’Vakuum’: Ny dansk serie tager teenageliv dybt alvorligt

’Vakuum’: Ny dansk serie tager teenageliv dybt alvorligt
Foto: Kasper Weng Yadee Andersson
5 6
Tv-serie
Manuskriptforfattere

Nanna Hovedskov, Emilie Vibeke Aagesen, Nadia Schlosser

Medvirkende

August Immanuel With Vedelsby, Tai Axen, Clara Frederikke Rose Lundberg, Zlatko Buric

Spilletid

9 afsnit á 6-12 min.

Premiere

Den 17. november på seinmag.dk

Når man er teenager, kan det som bekendt føles, som om ens verden er hele universet, og følelser og handlinger, der for udenforstående virker bittesmå, kan udløse eksplosioner. Det er en oplevelse, som nemt – og hyppigt – reduceres til bare at være faser i en underudviklet hjerne.

Det er antologiserien ’Vakuum’, som udkommer på ungdomsmediet SEIN, ikke et eksempel på. Her bliver historierne om de tre hovedpersoner, som vi følger over en enkelt dag, fortalt ved, at vi træder helt ind i deres følelsesmæssige mikrokosmos.

SEIN beskriver sig selv som et medie for unge af unge. Det er et frit kreativt rum til at sætte billeder eller tekst på de følelser, der hører ungdomsårene til. ’Vakuum’ er et perfekt destillat af, hvad det vil sige: Serien er skabt af en gruppe højskolelever ud fra et ønske om at fortælle de historier, de ikke synes, de kunne se nogen steder: om svære teenagefølelser som ensomhed, angst, jalousi, venskab og usikkerhed, hvor de unge, der medvirker, alle er på alder med de karakterer, de spiller.

Med de intentioner fornemmer man allerede den ømhed og alvor, serieskaberne er gået til projektet med, og som også afspejler sig i de tre kompakte fortællinger, der udgør ’Vakuum’.

Eva går på efterskole og lever den spontane tilværelse med hjemmelavede tatoveringer, pludselige madkampe og cykelture, der føles fulde af muligheder uden mål. Men også med virvar af følelser, der kan ændres på et øjeblik, og usikkerheder, der kan være fysisk lammende. Hun er usikker på, om hendes kæreste Ville er interesseret i en anden, usikker på, om hun selv er for kedelig, for irriterende, for meget.

Modsat Eva er den yngre Karl fåmælt og indadvendt, men gennem en tegneserie og en fortællestemme (en meget karakteristisk Zlatko Buric, der i små mystiske roller går igen gennem serien) lærer vi, at der er massive kræfter på spil inden i ham. Mens vi ser Karl finde ud af, hvad han skal gøre, når forældre ikke længere er nok som venner, men alting snurrer, når han forsøger at tale med sine klassekammerater, fortæller stemmen om universet, der udvider sig, og stjerner, der eksploderer. »Hvis ikke han ændrer kurs, hvad skal han så rotere om?« lyder det fra fortællerstemmen, mens han kigger på andres vennebilleder på Instagram alene på sit værelse.

Anton virker derimod til at have det hele: højteknologiske højtalere, der gør, hvad han siger, gode venner og fester at tage til. Men hans bror er indlagt på psykiatrisk hospital, og Anton skulle egentlig have besøgt ham, men kunne ikke få sig selv til det, og nu forsøger han at fjerne de glimt af broren, der hele tiden dukker op, med alkohol og adrenalin.

(Foto: Kasper Weng Yadee Andersson)

Det er i sig selv tre simple, men stærke historier, som fortælles effektivt, kreativt og intimt. Vi er konstant så tæt på hovedkaraktererne, at vi fornemmer det efterskolefedtede hår, teenagebumserne og de små træk i ansigtet, der fremkaldes af en hvid løgn eller en irriterende kommentar fra mor. Og den detaljerigdom og nærhed er med til at gøre, at selvom vi kun opholder os kort tid i deres liv, tror man på karaktererne.

Det hjælpes også på vej af, at den måde, vi lærer dem at kende på – og de stemninger, der kendetegner episoderne, føles fuldkommen tro mod Eva, Karl og Antons indre kaos. For selvfølgelig kan intet mindre end universets udbredelse og stjerners livsforløb sætte ord på, hvordan tavse Karl har det indeni, når hans far synes, det er lige så meget en fest at tage på museum med ham som at drikke øl med de andre fra klassen.

Allerstærkest står fortællingen om Eva. Hun er den mest komplekse karakter, og hendes umiddelbarhed gør hende både sympatisk og svær at holde af. Det ene øjeblik føles verden bekymringsfri, men et enkelt blik udvekslet mellem Ville og pigen Kejsa kan få hende til at slå over i usikkerhed og tage impulsive og dårlige beslutninger. Dialogen mellem hende og de andre efterskoleelever er flydende og naturtro, og en sårbar scene, hvor hun på badeværelsesgulvet spørgende deler sine usikkerheder med Ville, er én af seriens bedste.

Allermest er det dog i forskellighederne mellem de små historier, at ’Vakuum’ er noget særligt. For uanset om de flygter ind i deres egen verden eller ud i virkeligheden, er Karl, Anton og Eva eksponenter af det samme, nemlig ikke at vide, hvordan man skal håndtere det, der foregår inde i ens hoved.

Mens man kunne ønske for de ni korte afsnit, at de blev foldet en smule mere ud, opstår der en stærk empatisk fortælling, når de med alle deres forskelligheder placeres side om side.


Kort sagt:
De tre selvstændige dele i SEINs antologiserie er gode hver for sig, men virkelig gode, når man ser dem sammen som en nuanceret fortælling om teenagetidens indre følelsesmæssige kaos.

Læs også: To år efter #MeToo: Serierne sender et sidste liderligt suk for de gamle rige røvhuller

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold