Danmark stadig med i Oscar-kapløbet – men ‘Dronningen’ er ude

Danmark stadig med i Oscar-kapløbet – men ‘Dronningen’ er ude
Foto: Carlo Allegri/Getty Images

Desværre sluttede Oscar-eventyret for danske ‘Dronningen’, før det overhovedet var begyndt. Det stod klart, da Oscar-akademiet i nat dansk tid offentliggjorde en shortlist på de 10 film, der skal dyste om de endelige fem nomineringer i kategorien Bedste Udenlandske Film.

Man kan blot gætte på, om filmens provokerende tema har fremmedgjort nogle akademimedlemmer, men virkeligheden er nok snarere, at konkurrencen i feltet har været særdeles barsk. Bong Joon-hos ‘Parasite’, Pedro Almodóvars ‘Smerte og ære’ og Ladj Lys ‘Les Miserables’ er storfavoritterne i et felt, der dog også inkluderer festivalhits som ‘Honningland’, ‘Atlantics’ og ‘Beanpole’ i kombination med overraskelser fra Tjekkiet, Polen og Ungarn.

Den gode nyhed er, at Danmark til gengæld er flot repræsenteret i opløbsstrækningen til Bedste Dokumentarfilm. Her kom Feras Fayyad roste, danskproducerede ‘The Cave’ (dansk premiere 9. januar) nemlig med på shortlisten helt som ventet. Filmen handler om et felthospital under jorden i det krigsramte Syrien. Syriske Fayyad blev også Oscar-nomineret i 2018 for den ligeledes danskproducerede ‘Sidste mænd i Aleppo’.

Der er i øvrigt også et dansk bidrag i en anden shortlisted dokumentar, nemlig den mageløse ‘Aquarela’, som Danish Documentary har været med til at producere. De to dyster i et yderst konkurrencepræget felt med store dokumentarhits som ‘Apollo 11’, ‘American Factory’, ‘Knock Down the House’ og ‘One Child Nation’.

De fulde shortlists i de to kategorier følger her – se shortlisterne for kortfilmkategorierne, musik, sang, visuelle effekter og hår/makeup på Oscars officielle site her:

Bedste internationale film:
Parasite (Sydkorea)
Les Misérables (Frankrig)
Smerte og ære (Spanien)
Atlantics (Senegal)
Honningland (Nordmakedonien)
Corpus Christi (Polen)
The Painted Bird (Tjekkiet)
Truth and Justice (Estland)
Those Who Remained (Ungarn)
Beanpole (Rusland)

Bedste dokumentar:
Advocate
American Factory
The Apollo
Apollo 11
Aquarela
The Biggest Little Farm
The Cave
The Edge of Democracy
For Sama
The Great Hack
Honeyland
Knock Down the House
Maiden
Midnight Family
One Child Nation

Årets Oscar-nomineringer annonceres 13. januar. Oscar-showet finder sted 9. februar.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af