Geniet bag ’Parasite’ har lavet mesterværker i to årtier

Geniet bag ’Parasite’ har lavet mesterværker i to årtier
Den overrumplende Oscar-kandidat ’Parasite’ vil være manges første møde med instruktør Bong Joon-ho. Men faktisk har han sat dagsordenen i sydkoreansk film i næsten 20 år. Vi introducerer til en filmskaber, der bør nævnes i samme åndedræt som med Quentin Tarantino og Christopher Nolan.

Siden sin debut for 19 år siden med den sorthumoristiske ’Barking Dogs Never Bite’ har den sydkoreanske instruktør Bong Joon-hos film altid budt på noget helt særligt. Hans film har flabet og legesygt udfordret genrerne, så både kritikere og publikum i fælles kor har kunnet bjæffe begejstret med om dem.

Debutfilmen manglede ganske vist kommercielt bid med sin hundehadende og ikke altid lige sympatiske hovedkarakter, men kasseapparaterne fik Bong solidt styr med sine efterfølgende film. Kassesuccesser, der flere gange var med til at slå de hjemlige indtjeningsrekorder og lægge afstand til de store amerikanske blockbusters.

Bongs anden film, true crime seriemorder-filmen ’Memories of Murder’ fra 2003, solgte over fem millioner billetter, mens monsterfilmen ’The Host’ fra 2006 rundede de 12 millioner, hvilket på det tidspunkt var lig med 25 procent af landets befolkning. Den premiereaktuelle ’Parasite’ er helt oppe i samme indtjeningsliga.

Med ’Parasite’ har successen for alvor også bredt sig til den vestlige del af verden. Det er meget passende i 100-året for koreansk film, at man har kunnet fejre den ultimative kroning, da filmen som den første sydkoreanske film nogensinde rendte med den prestigiøse Guldpalme fra Cannes.

Bong Joon-Ho fejrer sin Guldpalme ved ceremonien i Cannes. (Foto: Le Segretain/Getty Images)

Der har været optræk til det længe. Bong Joon-hos foregående film, den Netflix-producerede ’Okja’ fra 2017, var med i hovedkonkurrencen forrige år, og så husker vi, da Quentin Tarantino-juryen i 2004 uddelte Cannes-festivalens andenpris til Park Chan-wook for den absurd underholdende hævnhistorie ’Oldboy’. Sydkoreanske instruktører som Kim Ki-duk, Im Kwon-taek, Hong Sang-soo og tidligere kulturminister Lee Chang-dong har taget for sig af andre priser rundt om på Europas største filmfestivaler. Måske var den største uretfærdighed, at sidste års ’Burning’ end ikke nåede frem til de allersidste nomineringer som årets bedste udenlandske film ved Oscar-uddelingen – men måske kan ’Parasite’ rette op på den fadæse i år.

Bong Joon-ho kommer fra et kuld af genreeksperimenterende instruktører, der nærmest har perfektioneret blandingen mellem art cinema og bred folkelig appel. Som Park Chan-wook og Kim Jee-woon er Bong ikke bange for at tage fat i de kulørte og knap så fine genrer, men tilfører dem ofte uventede elementer og i særdeleshed en ekstremt flot æstetisk bevidsthed. Det er sjældent, man ser en sydkoreansk film, hvor fotografering, setdesign og lyd ikke er i topklasse, uanset om vi er i den rent kommercielle afdeling eller den mere oplagte kunstneriske tilgang.

De skjulte rum

Med kun syv spillefilmproduktioner under bæltet er der flere iøjnefaldende ting, der slår én ved Bong Joon-ho. For det første den sorthumoristiske tilgang, der til trods for de alvorlige emner næsten altid er til stede. For det andet at han gang på gang tematiserer social ulighed, klasseforskelle og kampen for at holde samme på sin familie, uanset om man så befinder sig i et science fiction-, horror-, drama- eller true crime-univers. Alvoren viser altid sit grimme ansigt, og til trods for slapstickmomenterne er der altid en mere mørk og dyster tone til stede.

Så mens politiet klodset og komisk rutscher og falder ned af enhver skrænt, de kan komme i nærheden af i seriemorderjagten i ’Memories of Murder’, er det på ingen måde smilebåndene, der bliver trukket i, når ofrene for seriemorderens ugerninger dækker op i drænrørene.

