‘Le Mans ‘66’: Christian Bale og Matt Damons bilbromance er et friskt pust af den gamle skole

‘Le Mans ‘66’: Christian Bale og Matt Damons bilbromance er et friskt pust af den gamle skole
4 6
Spillefilm
Instruktion

James Mangold

Medvirkende

Christian Bale, Matt Damon, Jon Bernthal, Caitriona Balfe, Noah Jupe, Josh Lucas, Tracy Letts

Spilletid

152 minutter

Biografpremiere

Den 14. november

Der er ikke meget nyt under kølerhjelmen i James Mangolds nostalgidrevne racerbilsdrama ‘Le Mans ‘66’.

Historien om den amerikanske bilgigant Ford Motor Companys forsøg på at slå den italienske rival Ferrari på det opslidende 24 timers racerløb Le Mans i 1966 er, som sportsfilm er flest i Hollywood.

Matt Damon og Christian Bale giver den som klassiske underhunde, der kæmper for at nå målstregen før Ferraris favoritter. Samtidig slås de internt mod Ford Motor Companys alfahanner, som forgæves forsøger at holde de idealistiske og risikovillige racerkørere i kort snor på vejen mod førstepladsen.

Man behøver ikke det store kørekort i filmvidenskab for at regne ud, hvordan handlingen triller over målstregen to en halv time senere. Men det gør ikke noget.

For selvom sportsklicheerne holder i kø, og fortællingens tre akter er skåret efter alle kunstens klassiske regler, er historien alligevel både medrivende, morsom og til tider endda også helt rørende.

Det skyldes ikke mindst de to hovedrolleindehavere Damon og Bale, der får en regulær bromance op at køre som makkerparret Carroll Shelby og Ken Miles, der skal føre Ford først over målstregen.

Særligt Christian Bale er fantastisk i rollen som den storcharmerende racerkører Ken Miles, der er blid som et lam over for sin kone og søn, men bidsk som en ulv over for alle, der træder ham over tæerne eller sårer hans stolthed.

Matt Damon og Christian Bale i ‘Le Mans 66’.

»Han er ikke en Ford-mand«, siger den sleske direktør for Fords racerhold, Leo Beebe, om Ken Miles tidligt i filmen – hvorefter han bruger resten af tiden på at forsøge at fjerne ham fra førersædet af Fords racerbil.

Og Leo Beebe har ret. Ken Miles er egenrådig, stædig, brovtende og fuldstændig ligeglad med Fords større økonomiske interesser. Det eneste, han tænker på, er at køre «den perfekte runde» på racerbanen og mærke benzinen rase i blodet.

Heldigvis har han vennen Caroll Shelby bag sig til at tage kampene mod de høje herrer, som (selvfølgelig) ikke ved, hvad der skal til for at komme til tops i Le Mans.

Filmens originaltitel er ‘Ford v. Ferrari’, men egentlig burde den hedde ‘Ford v. Ford’. De mest interessante kampe udspiller sig nemlig ikke på racerbanerne mellem Ferrari og Ford, men mellem Bale og Damons egenrådige idealister og de slipseklædte forretningsfolk i toppen af Fords samlebåndsfabrik, som ikke kan kende en gearstang fra en gulerod.

Det er den klassiske kamp mellem David og Goliat båret frem af historiens vingesus og et stjernespækket cast, som Hollywood sjældent laver længere. Ken Miles er godt nok britisk immigrant, men han er på mange måder legemliggørelsen af den amerikanske drøm. Han sejrer mod alle odds, giver aldrig køb på sine principper og råber højt, når han bliver uretfærdigt behandlet.

‘Le Mans ’66’ (Foto: 20th Century Fox).

Matt Damons Carroll Shelby stikker heller ikke op for bollemælk. Han ved dog, at forretningsmændene er et nødvendigt onde for at få sine drømme opfyldt i Amerika. Med dreven Texas-dialekt, tyk sydstatscharme og en række mere eller mindre ufine kneb oppe i ærmet kæmper han for at holde den uønskede Ken Miles bag rattet og samtidig holde tilliden og pengestrømmen fra Henry Ford II åben.

I en af filmens bedste scener låser Matt Damon det omvandrende tandpastasmil Leo Beebe inde på sit kontor og tager Henry Ford II ud på en køretur i deres nybyggede racerbil.

«Jeg vidste det ikke«, græder den korpulente bilgigant efter den hæsblæsende tur gennem racerbanen. Det er første gang, han er trådt ned fra elfenbenstårnet og har sat sig bag rattet på den bil, der skal give Ferrari baghjul. Nu ved han, hvilke kræfter der er på spil – og at der skal en helt særlig mand som Ken Miles til for at udnytte dem til fulde.

Det er ironisk, at en film, der i den grad sætter sig i selen for at hylde risikovillighed og slår et slag for innovation og individer, som tør gå deres egne veje, selv ender med at føles som præcis det modsatte. Og det havde klædt instruktøren Mangold at kaste en skruenøgle eller to ind i det velsmurte maskineri i ny og næ for at ruske lidt op i tingene.

Omvendt er det altså også en fornøjelse bare at kunne læne sig tilbage i sædet og blive transporteret sikkert fra A til B uden alt for mange svinkeærinder.


Kort sagt:
Et stramt fortalt sportsdrama af den gamle skole, som der efterhånden produceres alt for få af i Hollywood – hvilket paradoksalt nok får filmen til at føles som et frisk pust i et landskab befolket af CGI-væsner og superhelte.

Læs også: Christian Bale og Matt Damon er i hopla, da vi møder dem i Paris – men pludselig eksploderer vulkanen

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold