Komedieserien ’Ramy’ dyrker de muslimske stereotyper – og det er vigtigt

Komedieserien ’Ramy’ dyrker de muslimske stereotyper – og det er vigtigt
Ramy Youssef.
Komedieserien ’Ramy’, skabt af standupper Ramy Youssef, dykker ned i en ung muslims hverdag i USA – og præsenterer samtlige muslimske stereotyper fra mediernes skræmmebilleder. Hvad fanden sker der, Ramy? Vores skribent forklarer.

De tre B’er: Bombers, billionaires og belly dancers og ved lejlighed den undertrykte burkakvinde.

Sådan lyder de tre arketypiske fremstillinger af muslimer og arabere i film og tv ifølge den afdøde forfatter og specialist i racemæssige og etniske stereotyper, Jack G. Shaheen.

Et udsagn af ældre dato, som man er vendt tilbage i forbindelse med serier som ’24’, ’Homeland’ og i nyere ting som ’Bodyguard’ og endda ’Black Panther’.

For trods presset for en mere mangfoldig inddragelse af køn- og etnicitet og begyndende perifere forsøg er det ikke sådan lige til for Hollywood at slippe af med orientalisme og islamofobiske skygger i portrætteringen af karakterer med muslimsk eller arabisk baggrund.

Ekkoet fra Riz Ahmeds dundertale

»Hver gang, du ser dig selv dig selv i et magasin, på et billboard, i tv eller på film, er det et signal om, at du betyder noget, at du er en del af et lands historie og at du bliver tillagt værdi. Du føler dig repræsenteret«, forklarede den britiske skuespiller og rapper Riz Ahmed (’The Night of’, ’Nightcrawler’) med de pakistanske rødder i en ’diversity speech’ i 2017, som udviklede sig til en velartikuleret dundertale for bredere og bedre repræsentation af muslimer i film og tv.

For humlen er og bliver repræsentation.

Riz Ahmeds tale gav så meget genlyd, at nogle Twitter-hoveder med klar inspiration fra Bechdel-testens afmåling af kvinderepræsentation i fiktion, sammenbiksede ’The Riz Test’:

Fem spørgsmål, hvor en film eller serie dumper, hvis en identificerbar muslimsk karakter falder ind under bare én af nedenstående kategorier:

1. Taler om, er offer for eller er gerningsmand bag terrorisme.

2. Fremstår irrationelt vred.

3. Fremstår overtroisk, kulturelt tilbageskuende eller anti-moderne.

4. Fremstår som en trussel mod vestlig livsstil.

5. Hvis en mandlig karakter fremstår misogyn eller en kvindelig karakter fremstår undertrykt af sin mandlige modpart.

Det er så her, jeg vil inddrage Ramy Youssef og hans åbenbaring af en serie på C More, ’Ramy’.

Med humoristiske og nuancerede hverdagsobservationer af livet med en egyptisk familie i New Jersey og et muslimsk miljø med fredagsbøn og Ramadan-spisetider, burde serien om den identitetssplittede og moralsk tvetydige millennial-muslim drible let uden om de lidt hårfine karakteristikker.

Det gør den bare ikke. Tværtimod krydser serien nærmest stolt af ved stort set samtlige bokse.

Den jødefordømmende onkel og forførende Bin Laden

Ramys onkel Naseem introduceres ved, at han på fem minutter anklager jøderne for terrorangrebet 11. september, er uforstående over for Ramys søster Denas bare ben, konspirerer – med mor Maysas fulde tilslutning – om, at Englands dronning stod bag mordet på Prinsesse Diana og egyptiske Dodi Al-Fayed og krænker homoseksuelle.

Ramy Youssef, Mohammed Amer og Dave Merheje i ‘Ramy’.

Et flashback viser lille søde Dena, der på arabisk får far Farouks voldsomme lektion om djævlens tilstedeværelse mellem mand og kvinde, der kun kan undgås ved ikke at have sex uden for ægteskab. Der klippes helt ind til farens frådende tandsæt. Det udspyer, hvordan Dena i så fald vil blive drevet ud i kokainmisbrug og hjemløshed af en hvid John Smith, så det ligner en skræmmekampagne, et par danske partier kunne finde på.

Ramys amerikaner-gouterende familie i Egypten forsvarer Trumps dispositioner og lederskikkelse. Og så er der afsnittet, hvor Osama Bin Laden dukker op i lille Ramys feberdrøm og argumenterer for, at USA har fjernet egypternes hvedemarker for at dyrke jordbær for egen vindings skyld og derfor bør straffes.

Hvad fanden foregår der, Ramy? Skulle serien ikke være et modbillede til mediernes forsimplede fremstilling og ikke en underminering at et større repræsentationsprojekt? 

Det humanistiske klarsyn bag hver joke

I sin første landsdækkende stand-up-optræden nogensinde på ’The Late Show with Stephen Colbert’ i 2017 lægger Ramy storsmilende ud med at fortælle, at den skam er god nok – han er muslim – og spørger publikum: »Har I set vores ’show’?« med henvisning til Fox News’ fordrejende og perspektivfattige dækning af islam.

En dækning, bogen ’Islam i medierne’ viser, vi heller ikke kan undsige os fra i Danmark.

Ramy Youssefs HBO-show ‘Feelings’ fra i år er klassisk stand-up over skæve og udfordrende takes på populærkulturelle boksepuder som Jussie Smollett, Fyre Festival og R. Kelly, hans egen arabiske baggrund og Trump.

Som en filosofisk Ted Talk stopper Ramy dog tit op, og med sine safirsorte øjne rammes han af et humanistisk klarsyn såsom:

»Folk er bange for det, de ikke kender. Det bebrejder jeg dem ikke. For jeg forstår ikke, at nogen ved noget som helst, hvis de kun ser nyheder«.

Projektet for Ramy Youssef og serien ’Ramy’, som det udlægges i flere interviews, handler rigtigt nok om at dykke ned under mediernes isbjerg af ofte negative overskrifter.

Men man ser eller hører ikke nærheden af løftede pegefingre og rigtige svar, som det er så let at ty til for mange af tidens ellers sympatiske minoritetsfiktioner.

Alt, der minder om stereotyper, repræsenteres i ’Ramy’s univers. Hvem kender ikke til den upassende onkel?

Den svære humanisme

Ramy som seriens midtpunkt er selvfølgelig en forfriskende karakter med sine eksistentielle og trosmæssige kvababbelser over det pick-and-choose-liv han fører mellem blandt andet førægteskabelig sex og sit behov for religiøs pligtopfyldelse mellem fredagsbønner og fredagsbyture.

Ramys største ekstase i sæsonen kommer uden at afsløre for meget i et øjeblik af troshengivelse og målrettet lyst.

Den virkelige Ramy og hans manuskripthold, som ikke uvæsentligt tæller flere kvinder, viser imidlertid også gerne flere sider af ’burkakvinden’.

Hiam Abbass og Ramy Youssef i ‘Ramy’.

Trods enkelte kritiske røster om manglende agens og nuancer, har det sin egen subtile gennemslagskraft af et stykke virkelighed, når man ser en muslimsk kvinde, der ikke afviser Ramy på grund af hans synder, men for hans manglende arabiske kunnen.

Og ligeså hvordan Ramys antropologistuderende søster hjemsøges af farens byrdepålægning fra barndommen, og da hun vil bryde den opsøger den hvide verdensomrejsende backpackerdrøm, der i virkeligheden kun ser hende som et eksotisk trofæ: »Skal alt handle om, at jeg er araber? Kan det ikke bare være normalt«, spørger Dena sin hvide frelser i sengen.

Jeg kunne også nævne vennen Mo, der stolt bralrer om sit joggingsæt i moskeen og sine evner på muslimsk Tinder, mor Maysa, som forsøger at få likes og udfylde sin ensomhed som Uber-chauffør og far Farouks svære åg fra faren, han forlod med udsigten til en bedre fremtid i USA.

Det hele er ét stort sammenvæv af gode og dårlige, kærlige og åndeligt udfordrende oplevelser, som en muslim gennemgår i nutidens USA. Oplevelser og tanker, som fremstilles med en naturlig menneskelig interesse, som vi alle bør kunne relatere til.

Deri ligger ’Ramy’-testen:

En fællessøgende humanistisk repræsentation i al dens bredde af tungsindige streger og komiske kanter.

Det ser let ud, men ikke mange består i tidens film og serier.

Anmeldelse af ’Ramy’: Muslimsk millennial-skildring er en åbenbaring

Lyt til SOUNDVENUE STREAMER: Apple-serien ’The Morning Show’ og den muslimske standupper Ramy Youssefs komediehit

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold