To år efter #MeToo har Hollywood favnet de vrede kvinder – men den endelige test lurer forude

To år efter #MeToo har Hollywood favnet de vrede kvinder – men den endelige test lurer forude
Merritt Wever og Toni Colette i 'Unbelievable'.
Foto: Beth Dubber/Netflix
I efteråret 2017 eksploderede Harvey Weinstein-skandalen, og #MeToo sendte chokbølger igennem Hollywood. I anledning af toårs-jubilæet stiller vi i denne uge skarpt på, hvordan amerikansk film og tv har håndteret efterskælvene – og vi starter med at dykke ned i serierne, der med deres mangfoldige hudfletninger af krænkelsestematikker har vist, hvorfor de leverer tidens mest gennemslagskraftige fortællinger i populærkulturen.
To år efter #MeToo har Hollywood favnet de vrede kvinder – men den endelige test lurer forude
Lise Ulrich

Filmskribent og anmelder på Soundvenue

TO ÅR EFTER #METOO. ’12 Angry Men’ er en filmklassiker. Tolv vrede kvinder på krigsstien et mareridtsscenarie.

Lige så skyldige Hollywoods patriarkalske strukturer har været i at dække over branchens krænkelseskultur backstage, lige så belejligt ivrigt har underholdningsindustrien med metodisk hyppighed devalueret kvinders vrede foran kameraet. Hvorfor filmbyen også bærer et væsentligt medansvar for, at #MeToo uhyggeligt hurtigt blev approprieret som skældsord af krænkelsesopgørets mere tonedøve kritikere.

Siden stumfilmdagene har Hollywood med slet skjult skadefryd tegnet tydeligt oprørte kvinder som enerverende furier, hvis vrede først og fremmest eksisterer som comic relief, der gør livet surt for diverse hårdtprøvede (tøffel)helte. Mandlige hovedrollers vrede føder selvtægthævnerne og stålsatte supermænd – usmilende kvinder, og især kvinder, der er vrede på mænd, er enten PMS-ramte eller ofre, hvis nødsituationer booster førnævnte heroiske supermænds anseelse i samfundet, snarere end de fortæller noget om kvindens skæbne.

Det underliggende kønsbias, som filmens gimmick-gørelse af kvinders negative følelsesudbrud har kultiveret, sammenholdt med Hollywoods antiheltedyrkelse, har udgjort en af de største udfordringer for gennemslagskraften af fiktive hudfletninger af krænkelser post-#MeToo.

Men ikke desto mindre fremstår attitudeskiftet lykkeligvis markant her to år efter Harvey Weinsten fald, og hashtagget #MeToo først satte ild til Twitter med kendte og ukendte kvinders beretninger om krænkelser, store som små.

Tirader a la Pacino

Det gødede uomtvisteligt jorden blandt Hollywoods manuskriptforfattere, at henholdsvis ’The Handmaid’s Tale’ sæson 1 med Elisabeth Moss som den til dato suverænt vredeste kvinde i serieland såvel som stjernespækkede ’Big Little Lies’ sæson med Laura Dern og Reese Witherspoon for fuld indigneret udblæsning på profetisk vis havde kickstartet branchediskussioner omkring ligestilling, krænkelser og konfliktfyldte kvindeportrætter på tv i månederne op til Weinstein-afsløringerne i New York Times og Vanity Fair.

Og skønt HBO-filmen ’The Tale’ (også) med Laura Dern – baseret på instruktør Jennifer Fox’ eget liv – havde været flere år undervejs inden #MeToo eksploderede, kunne dens budskab dårligt have været mere rødglødende ved premieren i starten af 2018. ‘The Tale’ gør op med Hollywoods Lolita-fascination og fortæller en vigtig og kontroversiel historie om overgreb, selvlede og traumefornægtelse, der belyser, hvordan ofre for seksuelle krænkelser kan lukke ned for eller bagatellisere ubehagelige oplevelser igennem årtier for at beskytte sig selv. Et emne, der aktualiseres, hver gang en krænkelsessag forsøges skudt ned med begrundelsen, at ofret burde være kommet frem noget tidligere.

Elisabeth Moss i ‘The Handmaid’s Tale’ sæson 3 aka. den vredeste kvinde i i serieland. (Foto: Hulu)

Derns vrede og afmagt får skærmen til at dirre, og i forlængelse af ‘The Tale’s tematikker er Netflix-serien ’Unbelievable’s skildring af, hvordan retssystemet behandler kvindelige voldtægtsofre i USA, ligeledes baseret på virkelige hændelser, en ditto uafrystelig øjenåbner, der graver endnu dybere i samfundets syn på kvindelige ofre og den skam, systemet knytter til deres seksualitet (lagde hun ikke selv op til det?).

De to kvindelige efterforskere i ’Unbelievable’ (perfekt spillet af Merritt Wever og Toni Collette) er uapologetisk rasende i mødet med mistænkeliggørelsen af kvindelige ofre i retsprocesserne, der er langt mere optaget af at sikre én enkelt mands rettigheder, end at 10 kvindelige voldtægtsofre ydes retfærdighed. Det samme er man selv, når man ser serien, hvis problematikker ekkoer debatter omkring kvinders »troværdighed«, der ditto føres og køres af sporet herhjemme.

Vreden gennemsyrer også Christine Baranskis sortkomiske tour de force som advokaten Diane Lockhart i serien ’The Good Fight’, hvori hun melder sig til først kampsport og sidenhen regulært øksekast for at få afløb for frustrationerne over det absurde i at føre MeToo-sager i retten, mens en pussy grabber spyer misogyni på magtens tinde i Det Hvide Hus. Og i Apple-serien ’The Morning Show’ er Jennifer Aniston (i et opgør med sit image som den medgørlige girl next door) decideret vulkansk i rollen som nyhedsværten Alex, hvis mandlige kollega anklages for seksuelle krænkelser, og hun selv forsøges kasseret af netværkets mandlige bosser – for hvem en temperamentsfuld, magtfuld kvinde over 45 er tæt på at være mere uspiselig end liderbuksen der knalder med praktikanterne.

Alex holder frådende enetaler – bombastisk Al Pacino-style – og hamrer næven i bordet i direktionslokalet. Og selvom serien (produceret af Aniston og medspilleren Reese Witherspoon) skærer sine scener ud i tykt pap, er der immervæk noget befriende over måden, den på én gang giver fanden i fordommene om højrøstede kvinde som skingrende skøre og samtidig krystalliserer præcis samme fordom, når cheferne gyser himmelfaldent i mødet med en kvinde, der kræver sin ret.

Attack of the 50 foot woman

Mobiliseringen af nogle af Hollywoods største kvindelige stjerner som primusmotorer både foran og bag kameraet på ’Big Little Lies’, ’The Morning Show’ (hvis plot synes inspireret af den virkelige nyhedsvært Matt Lauers fyring fra ‘The Today Show’) og skræmmedystopien ’The Handmaid’s Tale’ booster kontinuerligt branchens kommercielle interesse i de store kvindedrevne dramafortællinger (journalistikonet Katie Couric er medproducent af ’Unbelievable’). Kvinders vrede er ikke længere så obskur og seeruvenlig en drivkraft, når den formidles i flok af Golden Globe/Emmy/Oscar-vindere som Reese Witherspoon, Jennifer Aniston, Laura Dern, Nicole Kidman, Meryl Streep og Elisabeth Moss.

Men det bobler også af #MeToo-historier i anderledes skæve, sjove og overraskende serieformater, som i animationsperlen ’Tuca and Bertie’, der følger to kvindelige fugles (two pretty birds) eksistentialistiske kvababbelser med blandt andet karriere og sexchikane. Og i fantasyserien ’The Magicians’, hvis overraskende woke fjerde sæson tackler overgreb og traumer i en overjordisk, men ikke mindre effektiv ramme.

Jennifer Aniston i ‘The Morning Show’. (Foto: Apple)

Genrespændet af serier er nøglen til at sikre, at samtalen forstætter på tværs af interesser og aldersgrupper, og serieskaber Ryan Murphys planlagte ’Black Mirror’-inspirerede #MeToo-antologiserie er blot en ud af en række kommende tv-projekter, der fører faklen videre. De største forventninger er der dog i skrivende stund til biograffilmen ’Bombshell’, der i modsætning til Showtime-serien ’The Loudest Voice’, der primært så overgrebene på Fox News fra gerningsmanden Roger Ailes’ perspektiv, følger Fox-kvinderne omkring Ailes anført af Nicole Kidman, Charlize Theron og Margot Robbie.

Det planlagte epos ankommer lidt sent til festen sammenlignet med seriernes mangefarvede #MeToo-dækning, der har sat en tyk streg under, hvordan serierne med deres konstant vibrerende forfatterrum er den populærkulturelle fortælleform, der i disse år bedst er i stand til at reflektere zeitgeisten.

Klassisk filmproduktion til biograferne er nu engang præget af mere langsommelige arbejdsgange end i seriestudierne, hvorfor vi formentlig endnu ikke har set tippen af isbjerget af Hollywood-spillefilm, der over de kommende årtier vil bearbejde vreden og kulegrave sit eget syndefald på det store lærred.

For selvfølgelig er #MeToo ikke en afgrænset æra, hverken i Hollywood eller herhjemme. Det er en permanent fokusændring i måden, underholdningsindustrien fortæller krænkelsesofres historier på og igennem fiktionen undersøger og reflekterer, hvordan vi som samfund forholder os til #MeToo-sager på godt og ondt.

Spørgsmålet er, om de vrede kvinder kan råbe mainstreampublikummet op ved billetlugerne, eller om udsigten til et attack of the 50 foot woman i IMAX vil være for skrap kost til at kunne spinde bred boxoffice-succes. ’Bombshell’ er ikke bare lakmustesten for, hvordan Hollywood vil skære sin første reelle ’#MeToo: The Movie’ – den kan også blive en test for os.

Vores tema om To år efter #MeToo fortsætter hele ugen.

‘Bombshell’ får dansk premiere 27. februar. 

Læs også: SHITSTORM-ÅRTIET: Publikums værste fordomme blev hængt til tørre – men vi blev faktisk også klogere

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold