10 vigtige ting, du skal lægge mærke til ved årets Oscar-nomineringer

Fra udelukkelsen af J-Lo til den tårnhøje gennemsnitsalder, truslen mod 'Joker' og den vigtige nominering, 'Once Upon a Time In Hollywood' overraskende missede. Vores Oscar-ekspert Mads Kjær Larsen giver dig overblikket.
10 vigtige ting, du skal lægge mærke til ved årets Oscar-nomineringer
'Once Upon a Time in Hollywood'. (Foto: Sony Pictures)

Man hører det hvert år:

(Næsten) Alle har på forhånd travlt med at understrege, at de der Oscar-nomineringer er nemme nok at regne ud (for alle, der har fulgt bare det mindste med i Awards Season) – og (næsten) vanen tro viser det sig, at Oscar-nomineringerne ikke sådan lige er til at regne ud, når først den endelige nomineringsliste foreligger sort på hvidt.

Ak ja, vis mig den ekspert (eller måske rettere ’ekspert’) der havde forudset, at ’Once Upon A Time in Hollywood’ ville misse en nominering for bedste klipning, at forhåndsfavoritten ’Apollo 11’ ville snuble i bedste dokumentarfilm-kategorien, eller at der ikke ville blive plads til Jennifer Lopez i kategorien for bedste kvindelige birolle.

Der er altid wow-øjeblikke (af både den glædelige og den mindre glædelige slags) i forbindelse med årets Oscar-nominerings-annoncering!

Her følger kommentarer til en række af de nomineringer, man bør hæfte sig mest ved i forlængelse af dagens offentliggørelse:

 

Jeniffer Lopez og Constance Wu i ‘Hustlers’.

Nedtur for J-Lo

 Vi var så småt advaret om, at Oscar-akademiet kunne finde på at snubbe Jennifer Lopez for rollen som glamour-stripperen Ramona i ’Hustlers’, eftersom Lopez ikke opnåede en Bafta-nominering forleden i kategorien for kvindelige birolle.

Men nu er Lopez altså en noget større stjerne på sin amerikanske hjemmebane end blandt Londons filmelite, så det var ikke mange, der havde turdet overveje eller sige højt, at Lopez var truet også i Oscar-sammenhæng.

Hvor de fire andre forhåndsfavoritter (Laura Dern, Margot Robbie, Florence Pugh og Scarlett Johansson (mere om sidstnævnte om et øjeblik!)) alle blev inkluderet, gik den sidste plads i stedet til gode, gamle Kathy Bates for rollen som en terrormistænkt vagtmands mor i Clint Eastwoods ’Richard Jewell’.

Bates opnår dermed karrierens fjerde Oscar-nominering (hun vandt i 1991 for bedste kvindelige hovedrolle for ’Misery’). Inklusionen af Bates var en overraskelse, al den stund at kategorien virkede ret låst, men man skal aldrig undervurdere branchens forkærlighed for veteraner, der pludselig popper op i iøjnefaldende roller (det vender vi tilbage til).

J-Lo, til gengæld, må nok sande, at branchen mere ser på hende som en celebrity frem for skuespilleren Jennifer Lopez.

 

Scarlett Johansson og Adam Driver i ‘Marriage Story’

Dobbeltnominering til Scarlett Johansson

Som allerede nævnt opnåede Scarlett Johansson en nominering for sin birolle i Holocaust-komedien (hvis man må være så ublu at kalde dét for en genre!?) ’Jojo Rabbit’ (blandt andet altså på bekostning af J-Lo), men Johansson nøjedes ikke med at annullere det kedelige nul, der har stået ud for hendes total af Oscar-nomineringer siden karrierens begyndelse; hun opnåede såmænd også en hovedrollenominering for rollen som fraskilt skuespillermor i ’Marriage Story’.

Johansson går altså fra nul til to Oscar-nomineringer med ét slag. Ikke nogen helt dårlig mandag for skuespilleren med de danske aner.

Med den flotte dobbeltnominering blev Johansson den tolvte skuespiller i Oscar-historien til at score en dobbeltnominering i samme år. I det nye årtusinde er det hændt tre gange tidligere: Cate Blanchett blev nomineret for både ’I’m Not There’ og ’Elizabeth: Golden Age’ i 2007, Jamie Foxx for ’Collateral’ og ’Ray’ i 2004 og Julianne Moore for ’The Hours’ og ’Far From Heaven’ i 2002.

Herfra skal naturligvis lyde et stort tillykke til Scarlett med den fornemme bedrift!

 

Joaquin Phoenix er favorit til at vinde en Oscar for bedste mandlige hovedrolle for sin præstation i ‘Joker’.

’Joker’ fører med 11 nomineringer

Ligesom ved Bafta-uddelingen forleden opnåede ’Joker’ flest nomineringer af alle nominerede film, nemlig 11 (det var også filmens Bafta-total i øvrigt).

