‘The King’: Netflix-film med Timothée Chalamet og Robert Pattinson er intet mindre end fremragende
»En konge har ingen venner. En konge har kun følgere og fjender«.
Ordene falder ca. en halv time inde i Netflix’ helaftensfilm ‘The King’, der skildrer den engelske konge Henry V’s vej til kronen og frem til hans giftermål med den franske prinsesse Catherine af Valois. Ordene bliver udtalt af Sir John Falstaff (Joel Edgerton), der først er kongens drikkeven på det tidspunkt, hvor Henry V stadig kun bliver kaldt ‘Hal’ og er den forviste søn til Englands konge. Senere bliver Sir John Falstaff hærfører i det mest berømte erobringstogt, som Henry V leder ved Agincourt i Frankrig i 1415.
Indtil videre lyder det måske som beskrivelsen af den gennemsnitlige historiske krigsfilm, der skildrer episke slag og kongers kroninger, men ‘The King’ er ulig alle andre film, jeg har set inden for genren. Det er en nyskabende, tilbundsgående skildring af et menneskes møde med magten og med det voldsomme ansvar det er at styre et kongerige, når man er omgivet af mennesker, der alle har en skjult agenda.
’The King’s hovedperson, Henry V, bliver spillet af Timothée Chalamet, hvis klare talent er slået fast gentagne gange gennem de senere år. Hans drengede skikkelse er overraskende troværdig i kongekarakteren, også i krigsscenerne som er en fast bestanddel inden for den genre af film. Hvor de fleste andre fortællinger måske ville tage udgangspunkt i den store slagmark, er den første voldsmættede scene i ‘The King’ en kamp mellem to, der skildrer præcist hvor brutal nærkamp er, når man kæmper til døden.
Når Timothée Chalamet ruller rundt i mudderet med sin modstander, er han fysisk meget tættere på sin fjende end de kvinder, man i flere scener ser i hans seng. Man skal være meget tæt på et andet menneske for at kunne stikke kniven ordentligt ind. Kampscenerne er ægte og anderledes, og det samme gælder de scener, der skal etablere rammerne for historien og kongens personlighed. Henry V er en modvillig konge. Han har brudt med sin far og holder sig væk fra hoffet. Først ved farens død tager han over og gennemgår en udvikling, der bedst kan sammenlignes med Michael Corleones fra ’Godfather’-trilogien; Når magten kryber ind under huden på hovedpersonen, og han ender med at tage beslutninger, han ellers havde forsvoret.
‘The King’ har en flot rolleliste med flere store navne. Joel Edgerton har rollen som kongens wingman Sir John Falstaff, og har også skrevet manuskriptet sammen med filmens instruktør David Michôd, der ofte samarbejder med de samme skuespillere gentagne gange. For eksempel Robert Pattinson, der var med i instruktørens film ‘The Rover’ fra 2014, og som i ’The King’ spiller en yderst øretæveindbydende fransk dauphin.
‘The King’ undgår mange af de klicheer, man jævnligt støder på i genren af krigsfilm og formår at skildre de gennemgående temaer inden for genren på en ny måde. Ja, der er altid hofsnoge, man ikke ved, om man kan stole på, og scener på slagmarken, der skal vise krigens grusomhed og meningsløshed, men det yderst stærke manuskript fremfører pointerne, som oplevede man dem for første gang. Det synker ind.
Timothée Chalamet spiller kongen som et moderne menneske. Hans følelser er de samme som dem, vi selv ville have, hvis vi befandt os i hans position. Søskendejalousi, dårlige forældre-barn relationer, politikeres manipulerende spil om magten; Filmen viser os alle mellemregningerne.
‘The King’ er en af de bedste film, jeg længe har set.
Kort sagt:
Henry V’s slag i franske Agincourt i 1415 kan lyde som en støvet affære, men helaftensfilmen ‘The King’ på Netflix gør kongens opstigning til magten til en vedrørende og moderne fortælling. Det er en historie, der er fortalt før, men i David Michôd og Joel Edgertons manuskript føles det nyt.
Læs også: Disse film skal du streame i november – tre en halv times Scorsese og Timothée Chalamet i ringbrynje