jordnært klarsyn om folks væsen – og hvad der gør os til mere end blot dyr.
Kort sagt:
Om end den på overfladen følger sci-fis kutymer, så er Claire Denis’ første film i genren sit helt eget bæst. En dybt humanistisk fortælling på kanten af galaksen, der bør opleves på det store lærred.
Læs også: Fra Pattinson til Radcliffe: Syv stjerner, der er brudt fri fra ikoniske roller