Man bør især bemærke, at filmen opnåede de vigtige nomineringer for instruktion, klipning og adapteret manuskript. Med de tre nomineringer i hus kan ’Joker’ potentielt være med i kampen om sejren for bedste film. At filmen derudover er nomineret for fotografering og mandlige hovedrolle stiller den ikke just dårligere.

Trioen ’Once Upon A Time in Hollywood’, ’1917’ og ’The Irishman’ opnåede alle 10 nomineringer. Dermed har vi skitsen til et meget tæt og åbent kapløb om den fornemste filmhæder. Det er sjældent, at der er så trængt i toppen. Med fire film, der alle opnåede en tocifret nomineringstotal, synes bedste film-kapløbet at blive mindst lige så tæt som sidste år.

 

George MacKay i ‘1917’. Kan den true ‘Joker’?

Er ’Joker’ så feltets nye frontrunner?

’Joker’ opnåede som nævnt 11 nomineringer og er nomineret i alle de centrale kategorier (klipning, instruktion, manus, fotografering og skuespil), men betyder det så, at den er favorit til bedste film-hæderen?

Ikke helt, nej. Foreløbig kan ’Joker’ – ikke ulig ’BlacKkKlansman’ sidste år – krydse af ud fra alle de vigtige parametre.

Men at være nomineret gør jo ikke automatisk én til vinder. Det indikerer ’bare’, at man er en af fem udvalgte i en given kategori. Det samlede billede er mere komplekst end som så.

’1917’ vandt dramakategorien ved Golden Globes, ’Once Upon A Time in Hollywood’ vandt bedste film ved Critics’ Choice Awards i weekenden. ’Joker’ mangler at vise, at den kan vinde priser a la disse, før den skyder op foran i feltet. Det samme gælder for så vidt ’The Irishman’. Den opnåede alle de centrale nomineringer, men mangler altså også at vise, at den kan vinde priser (frem for at nøjes med nomineringer).

Det var en lille bet for ’The Irishman’, at den ikke opnåede en nominering til Robert De Niros hovedrolle, til gengæld var der to nomineringer i birolle (Pesci og Pacino).

De øvrige favoritfilm tager nogle indbyggede svagheder med sig videre ind i kapløbets sidste fase:

’Once Upon A Time in Hollywood’ opnåede ingen nominering for klipning. Det plejer at betyde farvel til de hedeste drømme om bedste film-hæder. Havde Tarantinos film opnået denne nominering, havde filmen nok været de flestes aktuelle favorit til at vinde for bedste film ved uddelingen i februar.

’JoJo Rabbit’ missede nomineringen for bedste instruktion (den gik i stedet til ’Joker’s Todd Phillips). ’1917’ opnåede en overraskende nominering for originalmanuskript, men til gengæld kunne filmen ikke klare sig igennem i kategorierne for klipning og skuespil.

’Parasite’ opnåede ikke en eneste skuespillernominering, et kritisk forhold al den stund, at skuespillerkontingentet er Akademiets klart største. Omvendt kan man sige, at det måske ikke er så overraskende, at et koreansk ensemble ikke kunne trænge igennem i konkurrence med langt mere kendte, engelsktalende konkurrenter. Det forhindrede dog ikke ’Roma’ i at opnå to skuespillernomineringer sidste år…

 

Hatidze Muratova i ‘Honningland’.

’Honningland’ skriver historie

Makedonske ’Honeyland’ skrev Oscar-historie ved som den første film nogensinde at opnå en dobbeltnominering for bedste internationale film (kategorien, der indtil i år hed bedste fremmedsprogede film) og bedste dokumentarfilm.

Jeg havde spået det i mine forudsigelser, men det var stadig en mindre overraskelse at se en film om nøjsomme makedonske biavlere så lønsomt honoreret!

Og hvis du umiddelbart tænker: ’Hov! ’Waltz With Bashir’ var da også med i begge kategorier!?’, så er svaret: Nej. Den populære israelske dokumentar blev kun nomineret som bedste fremmedsprogede film tilbage i 2008.

 

Jonathan Pryce og Anthony Hopkins i ‘The Two Popes’. (Foto: Peter Mountain)

En glimrende dag for Netflix

Sidste år var det ’Roma’, der trak det helt tunge læs for Netflix med 10 nomineringer.

I år opnåede streaminggiganten 24 nomineringer i alt, fordelt på 10 til ’The Irishman’, seks til ’Marriage Story’ og tre til ’The Two Popes’ (herudover modtog man nomineringer for bedste dokumentarfilm samt et par kortfilmnomineringer).

De 10 og seks nomineringer til de meget omtalte ’The Irishman’ og ’Marriage Story’ var sådan cirka det forventede udkomme, men det var en positiv overraskelse, at ’The Two Popes’ kunne præstere tre så centrale nomineringer som for adapteret manuskript, bedste mandlige birolle (Anthony Hopkins) og mandlige hovedrolle (Jonathan Pryce).

Eneste minus for Netflix var, at ’Dolemite is my Name’ ikke opnåede en eneste nominering. Her knyttedes der visse forhåbninger til Eddie Murphy for bedste mandlige hovedrolle. Det var derimod decideret overraskende, at filmen ikke opnåede en nominering for bedste kostumedesign – særligt med tanke på, at filmen vandt den pris ved det netop overståede Critics’ Choice Awards.

 

‘The Cave’

Det danske lyspunkt: ’The Cave’

Feras Fayyads dansk-syriskefilm om lægerne på et syrisk undergrundshospital, ’The Cave’ (der netop har haft danmarkspremiere med flotte anmeldelser til følge) opnåede en nominering for bedste dokumentarfilm.

Der blev således plads til hele to film om den syriske borgerkrig. ’For Sama’ scorede også en nominering. Det er værd at bemærke, at forhånds(stor)favoritten ’Apollo 11’ ikke opnåede en nominering. Dermed synes kategorien vidtåben.

Mon ikke Netflix vil smide nogle kampagnekroner efter sin kandidat, ’American Factory’, i tiden frem til 9. januar?!

 

‘Frozen 2’

Fænomenet ’Frozen II’ blev frosset ude af animationskategorien

Det er bestemt ikke første gang, at animationsfolkene i akademiet har serveret en artig overraskelse i forbindelse med de årlige nomineringsannonceringer. I år gik det udover giga-hittet ’Frozen II’, der måtte overlade en plads til mindre, mere kunstneriske indsatser som ’I Lost My Body’ og Golden Globes-vinderen ’Missing Link’.

Teamet bag ’Frozen II’ kan så trøste sig med, at man ikke gik tomhændet hjem: ’Into the Unknown’, filmens bedste bud på en ny ’Let it Go’, opnåede som ventet en nominering for bedste sang.

 

‘Smerte og ære’ instrueret af Pedro Almodóvar. (Foto: Scanbox)

Antonio Banderas kørte Bale agterud

Skuespillerkategorierne byder altid på et par artige overraskelser. I år var den største så ubetinget, at J-Lo missede i den kvindelige birollekategori.

Men i den mandlige hovedrollekategori var det overraskende, at så populistiske præstationer som Taron Egertons i ’Rocketman’ (Elton John-biopic’en blev også holdt ude fra lydkategorierne) og Christian Bales i ’Ford v Ferrari’ trak det korte strå i konkurrence med mere arthouse-orienterede indsatser fra den britiske teaterlegende Jonathan Pryce i ’The Two Popes’ og, ikke mindst, fra Antonio Banderas fra Almodóvars ’Smerte og ære’.

Begge opnåede dermed karrierens første Oscar-nominering. Kun passende – og særligt i Banderas’ tilfælde – meget, meget fortjent.

 

‘The Irishman’

Oprejsning til birolle-veteranerne

71-årige Kathy Bates blev som allerede nævnt overraskende fremhævet på J-Los’ bekostning i birollefeltet på kvindesiden, men det var ingenlunde den eneste veterannominering i skuespillerfeltet anno 2019-20.

Særligt bør man hæfte sig ved feltet for bedste mandlige birolle:

Her opnåede 79-årige Al Pacino sin første nominering siden 1992 (!) – og sin niende i alt – for rollen som Jimmy Hoffa i ’The Irishman’. 76-årige Joe Pesci opnåede sin første nominering, siden han vandt for ’Goodfellas’ i 1991 (alle Pescis tre nomineringer er for biroller i Scorsese-film).

De to fik følge af 82-årige Anthony Hopkins, der blev nomineret for rollen som den afgående Pave Benedikt i ’The Two Popes’ (det var Hopkins’ første nominering siden 1998, og hans femte i alt).

I det selskab er 63-årige Tom Hanks den rene vårhare. Han modtog sin første nominering siden 2001 (’Cast Away’) i det, der må betegnes som en oprejsning (eller i hvert fald en opmuntring!) i kølvandet på missede nomineringer i de senere år for film som ’The Post’, ’Sully’ og, ikke mindst, ’Captain Phillips’.

Som alle, der så Golden Globes-uddelingen forleden, ved, så har årene ikke just sat sig mange spor i Brad Pitts fortsat misundelsesværdige, for ikke at sige overlegne, fysiognomi. Men han er immervæk blevet 56 år, så Pitt kan ikke helt undslå sig veteranstatus også.

Pitt, som det ikke vil være forkert at betegne som storfavorit til at vinde Oscaren i kategorien om en lille måneds tid, opnåede med dagens annoncering karrierens fjerde skuespilsnominering (han har i tilgift været nomineret tre gange som producer).

Gennemsnitsalderen i kategorien for bedste mandlige birolle anno 2019-20, spørger du nok? 71,2 år, såmænd. Jeg vil ikke lægge hovedet på blokken, men det kan ikke være langt fra rekordmateriale.

Oscar-uddelingen løber af stablen natten til den 10. februar dansk tid.

Se listen over alle de nominerede HER

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af