Skjulte rum, tunneller og andre hemmeligholdte ugerninger er i øvrigt en fast bestanddel af Bong Joon-hos film. Hvor gemmes den bortførte pige af forureningsuhyret i ’The Host, hvad foregår der i nogle af togvognene i scifi-dystopien ’Snowpiercer’, og hvad sker der med de søde grisebasser i øko-action-fantasien ’Okja’? Også familiedramaet ’Parasite’ har sine hemmeligheder.

‘Parasite’. (Foto: 2019 CJ ENM Corporation, Barunson E&A)

50-årige Bong Joon-ho er yngste af fire søskende og stammer fra en veluddannet katolsk universitetsfamilie med dybe rødder i litteratur og kunst. Bong selv er en eminent illustrator, men valgte at læse sociologi på universitet. Efter endt universitetsuddannelse tog han en toårig filmuddannelse på Korean Academy of Film Arts (KAFA), hvor han blandt andet blev kendt for sin vellykkede afgangskortfilm ’Incoherence’ fra 1994, som i dag kan ses som en fin introduktion til hans spillefilmuniverser.

Den består af tre episoder og en epilog, og de tre episoder er sjove på hver deres måde: ’Cockroach’ handler om en moralsk professor i socialpsykologi, der sender en kvindelig studerende afsted for at hente nogle noter, han har glemt på sit kontor, da han pludselig kommer i tanke om det Penthouse-magasin, han har liggende frit fremme på skrivebordet.

I ’Up the Alleys’ følger vi en joggende avisskribent på sin morgenløbetur, hvor han drikker andres mælk og får et avisbud i fedtefadet, mens vi i ’The Night of Pain’ følger en offentlig anklager efter en tur i byen, da han pludselig får akut brug for at træde af på naturens vegne og kommer i diskussion med en sikkerhedsvagt om, hvor han kan tillade sig at gøre det.

Det, der gør filmen til noget helt særligt, er dens epilog, hvor karaktererne fra de tre historier alle er inviteret ind til et talkshow, hvor de som samfundets ypperste repræsentanter skal diskutere den moralske krise i samfundet. Så alt imens dobbeltmoralen ruller over skærmen, ser vi de almindelige mennesker fortsætte deres egen hverdag stille og roligt og uden egentlig at lytte til ’de kloge hoveder’. Denne hovedrysten over for dobbeltmoral og autoriteter er ikke svært at genfinde i virkelighedens Sydkorea, hvor de demokratiske idealer fik et gevaldigt knæk, da den kvindelige præsident Park Geun-hyes magtmisbrug og økonomiske svindel endte med en rigsretssag og fængselsdom i 2017.

Startscenen i ’Parasite’ virker nærmest som en kærlig genkaldelse af ’Incoherence’, da familien i kælderen har problemer med en fuld mand, der konstant skal urinere lige foran deres vindue.

Hængte hunde og seriemordere

Historien om magteliten og den sociale uretfærdighed er et tilbagevendende motiv, og i debutfilmen ’Barking Dogs Never Bite’ bliver det nærmest en moralsk udviklingshistorie, hvor hovedkarakteren til sidst tager ansvar for sine handlinger og de konsekvenser, de har fået. I starten handler han voldsomt på at være irriteret over gøende hunde, som han prøver både at hænge, låse inde og kaste ud fra høje bygninger. Hvad, der mere sker med hundene i den ret makabert sjove fortælling, skal være en overraskelse for dem, der har lyst til at dykke ned i filmene, men der er på ingen måde tale om tragisk socialrealisme a la Ken Loach.

’Memories of Murder’ fra 2003 er måske Bongs bedste og mest helstøbte værk og er baseret på en autentisk historie om en af Sydkoreas første seriemordere, der hærgede i slutningen af 80’erne. David Finchers ’Zodiac’ virker som en amerikansk pendant til filmen, der på samme vis er bygget på en uopklaret mordsag. Eller det vil sige uopklaret til i år, hvor sagen faktisk lader til at være blevet løst, da man fandt ud af, at en fængslet mand matchede med dna-materiale, men desværre på forældet bevismateriale. Men uanset virkelighedsaspektet er ’Memories of Murder’ en fremragende blanding af frydefuldt gys, whodunit og en humoristisk fremstilling af landsbyliv og famlende maskuline autoriteter.

‘Memories of Murder’.

’The Host’ er historien om en dysfunktionel familie, som pludselig får deres datter bortført af et muteret fiskemonster skabt af det amerikanske militær, der klodset og uelegant dukker op af Han-floden for at sprede rædsel. Men filmen udvikler sig i en helt anden retning, end man kunne forvente af de hæsblæsende og actionfyldte åbningsscener. ’The Host’ er fantastisk charmerende og fungerer både som et skævt familieportræt og en effektfyldt monsterfilm.

En af mine egne personlige favoritter er Bongs næste film, thrilleren ’Mother’ fra 2009, der handler om en ældre kvinde, der kæmper for at finde ud af, om hendes lettere mentalt retarderede søn virkelig har begået det mord, han bliver sigtet for? Man fornemmer inspirationen fra Hitchcock med brugen af suspense. Og mor-søn-forholdet kan sagtens ses som en intelligent og moderne videreudvikling af Norman Bates og moren fra ’Psycho’.

Den allegoriske æstetiker

Bongs filmiske stil omfavner ofte en aldeles sublim brug af dybdefokus, og hans kamera virker altid så ualmindeligt præcist, når det bevæger sig og ofte har sit eget liv. Rytmen i hans film overlader tid til æstetisk nydelse og refleksion. De mange blå nuancer og toninger i ’Mother’ passer også fint til det, der essentielt er en følelsesmæssig hård historie, som man først forstår til allersidst, når hele puslespillet er lagt. Det er et vanvittigt godt manuskript. Bong Joon-ho er altid inde over sine egne fortællinger, ofte som idemand, men også som manuskriptforfatter. Med andre ord en ægte auteur i ordets oprindelige betydning.

Sandheden, der barskt pibler frem i ’Mother’, er enkel og klar, og det kræver sin instruktør at opretholde en perfekt balance mellem mysterium, horror og tragikomik. Og det hele hjælpes på vej af en ikke mindre end fremragende præstation af Kim Hye-ja, som spiller den gamle mor og detektiv in spe.

Den både publikumsmæssige og kritiske succes betød, at han som andre af sine instruktørkolleger blev inviteret ind på det engelsksprogede filmmarked. Park Chan-wook lavede ’Stoker’, Kim Jee-woon ’The Last Stand’, mens ’Snowpiercer’ var Bong Joo-hons første engelsksprogede film, baseret på den franske science fiction-tegneserie ’Le Transperceneige’, med blandt andre Chris Evans og Tilda Swinton i bærende roller. Et selvforsynende højhastighedstog suser over en sneindhyllet jord, der har givet op over for de menneskeskabte klimakatastrofer og kører afsted med de sidste overlevende mennesker. I toget sker der en rejse fra de bageste vogne og fremad, fra mørke og mudrede farver til det farverige og excessive, fra proletariatet og frem til magteliten. Togets hierarki er en heksekedel, der bare venter på at eksplodere – og så sandelig gør det!

’Snowpiercer’ var på det tidspunkt den dyreste sydkoreanske produktion nogensinde med et budget på over 40 millioner dollars, og den blev en ret stor succes både på hjemmefronten og som eksportvare. Næste forår får vi ovenikøbet serie-version på TNT.

Den store økonomiske succes betød, at Bong fik ret frie hænder af Netflix til at lave ’Okja’, der igen var hovedsageligt engelsksproget, En charmerende, men også ujævn og kaotisk blanding af dyrevelfærd, politisk aktivisme og nå ja… genetisk modificerede supergrise, som vi alle kunne forelske os i.

Netflix-filmen ‘Okja’. (Foto: Netflix)

’Okja’ var momentvis underholdende og visuelt opfindsom, men alligevel er det rart at se, at Bong med ’Parasite’ er helt tilbage i sin sydkoreanske comfort zone og har leveret endnu et pragtstykke. Det er en film, der med garanti vil begejstre alle takket være en vanvittig historie om en fattig families parasitære snylten på en rig familie og en excessiv fremvisning af de konsekvenser, et skævdelt samfund kan få.

Bong Joon-ho er de skæve familieportrætters mester og viser, at man sagtens kan levere satirisk bid og sociale kommentarer i bredt appellerende genrefilm. Han er den allegoriske æstetiker, der med et smil på læben for alvor har fået Sydkorea på filmhimlen. Så kom nu med den Oscar!

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold