’Sorry We Missed You’: 83-årig mester har fingeren på pulsen som få

’Sorry We Missed You’: 83-årig mester har fingeren på pulsen som få
Foto: Scanbox
4 6
Instruktion

Ken Loach

Medvirkende

Kris Hitchen, Debbie Honeywood, Rhys Stone, Katie Proctor

Spilletid

101 min.

Premiere

Den 12. december

Jeg kunne ikke være mere enig i den garvede britiske socialrealist Ken Loach og hans faste manuskriptforfatter Paul Lavertys analyse af det moderne arbejdsmarkeds sociale slagside i en tid, hvor den såkaldte ‘gig economy’ med stadigt flere freelancere og løst ansatte har afløst de rettigheder til ordentlig løn, pension, ferie, sygedage, barsel og rimelige arbejdstider, som arbejderklassen – og Loach indirekte gennem sine film – kæmpede for i 1970’erne.

Som prækariats-freelancejournalist mærker jeg udviklingen helt ind i sjælen og på bankkontoen. Men Loach illustrerer med ‘Sorry We Missed You’, at tendensen langt fra kun rammer mediefolk eller luddovne akademikere, som mediernes optagethed af udviklingen herhjemme jævnligt er blevet affejet med, men også i stor stil mennesker på samfundets bund.

I ‘Sorry We Missed You’ følger vi familien Turner, en helt almindelig hårdtarbejdende arbejderklassefamilie fra Newcastle. Abby (Debbie Honeywood) er SOSU-assistent i hjemmeplejen gennem et bureau, der kun betaler hende – mindsteløn – per besøg og ikke for rejsetid eller uforudsete hændelser. Det betyder, at hendes arbejdsdag reelt varer fra 7.30 til 21. Abbys motto er at behandle de gamle, som hun ville behandle sin egen mor, men hendes empati betyder, at hun aldrig ser sine egne to børn, 10-årige Liza Jane (Katie Proctor) og 16-årige Seb (Rhys Stone).

Familien sættes under yderligere pres, da manden Ricky (Kris Hitchen) får job som ’selvstændig’ fragtmand, der bringer pakker ud for et Amazon-lignende firma. Chefen lover Ricky frihed og økonomiske muligheder: Som »franchise-ejer» afgør han selv, hvor meget han tjener, og han arbejder ikke for dem, men med dem, siger chefen på det enerverende nysprog, som Loach udstiller som fup og fidus. Reelt betyder arbejdsforholdet nemlig, at Ricky skal betale for sin egen bil, aldrig kan tage en sygedag og bliver straffet økonomisk, hvis det ikke lykkes ham at bringe pakkerne ud inden for den helt urimelige tidsramme, der dikteres af en sjælløs scanner.

I en Ken Loach-film er det ikke en spoiler at afsløre, at det kun er et spørgsmål om tid, før Rickys drøm om at tjene nok penge til et huslån braser lige så eftertrykkeligt, som den første gang gjorde under finanskrisen i 2008. Også hjemmelivet begynder at ramle, da børnene reagerer på forældrenes fravær og stress: Liza Jane tisser i sengen, og Seb pjækker fra skole for at male grafitti.

(Foto: Scanbox)

Dramaet eskalerer forudsigeligt i en sådan grad i anden halvdel af filmen, at det næsten bliver for meget af det dårlige fra Loachs lidt for tydelige pegepind. Tematisk ligger filmen i glimrende forlængelse af instruktørens hudfletning af det absurd fornedrende og bureaukratiske arbejdsløshedssystem i ‘I, Daniel Blake’, der vandt Guldpalmen i Cannes i 2016. Måske er den endda endnu skarpere i sin dissekering af tidens sociale udfordringer. Men i sin iver for at påpege problemerne er Loach ikke i samme grad lykkedes med at skabe en helstøbt dramatisk fortælling med karakterer, der føles ægte, som Daniel Blake gjorde.

Abby giver i skikkelsen af den fremragende Debbie Honeywood filmen hjerte i flere gode scener hos sine patienter, ligesom vi får tiltrængte små menneskelige solskinsglimt fra en sjælden familiemiddag og far-datter-køretur. Men generelt føles ‘Sorry We Missed You’ mere som en kronik end en egentlig god film.

Men altså – sikken kronik! Jeg har ofte undret mig over, hvorfor tidens aktivistiske opgør mod forbrugerisme, klimaforandringer, hvidvask, boligspekulation og uddannelsesreformer ikke i højere grad er slået igennem i filmkunsten – heller ikke i den Enhedsliste-stemmende kreative klasse herhjemme. Så tak til den altid indignerede Ken Loach, der stort set ene mand holder den socialrealistiske filmfane højt og i en alder af 83 i den grad har fingeren på pulsen.


Kort sagt:
Ken Loach er mere relevant end nogensinde med sin dissekering af tidens fremherskende ‘gig economy’, men filmen føles en smule didaktisk og mere vigtig end god.

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold