’Cats’: Nøgen Idris Elba er en lummer pussy i miserabel musicalfilm

’Cats’: Nøgen Idris Elba er en lummer pussy i miserabel musicalfilm
Taylor Swift i 'Cats'.
1 6
Spillefilm
Instruktion

Tom Hooper

Medvirkende

Idris Elba, Jennifer Hudson, Dame Judie Dench, Rebel Wilson, Ian McKellen, James Cordon, Ray Winstone, Taylor Swift

Spilletid

110 min.

Premiere

Den 25. december

Er du sulten efter at få din gode smag pussy-whipped af en kælen Jason Derulo, eller bliver du misfornøjet ved tanken om langpelsede Dame Judi Dench i en kattekurv?

Det er essentielt for din julesjælefred, at du tager aktivt stilling til ovenstående, inden du indløser billet til ’Cats’, for når først klaveret spiller, slår nattens dæmoner kløerne i dig, imens Jennifer Hudson divateatralsk kattejamrer »Meeeemoryyyy«, så snot og tårer sprøjter under det hysteriske crescendo i Tom Hoopers mindblowing misfoster af en musicalfilmatisering.

Han, Hudson og co. behøver ikke at bekymre sig over at drukne i ’Star Wars’-finalens skygge i ferien: Ikke ni lange liv ville kunne udviske mindet om ’Cats’, hvis cast kommer krabbende ud af mørket på menneskehænder og fødder, delvist dækket af digitalt hår og perverst stive haler strittende ud af røven som kosteskafter, mens de stønne-miaver sig igennem sange, der havde passet bedre i en Disney-tegnefilm for de mindste og kalder hinanden Gammelkat Mosefund og Rabalder Tjalle.

Katastrofen ankommer ikke just på listepoter oven på furoren omkring filmens bizarre trailer, der i sommer frempiskede en storm af Twitter-hån. Men som både musicalaficionado og katteven var jeg klar på at give miseren en chance.

Det er trods alt ikke mange år siden, at succesen ’Paddington’ blev tweet-stemplet som lattervækkende creepy forud for premieren, inden filmen åbenbarede sig som det hyggeligste ærkeengelske bekendtskab siden julefrokosterne på Hogwarts. Og teaterversionen af ’Cats’ (baseret på en digtsamling af forfatteren T.S. Eliot) har immervæk spillet for fulde huse verden over, siden musicallegenden Andrew Lloyd Webber tog et lån i sit hus for at bringe kattefesten til live med benvarmere og vilde parykker i London i 1980.

Kære læser, jeg prøvede.

Men jeg har aldrig i alle mine dage som kulturjournalist – nej, menneske – set en film så catshit crazy som denne. Hvorfor det er lige før, at jeg synes, at du skal sluge katte-matrixens røde pille alene for at kunne underholde dine børnebørn med gyserhistorier om, at du var til stede, da bomben sprang (men kom ikke bagefter og sig, at jeg ikke advarede dig).

Glem kæmpehajer, superheltevandmænd og samtlige nuancer af gråt S/M-fnidder: ’Cats’ er sin generations ’Showgirls’ på speed. Hvis ’Showgirls’-sirenerne havde været dækket af pels frem for pailetter og flettet liderlige haler i stedet for tunger til tonerne af Taylor Swift.

Der er konstant lir i luften i ’Cats’ som byggede den op til et neonbelyst kitty kitty gang-bang med Sir Ian McKellens Gandalf muteret til et hvæsende Snapchat-filter, James Corden, der brækker sig i hovedet på en anden kat, og Rebel Wilson i færd med at gnubbe sig selv i skridtet (tro mig, det er ikke anmeldermobning, så meget som det er et retvisende handlingsreferat).

Det ene øjeblik er X-Men-misserne på størrelse med middagsgafler, det næste femårige børn, og de grotesk inkonsekvente størrelsesforhold i uskøn kombination med pels-effekterne, der kommer og går på arme og hænder – for slet ikke at tale om kræenes makabre modesans (nøgenhed, Converse og en anden kats flåede skind som pimp-jakke) – er mareridtsinducerende i en grad, at det er noget nær umuligt at fatte, at filmen overhovedet er færdigredigeret.

Måske budgettet slap op efter CGI-retoucheringen af Idris Elbas nedre regioner?

Umiddelbart virker det mere sandsynligt, at Hooper (som også stod bag ’Les Miserables’ og vandt en Oscar for ’The King’s Speech’) bare ikke giver en fuck for, at hans film sukker og vrider sig som soft-porn skabt af Tim Burtons lumre lillebror. (Obs: siden anmeldelsen blev skrevet i sidste uge har der været en update på sagen, red.)

’Historien’ går på, at uldtotten Mosefund (Dench) hvert år udpeger en kat fra gruppen Jellicle Cats (T.S. Eliots’ sammentrækning af »dear little cats«), der får lov til at rejse til et højere eksistensplan i en luftballon lavet af en lysekrone. Dyrene konkurrerer med jazzhands og ballader, Derulo laver kattedamer, og Elbas magiske møgkat Macavity er filmens skurk, mens den egentlige hovedrolle er primaballerinaen Francesca Hayward som lillemiss Victoria, der ytrer lige præcis to replikker og halvanden sang under filmens spilletid.

Til gengæld plirrer hun lystent med øjenvipperne af hver et handyr, der spinder hendes vej og danser ufortrødent let på tå, som var hun en aristocat på Det Kongelige og ikke omgivet af smelly cats i Hoopers Caligaris-kabinet af kattehorror.

Skingrende vanvittig eller kommende kultleder i revolutionen: Instruktøren har balls.

Det har hans misskabte freaks imidlertid ikke, hvorfor Elba (som kan skyde en hvid kradsepind efter alle fremtidige Bond-ambitioner) forvandles til en splitterravende Hans Jørgen Ken-dukke med knurhår. Naturligvis med det resultat, at man ikke kan fokusere sine øjne andetsteds hen end på det kønsløse katteskræv, der blotter sig op i kameraet.

For tag ikke fejl: ’Cats’ er en film, hvis eneste eksistensberettigelse er funderet i dens uovertrufne evne til at gøre sit publikum seksuelt forvirret og skamfuld i lige mål. Det er meningen, at du skal lide, akkurat som McKellen og Dench vil lide resten af deres dage over have fået et halvt århundredes estimerede karrierer reduceret til underlødige kattevideoer på Youtube.

Er de supermodelsmækre kvindevæsner med bryster og bare bagdele bevidst tiltænkt som NSFW-værdigt kitty-candy? Er Elba ligefrem lidt fræk som korttrimmet bad boy-baggårdskat, der som den eneste i castet har glaseret pelsen i Jason Momoas babyolie (og er man dybt depraveret for at ville klø ham bag øret)? Eller er vi vidne til et saftigt studie i gammeldaws Hollywood-pornoficering af sort maskulinitet i en fadæse, der samtidig svælger perfidt i fat shaming af »gumpe«-kattene Rebel Wilson og James Corden?

Jeg er ikke sikker på, at Tom Hooper selv kender svarene. Faktisk er jeg slet ikke sikker på, at han nogensinde har set en kat. Endsige en film, hvis fornemste opgave ikke var at tvangsfodre sagesløse seere sexgale feberdrømme i familiefilmsforklædning.

Guderne hjælpe os, hvis han nogensinde kaster sin kærlighed på ’Starlight Express’.


Kort sagt:
»Hvem vil ikke gerne være kat? Fordi en kat går ud på sjov, hver eneste nat…«. Ingen, Tom Hooper. Ingen vil være en kat efter dit freakshow af et pornolummert musicalmareridt med Idris Elba som pelset Ken-dukke og Jennifer Hudson med permanent snotsnude.

Update: Efter anmeldervisningerne i blandt andet USA og herhjemme i sidste uge, har instruktør Tom Hooper meddelt, at en ny version af filmen nu er på vej til biograferne med »forbedrede visuelle effekter«.  

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold