‘Honey Boy’: Shia LaBeoufs film om, hvordan Shia LaBeouf blev Shia LaBeouf

‘Honey Boy’: Shia LaBeoufs film om, hvordan Shia LaBeouf blev Shia LaBeouf
Shia LaBeouf i 'Honey Boy'.
4 6
Spillefilm
Instruktion

Alma Har’el

Medvirkende

Shia LaBeouf, Noah Jupe, Lucas Hedges, FKA Twigs

Spilletid

94 min.

Premiere

Den 19. december

Det er ikke nogen hemmelighed, at Shia LaBeouf er en af tidens mest kontroversielle skuespillere. I 2017 blev han taget for spritkørsel, og i selvsamme brandert udtalte han sig racistisk over for politimanden, der anholdt ham. Nogle år forinden tog han en papirspose på hovedet med teksten »I am not famous anymore«, da han besteg den røde løber til premieren på ’Nymphomaniac’, og siden optog han sig selv, mens han så alle de film, han har medvirket i, til en maratonvisning.

Han er en mand i strid med sin grundvold – et omvandrende stykke performancekunst, der veksler mellem kunstnerisk ambitiøs karakterskuespiller og højrøvet og uregerlig filmstjerne i kamp med sine indre dæmoner.

Med den autobiografiske ‘Honey Boy’, som han selv har skrevet, fortæller skuespilleren historien om, hvordan Shia LaBeouf blev Shia LaBeouf. En delvis håndsrækning til de mange fans, der har haft svært ved at blive klog på manden bag overskrifterne, og en afmytologisering af fortællingen om det misforståede geni, der brændte lyset i begge ender, da han ramte berømmelsens tinder i en for ung alder – uden at det bliver nær så navlepillende, som det kan lyde.

Og så leverer han sin måske bedste præstation til dato som sin egen dybt alkoholiserede far – Vietnam-veteran, tidligere rodeoklovn med en plettet straffeattest – i en hudløst ærlig skildring af sine unge, traumatiserende år som barneskuespiller.

Lucas Hedges i ‘Honey Boy’.

I filmen hedder Shia Otis, hans far hedder James i stedet for Jeffrey, og anholdelsen i 2017 er flyttet til 2005. Men allerede fra første indstilling, hvor 22-årige Otis (spillet af Lucas Hedges) bliver kastet gennem luften under de halsbrækkende stunt-optagelser til, hvad der snildt kunne være gennembruddet ’Transformers’, er man ikke i tvivl om, hvem filmen handler om.

Otis drikker sig sanseløst beruset mellem de uspecificerede filmoptagelser, hvor hans stuntdragt mest af alt fungerer som en spændetrøje, der afskærer ham fra alle menneskelige relationer. Han lever for at arbejde, og han drikker for at holde det ud – han lyver for sig selv, nøjagtigt som hans far gjorde det. Lige indtil han bliver arresteret for spritkørsel og ender på rehab efter at have rullet sin stationcar rundt tre gange og nær dræbt sig selv og sin medpassager.

Det tvungne rehab-ophold, hvor LaBeouf fik konstateret PTSD efter en ualmindeligt hård opvækst og begyndte at arbejde på manuskriptet til ’Honey Boy’ – den ultimative form for selvterapi – er filmens ramme. Men LaBeoufs manuskript er ikke synderligt villigt til at gå ind i de mere nutidige hændelser.

Omdrejningspunktet skal i stedet findes i forholdet mellem 12-årige Otis (Noah Jupe) og hans far, der kun er sammen med sin søn, fordi han betaler ham for at være hans chaperone under optagelserne til Disney Channel-serien ’Even Stevens’. Men omsorg er der ikke meget af, når faren gang på gang svigter og snylter på sin søn i deres uhumske motelhjem.

Noah Jupe i ‘Honey Boy’.

Alma Har’el, der har baggrund som dokumentarist med de stiliserede perler ‘Bombay Beach’ og ‘Love True’ (produceret af LaBeouf), indfanger kontrasten mellem det solrige Los Angeles og byens natlige skyggeside i den neonbelyste motelslum med stort poetisk nærvær og intimitet. Desværre tangerer filmen nogle gange amerikansk indie-kliché med en række letkøbte montage-sekvenser og en ret konventionel coming of age-historie dyppet i tunge replikker som »frøet er nødt til at nedbryde sig selv for at blive en blomst«. Her ville en mere erfaren manuskript- og instruktør-duo nok have slebet et par kanter.

‘Honey Boy’ er bedst, når scenerne får lov at udfolde sig, rodfæstet i den gnistrende kemi mellem LaBeouf og Jupe, der her markerer sig som et af årets største breakout-talenter efter småroller i ‘A Quiet Place’ og ‘Le Mans ‘66’. Særligt i en scene, hvor Otis agerer mægler mellem sine forældre under et telefonskænderi og gengiver morens anklagende tonefald overfor faren og hans snerrende svar, rammer filmen rent.

Det er sjæleransagende selvterapi af bedste skuffe, når LaBeouf sætter sig 100 procent ind i sin fars sted og prøver at forstå hans handlinger. Man mærker sandheden i filmens pointe om, hvordan misbrug går i arv. Scenerne, hvor Otis mimer sin fars opførsel ved at ryge smøger og tage sit første hvæs af en joint under farens opsyn, går lige i hjertet.

Man kunne blot ønske sig, at LaBeouf også konfronterede sin nutid og de mange skandaler uden at blinke. Lucas Hedges får i stedet en lidt utaknemmelig rolle, der aldrig bliver foldet ud – selvom hans LaBeouf-imitation er lige i øjet.


Kort sagt:
Shia LaBeouf har sit livs rolle som sin egen far i den uslebne ’Honey Boy’, der knuser ens hjerte, når den er bedst.

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold