Bioaktuelle Peter Plaugborg: »Filmbranchen kan være hård at være i for sådan én som mig«

Bioaktuelle Peter Plaugborg: »Filmbranchen kan være hård at være i for sådan én som mig«
Peter Plaugborg i 'Harpiks'.
Foto: Luis Alberto
Det kan være en udfordring at spille lille, når man er meget stor. Det fortæller den to meter høje Peter Plaugborg, der engang mente, at han ikke var køn nok til skuespil, og som til tider stadig kan føle sig en anelse for lang og livlig til filmmediets besnærende køkkenvaskrealisme. Vi har snakket med skuespilleren om forskellen mellem film og teater samt kærligheden til vovemodet og det ekspressive spil i den biografaktuelle ’Harpiks’.

Da jeg sidst så Peter Plaugborg, var han splitternøgen. Det var jeg forresten også. Anledningen var et eksperiment på Betty Nansen, hvor truppen bag det løsslupne Shakespeare-stykke ’Skærsommernatsdrøm’ havde besluttet at udfordre publikum til selv at slå sig løs og overvære forestillingen uden en trevl på kroppen.

»Yeeees, du var der? Hvor er det sejt! Var det ikke en stor aften?« udbryder Peter Plaugborg, da jeg fortæller om oplevelsen. Han smider en lap i vejret til en highfive, som jeg entusiastisk gengælder.

Selv nød han forestillingen til fulde. Han elsker nemlig, når publikum engagerer sig og tager chancer, og når man som skuespiller kan mærke det rum, man befinder sig i.

Det fortæller han med stor iver, da vi mødes en kold vinterfredag på Amager-restauranten Il Buco.

»Jeg synes, det kan være så fedt at stå på scenen foran et publikum, fordi de kan være kan være med til at generere en helt særlig energi. Den oplever du ikke, når du har lavet en film, der spiller i en biograf. Der er den linje ligesom cuttet«.

For anderledes, lang og rødhåret

Energien fra både medspillere og publikum har altid spillet en stor rolle for Peter Plaugborg. Derudover elsker skuespilleren at udtrykke sig og fortælle historier med sin krop, hvilket han har gjort professionelt, siden han i 2007 slog igennem på de skrå brædder i rollen som Johannes i Kaj Munks ’Ordet’.

Efterfølgende er det blevet til en del alsidige roller på både teater, film og tv, hvor han lige nu er aktuel i Daniel Borgmans ’Harpiks’.

Drømmen om at blive skuespiller trængte sig allerede på i barndommen, hvor den purunge Plaugborg dyrkede lokalteater i hjembyen Ølgod, men da tiden kom til at vælge uddannelse, skubbede han tanken fra sig. Simpelthen fordi Plaugborg følte, at han nok ikke var køn nok til, at nogen ville indløse billetter for at se hans to meter lange krop slå sig løs på en scene.

»Den korte historie er, at jeg blev en meget bevidst teenager, som var meget lang og rødhåret og følte sig en lille smule anderledes og mærkelig. Så tænkte jeg, at jeg nok ikke kunne være skuespiller«, fortæller Plaugborg, der først senere opdagede, at man godt kunne se ud som for eksempel yndlingsskuespilleren Philip Seymour Hoffman og stadig slå igennem.

Peter Plaugborg med Maria Rossing i ‘En skærsommernatsdrøm’ på Betty Nansen.

Men det havde han ikke forstået dengang. Så han prøvede i stedet kræfter med en animationsuddannelse, der jo også var en spændende måde at fortælle historier på.

Men åh, hvor var det dog svært for den unge aktive fyr, der elskede at bruge sin krop, at sidde stille ved arbejdsbordet og holde stængerne i ro:

»Jeg kunne jo bare mærke, at det ville blive meget tungt for mig at sidde så mange timer hver eneste dag. Især da de i 90’erne konverterede til computeranimation. Så tænkte jeg: en tilværelse foran en computer, det får jeg svært ved. Jeg prøver sgu teaterskolen i stedet. Og så kom jeg ind!«.

Fra krop til kontrol

Det var nok meget godt, at Peter Plaugborg i stedet satsede på et lidt mere aktivt erhverv, for det er svært at forestille sig den høje mand med det tilsvarende høje energiniveau sidde stille særligt længe ad gangen.

Det mærker jeg også under vores interview, hvor energien manifesterer sig i ekspressive bevægelser og ansigtsudtryk som hovedrysten, panderynken, høje latterudbrud og dramatiske blikke fra øjne, der funkler, når samtalen bevæger ind på interesseområder såsom dans.

»Jeg elsker dans, hvad kroppen kan fortælle uden ord. Jeg er inspireret af, hvordan man kan fortælle ting med kroppen og udfordre folks abstraktionsniveau. Det er ikke alt, der skal forklares med ord. Det tænder mig…«.

Energien skinner også igennem på teaterscenen, hvor han i stykker som ’Skærsommernatsdrøm’ springer rundt og udviser stort kropskomisk talent.

Mindre sprudlende fremstår han dog i mange af sine film- og tv-præstationer, hvor han blandt andet har indtaget roller som skilsmisseparat ægtemand i ’Bedre skilt end i aldrig’, narkofar i ’Submarino’ og afdæmpet journalist i Christina Rosendahls saglige ’Idealisten’.

Peter Plaugborg som journalist i ‘Idealisten’.

I sidstnævnte spiller han sågar en karakter så stiv, at det er svært at finde lighedspunkterne til den vitale mand med det intense blik, der lige nu sidder og drikker te på Il Buco.

»Ja, der var jeg nok mere hoved end krop«, griner Plaugborg og tænker sig lidt om, før han svarer på mit efterfølgende spørgsmål, der lyder: Er han mon ked af, at han ikke får lov til at udfolde sig mere kropsligt og ekspressivt i filmmediet?

»Det er en udfordring at afstå og lade være. Men man spiller jo også med sin krop, når man afstår fra at bruge den. Det er jo vildt spændende for mig at få lov til at spille én, der ligger så langt fra min fysikalitet. Et menneske, hvor man ikke kan vurdere, om han er vred, glad eller ked af det«.

Han tager en lang tænkepause, før han fortsætter:

»Men jeg synes nok, at filmbranchen kan være hård at være i for sådan én som mig, fordi det tit handler om at antyde og begrænse sig. Der er nogen, der er naturligt gode til det, og så andre, der skal kæmpe lidt mere for det«.

Klam og skurkagtig

Selv om Plaugborg efter eget udsagn bakser lidt med begrænsningens kunst, har han tydeligt talent for den. Det beviste han ikke mindst med ’Idealisten’, for hvilken han blev nomineret til både en Bodil og en Robert.

Personligt var det dog i forbindelse med en anden film fra samme år, at jeg for alvor begyndte at lægge mærke til Peter Plaugborgs talent på lærredet: ’Skammerens datter’, hvor han var ondskaben i sin reneste form som superskurken Drakan.

Siden har jeg bidt mærke i en tendens, han – trods sit ellers alsidige cv – har til at spille, hvad jeg lidt klodset under interviewet får kaldt ‘klamme skurkagtige typer’ a la den morderiske kvindehader i Afdeling Q-filmen ’Kvinden i buret’ og udskudsfaren i Thomas Vinterbergs ’Submarino’.

Plaugborg i ‘Skammerens datter’

»Klamme og skurkagtige. Ha! Ja, det kan man måske godt kalde dem. Og det er i hvert fald ikke forkert, at jeg ofte bliver tilbudt de mere kantede roller, der er lidt på kanten af det normale«, griner han og antyder, at udbuddet af roller jo nok godt kunne have noget at gøre med måden, han ser ud på.

Men det generer ham nu ikke. Tværtimod.

»Man må prøve at få det bedste ud af det ansigt og den krop, man er født med. Og fordelen ved de roller er, at de tit simpelthen er sjovere at spille end de mere renhjertede og normale typer. Du får lov til at grave dybt ind i det menneskelige sind og forstå og gestalte følelser, som du måske ikke selv mærker til hverdag, men som du jo dybt inde genkender og kan mærke i dig selv«.

Havde du det også sådan med den skamløse Drakan? At du kunne genkende noget i dig selv?

Hans ansigt lyser op i et grin, der er alt andet end uhyggeligt.

»Ja, det havde jeg faktisk. Men det må du ikke sige til nogen«.

Fatter Jens’ krop

Lige nu er Peter Plaugborg igen aktuel i en rolle, man – lidt forsimplet – kan kalde klam og skurkagtig.

I Daniel Borgmans ’Harpiks’, en filmatisering af Ane Riels bog af samme navn, spiller han den psykisk syge Jens, som passer sin tykke kone og opfostrer sit barn i et selvskabt naturparadis, langt fra normalsamfundets idéer om etik, god opførsel og renlighed.

Selvom der er visse lighedstræk mellem Jens og nogle af Plaugborgs tidligere filmroller, ligner ‘Harpiks’ ikke just en typisk dansk film.

‘Harpiks’ (Foto: Luis Alberto/Nordisk Film)

Filmsproget er mere ekspressivt og præsenterer et særligt sepiafarvet hyggeklamt univers, der står i kontrast til de mere realismeprægede dramafilm, vi ser flest af i de danske biografer.

Med den ekspressive stil følger også plads til mere ekspressivt spil. Og Peter Plaugborg har i rollen som Jens derfor fået lov til at bruge sin krop lidt mere, end han er vant til i sine tv- og filmroller.

»Jens er ikke i vatter, og det skal man kunne se tydeligt på ham. I den måde han skærmer sig over for verden og åbner sig barnligt op over for sin datter, som han nærmest er fascineret af. I rollen skulle jeg virkelig strække mig og skrue mig hen i en retning, der ligger langt fra mig selv. Og det er ikke så tit, man sådan rigtigt får lov til det i dansk film«, siger Peter Plaugborg.

Lille spil, stort mod

Da vi har snakket lidt om hans rolle i ’Harpiks’, kigger Peter Plaugborg et stykke tid ud ad vinduet. Han skal vist til at sige noget kritisk om dansk film, men vægter tydeligvis sine ord nøje, så de ikke fremstår for hårde eller kan blive misforstået.

Så giver han det alligevel et skud:

»Jeg kan jo rigtigt godt lide ekspressivt skuespil. Og jeg synes måske, vi i dansk film har været lidt for gode til at gøre spillet så småt, at det næsten ikke er mærkbart. Fordi det har passet til den køkkenvask-stil, vi har brilleret så meget i«.

Det er også en af grundene til, at det en gang imellem har været en lille smule sjovere for Peter Plaugborg at udfolde sit talent på teatret frem for i filmen. For på de skrå brædder er lidt mere plads til leg, til at udfolde sig, til at gakke ud og til at mærke energien fra publikum og give tifold igen. Med eller uden tøj på.

Helt samme spillerum og vovemod har der måske ikke været inden for dansk film. Men den er forhåbentlig på vej. Hvis publikum da tør give den en chance:

»Der er rigtigt mange unge og debuterende instruktører, der udvider dansk film lige nu. Som fortællemæssigt og billedsprogsmæssigt udfordrer det, vi er vant til at se. Men jeg kan godt blive ked af, at det er meget smalle film, der ikke har det store publikum. Fordi noget tyder på, at publikum gerne vil se det, de plejer. Og det lider vi jo sådan set også af på teatret«, siger skuespilleren og retter en lille opsang mod os, publikummet:

»Jeg kunne godt tænke mig, at vi var bedre til at give andre udtryk end dem, vi er vant til, en chance. At vi ikke havde låst os fast på, at den og den film er god, fordi den ser sådan og sådan ud og har de og de spillere mere. At vi tog flere chancer«.

...Og at vi også begyndte at gå nøgne i biografen?

Han griner.

»Ja. At vi gik mere nøgne i biografen«.

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold