Victoria Carmen Sonne: »Det lukkede afsnit er virkelig et voldsomt sted«

Victoria Carmen Sonne: »Det lukkede afsnit er virkelig et voldsomt sted«
Victoria Carmen Sonne i 'Psykosia'.
Som skuespiller er Victoria Carmen Sonne kompromisløs. Hun vælger sine roller med omhu, og hun underkaster sig de projekter, hun takker ja til med hud og hår. For tiden er hun aktuel i Marie Grahtøs spillefilmdebut ’Psykosia’ i rollen som den suicidale psykiatriske patient Jenny. En rolle, som hun selv har været med til at udvikle efter længere tids grundig research i psykiatriens verden.

Endelig titter solen frem. Den skinner næsten lige så skarpt som den eftermiddag i september 2018, da vi mødtes sidst. Hvis det ikke var for decemberkuldens niv i kinderne, føles det nærmest, som om tiden har stået stille, da Victoria Carmen Sonne pludselig igen står i solskinnet foran den gamle frokostrestauration Ravelinen på Christianshavn og parkerer sin cykel.

Håret er en smule mørkere, men ellers har hun ikke ændret sig en dag, siden vi første gang satte skuespilleren i stævne her til en snak om hende selv og hendes fag. Denne gang optager julefrokosterne alle Ravelinens borde. I stedet begiver vi os mod en kaffe på Café Wilder en lille gåtur derfra.

For halvandet års tid siden stod Victoria Carmen Sonne over for sit store gennembrud med hovedroller i Isabella Eklöfs ’Holiday’ og Laurits Flensted-Jensens ’Usynligt hjerte’. Alligevel er anonymiteten tilsyneladende stadig helt intakt hos den nu 25-årige skuespiller denne decemberdag på Christianshavn, selvom ’Holiday’ i februar sikrede hende endnu en Bodil for bedste kvindelige hovedrolle, og både branche og medier har udråbt hende som dansk films nye store stjerne. Heller ikke Sonnes uimponerede holdning til glit og glamour har rokket sig synderligt det seneste år.

(Foto: Philip Høpner/Soundvenue)

»For at være helt ærlig tror jeg ikke, det har ændret så meget. Hvis anerkendelsen har gjort noget, tror jeg bare, det har givet mig et godt selvværd til at have endnu mere lyst til at være ærlig og arbejde hårdere«, begynder hun, mens hun ruller sig ind i tæppet under en varmelampe.

»Det er jo så dejligt at blive bekræftet i det, man laver. Når jeg arbejder, er det ikke så godt at stå og tænke på min Bodil. Så gælder det mit arbejde, og så dykker jeg 100 procent ned i den proces. Men jeg tror da, vi alle har brug for succesoplevelser, hvad end vi foretager os. Jeg tror, jeg ville føle et større pres, hvis der aldrig var nogen, der sagde noget positivt om det, jeg laver«.

»Men ved du hvad? Statistisk tror jeg sgu, det er nemmere at få prisen for bedste kvindelige hovedrolle end for kvindelige birolle (som hun vandt i 2017 for ’I blodet’, red.), for der er jo mange flere kvindelige biroller end hovedroller. Det er ikke for at tale det ned, men det er lidt sjovt, hvis man tænker over det«.

Barn af psykiatrien

Anledningen til vores andet møde er, at Sonne denne gang er filmaktuel som Jenny i Marie Grahtøs spillefilmdebut ’Psykosia, som handler om forskeren Viktoria (Lisa Carlehed), der inviteres til en psykiatrisk afdeling af overlægen Dr. Klein (Trine Dyrholm) for at behandle den suicidale og grænsesøgende Jenny.

Victoria Carmen Sonne og Marie Grahtø har kendt hinanden, siden Sonne som cirka 16-årig medvirkede i en kortfilm af Grahtøs medstuderende på Super16, og de begyndte at ramle ind i hinanden til fester og diverse andre steder. I 2014 spillede Sonne hovedrollen som Sally i Grahtøs afgangsfilm ’Teenland’, og efterfølgende har de sammen udviklet på ’Psykosia’, siden Grahtø fik sin første spæde idé til filmen for over tre år siden. Manuskriptet og især karakteren Jenny har de to skabt i fællesskab gennem løbende dialog og gensidig feedback og inspiration.

»Jenny har været inde og ude af psykiatrisk afdeling og plejefamilier, siden hun var barn. Hun er blevet opflasket af det psykiatriske system, så hun har været vant til at gå til psykolog og er blevet opdraget med den retorik og måde at tænke på, hvor man snakker om medicin, terapi og diagnoser. Samtidig har hun sikkert også snakket enormt meget om følelser, fordi hun har siddet over for en masse psykologer og læger, som har prøvet at finde ud af, hvad der foregik inde i hende, men den der følelsesmæssige connection og kontinuitet til en familie eller en skolelærer eller klassekammerater har måske ikke været der, fordi den heller ikke har været der inde i hende«, siger Sonne om karakteren.

‘Psykosia’ (Foto: 41 Shadows).

»Hun er på mange måder ti kilometer foran hele tiden, fordi hun kender samtalen mellem læge og patient så godt. Hun har læst alle papirer og har hørt den sang så mange gange. Samtidig har hun en længsel efter noget nært, fordi det er blevet tilvalgt, og ikke fordi der er en psykolog, som skal tale med hende, eller en plejemor, som har lavet frikadeller til hende sammen med sine tre andre børn, fordi hun skal lave frikadeller til hende«.

Altså, den der kunstige form for omsorg og kærlighed?
»Lige præcis. Følelsesmæssigt er hun nok understimuleret og overstimuleret på samme tid, for hun forstår og gennemskuer det hele, men hun kan måske ikke rigtig mærke det. Jeg synes også, hun er en joker, for hun har ret meget humor, og hun er træt af pis, så hun kan ikke lade være med at udfordre det der system hele tiden og spille spil med de mennesker, som tager sig af hende. Hun har en lyst til livet og et begær. Jeg tror ikke, hun tror på, at hun kan møde kærligheden og fylde det der ensomme hul indeni, men der er også et håb og en glæde«.

Grundig forberedelse

Kompleksiteten i rollen som Jenny har betydet, at Victoria Carmen Sonne under optagelserne af ’Psykosia’ har måttet forberede sig »sindssygt godt« inden hver scene. Forberedelsen har primært bestået i at være enormt velforberedt og fokuseret, samtidig med at hun følelsesmæssigt har bestræbt sig på at være lige så umiddelbar og åben som Jenny.

»Det er noget med at være enormt sensitiv og nærværende og sige til sig selv inden en scene: Nu må vi se, hvad der sker«, forklarer hun.

»Så kan det være de mindste ting, som påvirker, hvordan jeg har det. Det er det der med at være mega åben over for alle de små detaljer, som kan opstå, hvis Lisa (Carlehed) eksempelvis kigger på mig på en særlig måde. Fordi jeg har forberedt mig så godt på Jenny, kan jeg tage alt ind og lytte på en måde, som kan afføde noget nyt imellem os«.

Hvordan forberedte du dig helt konkret inden optagelserne?
»Det er selvfølgelig noget med at kigge på teksten, men fordi jeg har været med til at skrive det og udvikle det, kendte jeg materialet ret godt. Vi optog i den der rigtigt varme sommer sidste år. Der var ret mange aften- og natteoptagelser, og det kunne være svært at sove, hvis jeg kom sent hjem, fordi det var så varmt, så jeg prøvede bare at ligge og slappe af. Jeg var egentlig ret meget alene i den periode. Så cyklede jeg og hoppede i vandet. Jeg elsker at svømme. Så lå jeg ude på Amager Strand eller Amager Kirkegård med gamle gravstene og statuer, som faktisk passede ret fint til filmens stemning. Jeg læste op på mine replikker og sørgede for, at jeg kunne dem forfra og bagfra, så jeg kunne være fri i det«.

Victoria Carmen Sonne i ‘Psykosia’.

Sonne napper et sug af sin smøg og fortsætter:

»I weekenderne gik jeg faktisk i byen, og det var nok også Jennys energi og vildskab, som gjorde, at det føltes rigtigt at gå ud og drikke mig stiv nogle gange. Jeg havde også en bytur med Marie og fotografen Catherine (Pattinama Coleman), for det tror jeg bare, vi havde brug for, for alt var så tight, og samtidig lå der en vild energi under det der meget præcise, poetiske og stramme univers. Jeg skrev også Jennys minder ned. Blandt andet skrev jeg et minde om en strandtur, som Jenny havde været på sammen med en kvinde, som måske kunne have været hendes mor, hvor hun følte, at konkylierne pludselig blev levende, og sandormene kravlede ind i hende og spiste hende, og at hænderne blev til konkylier. Hun lå i sandet og var helt vildt bange, men blev bare skældt ud og afvist. Det er den der følelse af at være alene, for jeg tror, Jenny føler sig meget, meget, meget alene«.

Underlig dobbelthed

Som en del af sin forberedelse på rollen som Jenny har Victoria Carmen Sonne researchet grundigt og talt med personer i sit netværk, som har haft en lignende opvækst med enten plejefamilier eller psykiatrien eller i visse tilfælde begge dele.

Som supplement har hun desuden læst faglitteratur om psykiske diagnoser og bøgerne ’I morgen var jeg altid en løve’ af den forhenværende skizofrene norske forfatter og psykolog Arnhild Lauveng og ’I Never Promised You a Rosegarden’ af amerikanske Joanne Greenberg. Derudover har Sonne besøgt forskellige psykiatriske afdelinger, deriblandt Rigshospitalets lukkede afdeling, og talt med forskellige fagpersoner inden for psykiatrien for at opleve og forstå den verden indefra.

»Det lukkede afsnit er virkelig et voldsomt sted«, konstaterer hun.

»Der er ikke nok midler, det er småt, og der er ikke nok personale. De løber rundt og gør det så godt, de kan, men folk har det så dårligt. Virkeligheden findes ikke for mange af patienterne, og folk er bange for hinanden derinde, og når man er så bange, kan man også blive farlig. De patienter, som har en god dag, bliver selvfølgelig helt vildt påvirkede af dem, der har en dårlig dag, fordi det kan trigge noget, hvis man i forvejen har en del angst, og der så pludselig er én, som råber og skriger og tager sit tøj af og smører lort på væggen.

Bebiane Ivalo Kreutzmann og Victoria Carmen Sonne i ‘Psykosia’. (Foto: Catherine Pattinama Coleman)

Samtidig oplever jeg, at der er ret meget humor forbundet med den slags steder, fordi det også kan være fantasifuldt. Jeg synes, at det personale, jeg har mødt, er gode til at favne de her mennesker og sige: Det er jo ikke kun sygdom, men også en eller anden form for totalt udvidet bevidsthed, som kan være meget smuk og fantastisk«.

Jeg forestiller mig også, at der kan være en styrke og kampgejst sådan et sted, hvor alle bærer rundt på så meget og alligevel kæmper sig igennem hver evig eneste dag?
»Det er det. Nogle gange er det en kamp imod systemet, og nogle gange er det en kamp for at få det bedre. Nogle gange er det en kamp imod livet, fordi man ikke vil være her mere. Det er virkelig ikke for sjov, at lukket afdeling har så mange restriktioner. I en af de bøger jeg har læst, stod der for eksempel, at en psykiatrisk patient havde fundet ud af, at der jo er en skarp metalrillekant på papirholderen på toilettet, og pludselig havde hun bare fundet sig selv stå og save sig selv i armen.

Jeg besøgte også engang min veninde, som var indlagt, og som fortalte, at hun havde siddet i fællesstuen, da hun pludselig hørte en mærkelig lyd fra en mand ret langt væk fra hende, som havde bundet en mobiloplader fast om sin hals og stol, og som så sad og vippede på stolen. Der opstår jo den vildeste kreativitet, når man bare ikke vil være her mere«.

Har du kunnet bruge dig selv i arbejdet med Jenny?
»Ja, totalt. Det er svært at forklare, men man kan måske forestille sig, at man surfer, og at det bare kører, men man ved ikke rigtigt, hvad der gemmer sig under havoverfladen. Man holder sig bare oppe. Den følelse tror jeg godt, jeg kender. Altså, det der med at være bange for, hvad der er på bunden, og så engang imellem falder man derned, og så er det helt vildt uoverskueligt, og så svømmer man op igen og glemmer, at man nogensinde var nede på bunden. Ligesom Jenny tror jeg godt, jeg kender den der med følelsesmæssigt at befinde mig i yderpolerne. Men jeg tror også, hun har lært mig at være mere ekspressiv. Det er et karaktertræk, som Marie og jeg har givet hende, fordi vi beundrer det.

Det var så befriende at være inde i et menneske, som var så ærlig og verbal omkring, hvordan hun havde det, selvom det nogle gange var mere eller mindre gakkelak, og derfor har jeg også savnet Jenny mere end nogen anden rolle«.

Klar på bredere projekter

Med rollen i ’Psykosia’ kan Victoria Carmen Sonne tilføje endnu en barsk skæbne til sit rollekartotek, ligesom hun nok engang står i spidsen for lovende debuterende kræfter i en smal arthouse-film, som hun også gjorde det i ’Holiday’, ’Usynligt hjerte’ og en tredje debut, ’Sange i solen’. Men faktisk tænker hun ikke så meget over, om et projekt er smalt eller bredt. For hende er det vigtigste fortsat, at hun føler en forbindelse.

»Hvis en historie ikke er god, er det jo lige meget, om der er 80 millioner, som ser den, men hvis historien er god, og 80 millioner ser den, er det da sindssygt dejligt«.

Når alt kommer til alt, har det nok været rimelig tilfældigt, at Sonnes hidtidige karriere primært består af roller i smalle kunstneriske projekter, gætter hun på. Mange gode brede projekter er fløjet forbi hendes næse af den simple grund, at hun måske bare ikke er blevet castet til dem, og de mennesker, hun har »slået flest gnister med« indtil videre, har bare primært begået sig i de mere eksperimenterende film. Lander den rigtige historie med en stor pose penge på hendes bord en dag, er Victoria Carmen Sonne mere end klar til at takke ja. For tiden føler hun, at hun er et »lidt sjovt sted« karrieremæssigt. Hun kunne godt tænke sig at lave noget, som blev set af flere, for:

»Det er en vild følelse, når man prøver at fortælle om noget, som man mener skal fortælles, så nogle gange kan det føles en lille smule mystisk at sidde på en eller anden art house-festival. De mennesker skal selvfølgelig se det lige så meget som alle andre, men nogle gange ville det bare være meget rart, hvis der var lidt lettere adgang til de film«.

Det er jo så fantastisk, når man kan give folk den oplevelse, og det er nok også derfor, man godt kan sidde og tænke: Nu har jeg lavet film i 11 år, men er det kun de rige og uddannede, som ser dem, fordi det er dem, der har adgang til dem? Hvis nu ’Psykosia’ blev tilgængelig på Netflix, tror jeg, ret mange ville se den og blive underholdt og ramt, som måske ellers ikke ville have haft mulighed for at se den, fordi de ikke lige var på Venedig Film Festival eller i Grand Teatret lørdag aften.

Det handler jo om penge, men nogle gange tror jeg ikke, man skal blive ved med at give folk det, de tror, de vil have«.

Gerne en komedie med sang, tak

I begyndelsen af året kunne Victoria Carmen Sonne se frem til et travlt 2019 med omkring fire projekter i horisonten, hvoraf nogle af dem var bredere. Men af forskellige årsager er de faldet fra hinanden et efter et. Især et af projekterne havde både kunstnerisk og eksponeringsmæssigt potentiale til, at det måske ville have åbnet nye døre for hende, fortæller skuespilleren.

»Privat gjorde det ondt, fordi jeg elsker mit arbejde og har lyst til at have muligheder, og fordi jeg allerede var gået i gang med arbejdet. Men det er selvfølgelig også ærgerligt, når andre muligheder, som man havde håbet på måske kunne opstå i forbindelse med et projekt, ikke opstår. Men sådan er det, og det er ikke noget, der kan overraske mig. Jeg har lavet film, siden jeg var 14, så jeg har prøvet lidt af hvert«.

Marie Grahtø instruerer Victoria Carmen Sonne og Lisa Carlehed. (Foto: Christian Geisnæs)

Her i årets sidste måned har dansk films nye stjerne faktisk ikke haft særlig meget at rive i på grund af de kuldsejlede projekter. Tingene er ikke altid, som de ser ud til, som hun påpeger med et skævt smil.

Lige nu håber Victoria Carmen Sonne bare, at der i fremtiden fortsat vil komme spændende mennesker og stemninger hendes vej. Og så kan hun også rigtigt godt lide at grine. Faktisk tør hun godt vove sig ud i at rose sig selv for sit komiske talent og timing, selvom det måske er røget lidt i baggrunden på det seneste til fordel for andre historier. Men egentlig elsker hun det komiske og tragikomiske.

»Jeg synes, Jenny er fucking sjov. Hun har virkelig humor og den der, vi-har-kun-det-sjov-vi-selv-laver-attitude, og det er noget, jeg godt kan lide, så det ville være sjovt at lave mere af det. Men det ene udelukker ikke det andet, synes jeg. Jeg elsker musik og kan helt vildt godt lide at synge, så det kunne også være ret sjovt at lave noget med noget musik. Jeg vil gerne lave en komedie med sang, kan du skrive«.

Hun fniser.

»Men det er bare drømme, ikke?«.

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold