‘Let it Snow’: Netflix’ julefilm er himmelråbende kalkuleret
Julefilm er som risengrød – i sig selv ikke særligt spændende, men er der rigeligt med sukker på toppen perfekt til juletidens søde forudsigelighed. Charmen får os til år efter år at vende tilbage til de samme juleklassikere, og det er manglen på netop dén ingrediens, der gør, at Netflix’ ungdomsjulefilm ’Let It Snow’ ikke bliver én af dem.
Filmen er gennemkalkuleret. Den er baseret på en bog, der har ungdomsromansforfatteren John Green, især kendt for megahittet ’En flænge i himlen’, som én af sine medforfattere. Den består af en række små fortællinger, der fletter sig ind og ud af hinanden, så den perfekt kan køres i stilling som en teenageudgave af ’Love Actually’. Og castet er hentet fra enhver teenagefilmsucces fra de seneste år: Shameik Moore fra ’Dope’ og ’Spider-Man: Into the Spider-Verse’, Kiernan Shipka fra Netflix’ egen ’Chilling Adventures of Sabrina’ (og forinden’Mad ’Men’), Odeya Rush fra ’Lady Bird’, Jacob Batalan fra de seneste ’Spider-Man’- og ’Avengers’-film, Mason Gooding fra ’Booksmart’ og Youtube-hittet Anna Akana.
Som en sløv udgave af ’Sidste nat med kliken’ udspiller al handling sig over en enkelt dag, og med et stort persongalleri er det ikke meget tid, vi tilbringer med karaktererne. Det står krystalklart fra begyndelsen, hvor vi skal ende, og hvad der sker indtil da, virker det ikke til, at nogen har beskæftiget sig synderligt meget med.
Tag nu for eksempel Tobin. Den usikre og splejsede dreng, som forelsker sig i sin bedste veninde Duke, får den meget pludselige indskydelse, at de skal stjæle en fustage fra to hårdkogte hockeyspillere – en idé, han udelukkende får, fordi den tjener et formål i en af de andre historier. Tyveriet fører dem på en vild biljagt og i sikkerhed i en kirke, hvor de på et orgel spiller 1980’er-hittet ’The Whole of the Moon’. 80’er-nostalgien længe leve.
Derudover er den meget 2019. I dramaet mellem veninderne Addie og Dorrie er det Addies afhængighed af at følge sin kæreste på de sociale medier, der er kilde til noget, der skal forestille et skænderi. Men der gik lang tid, før jeg overhovedet opdagede, at deres uvenskab skulle være en så væsentlig del af filmen. Der er ikke tale om andet en enkelt bitter kommentar, der leveres lige så kejtet og pludseligt som alle andre vigtige replikker, og som slet ikke bygger op til deres følelsesladede genforening til sidst.
Endelig er der filmens sidste større fortælling, en romance mellem popstjernen Stuart og den eneste teenagepige, der ikke er hans største fan, Julie. De mødes tilfældigt i et tog, og han følger efter hende, og de ender med at bruge en dag sammen. Konflikten i deres fortælling bliver nydeligt opsummeret med en replik, der lyder nogenlunde sådan her: »Jeg skal træffe den største beslutning i mit liv. Jeg er kommet ind på Columbia University. Men min mor er også syg. Og vi ved ikke, hvilken vej det går, så jeg er nødt til at blive her, for det er måske det sidste år, jeg har med hende. Nå, men jeg må smutte«.
Som en tiltrængt charmeindsprøjtning optræder Joan Cusack iklædt sølvpapirshat og -vest som the tin foil woman. Hun er, sammen med snevejret, det, der binder de forskellige historier sammen. Hun leverer en voice-over om snes evne til at føre os sammen og sætter et fantasiforladt punktum med den sidste replik, der simpelthen er filmens titel.
Kort sagt:
Den romantiske teenagejulefilm ’Let It Snow’ er doven, hul og kalkuleret.