Er Netflix-filmen ’The Irishman’ det bedste forsvar for biografoplevelsen længe?

Er Netflix-filmen ’The Irishman’ det bedste forsvar for biografoplevelsen længe?
Ifølge vores filmredaktørs urepræsentative undersøgelse elsker man Martin Scorseses nye film, hvis man har set den i biografen, mens man er mildt til slemt skuffet, hvis man har set den på Netflix derhjemme.

Jeg har de seneste uger foretaget det, jeg vil kalde en uempirisk undersøgelse.

Jeg har talt med 10-12 venner, bekendte og kolleger, der har set ’The Irishman’. Den ene halvdel, lad os kalde dem Forsøgsgruppe A, indløste billet til filmen i den uge, den kørte i biografen. Den anden halvdel, Forsøgsgruppe B, så Martin Scorseses gangsterepos fra lænestolen, efter den landede på Netflix.

Resultatet er påfaldende.

Forsøgsgruppe A elsker nærmest uden undtagelse (okay, min gode kollega Lise Ulrich er undtagelsen, der bekræfter reglen, for sådan én skal der jo være) filmen uforbeholdent, og de har svunget om sig med udsagn som »mesterværk«, »Scorseses bedste siden ’Goodfellas’« og »den var faktisk nærmest for kort!«. Det sidste er ganske vist noget, jeg selv har sagt, men siden min kvalitative metode i forvejen er hullet som en si, inkluderer jeg mig selv i spørgegruppen.

Forsøgsgruppe B, til gengæld, placerer sig et sted fra mildt til slemt skuffet og ytrer ubehageligheder som »schiiiiiit den var lang« og »Marvel > The Irishman«.

Jeg udleder – og her tager jeg forskerhatten af et øjeblik og kommer med en mere personlig betragtning – at Forsøgsgruppe B ikke har forstået et hak af Scorseses på én gang energiske og elegiske afklapsning af den gangstergenre, han selv har været med til at definere.

Men den lidt mere sobre pointe er også nærliggende: Den tre en halv time lange film, der tager os gennem årtiers amerikansk mafia- og fagforeningshistorie med udgangspunkt i Robert De Niros håndlanger Frank Sheeran, spiller simpelthen bedre i biografen.

Det opbrudte møde

Martin Scorsese ved det selvfølgelig godt selv. Han har været ærlig omkring, at han havde foretrukket et længere liv i biografen, men at Netflix var de eneste, der ville give ham de mange millioner, han ønskede for at forløse sin episke visioner. Og forleden appellerede han til, at man ikke ser hans film på en iPhone – »måske en stor iPad«, bemærkede han med et glimt i øjet.

Forleden konkluderede The New Yorkers konsekvent kontrære kritiker Richard Brody, at »’The Irishman’ på Netflix er den bedste måde at se den«.

»Da jeg så den derhjemme, tog jeg pauser af andre grunde end banale praktikaliteter: Jeg fandt mig selv overvældet af følelser og tanker og ren skønhed, og jeg stoppede ofte filmen for at nyde øjeblikket, spole lidt tilbage og se en scene igen. Set på den måde strakte filmen sig til næsten fem timer – en god måde at bruge en dag på«, skriver han.

Mens Brody pudser glorien, lever vi andre i den virkelige verden, hvor hjemmebiografen er et tiltagende distraherende rum. Notifikationerne fra telefonen frister ved det mindste øjebliks kedsommelighed, kæresten kommer ind i stuen og spørger, om man vil hente vasketøj i kælderen, så skal man tisse, lave en kop kaffe, ind og hente en bedre pude i soveværelset og så tisse igen.

En film på 219 minutter opleves bare mere koncentreret i biografen end hjemme, hvor den – uden man får set sig om – pludselig er forvandlet til en tv-serie. Et opbrudt møde, som ikke får det optimale ud af tempoet, rytmen og stemningen i en film som ’The Irishman’, der i så høj grad er fortalt gennem montager, overgange og spring i tid. På samme måde som de alenlange film af den ungarske slow cinema-mester Bela Tarr bedst ses i biografen, hvor man uden muligheden for distraktion eller flugt bliver hypnotiseret af det manende tempo og de gennemførte knitrende billeder.

Bedre end ingenting

Da jeg interviewede den norske instruktør Joachim Trier for en del år siden, talte han meget om, hvor særlig en følelsesmæssig forbindelse det skaber at sidde i et mørkt og stille rum med mennesker foran sig, som er 10-20 gange større end dig selv. Det kan lyde indlysende, men nogle gange gemmer det banale som bekendt på en væsentlig sandhed.

I biografen bliver man opslugt på en særlig måde, uanset hvor kolossal ens fladskærm så er hjemme foran sofamøblementet. Og mens alle film nok gør sig bedre på det store lærred, er der nogle, hvor det gør en større forskel end andre. For mig var det i hvert fald en stor del af attraktionen at blive suget ind i Scorseses univers og glemme alt andet omkring mig i længere tid, end jeg vel nærmest nogensinde har siddet i biografsædet i ét stræk før.

Langt de fleste kommer naturligvis til at se ’The Irishman’ på Netflix – og fred være med det. Det er bedre end ingenting, og de fleste af os har jo også kun haft fornøjelsen af historiens største mesterværker af ældre dato på kukkassen (apropos kan man se én af de største, ’Apocalypse Now’, i biografen for tiden, sikke en chance!).

Men det er da lidt morsomt, at Netflix’ største film til dato står tilbage som det bedste forsvar for biografoplevelsen længe.

Nu venter jeg blot på, at Epinion eller Megafon nosser sig sammen og laver en rigtig undersøgelse, der bekræfter mine pointer.

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold