Afgørende for ‘Joker’s succes? Bradley Cooper!

Afgørende for ‘Joker’s succes? Bradley Cooper!
Bradley Cooper – flink og hjælpsom fyr. (Foto: Carlos Alvarez/Getty Images)

Det sker tit, at man ser store stjernenavne på rulleteksterne af diverse film som producer eller executive producer, men det står ikke altid klart, hvor stor en rolle de har haft for filmens tilblivelse. Ofte fornemmer man, at de primært har hjulpet med penge og indflydelse (ikke for at forklejne den del…).

Bradley Cooper står som producer på ‘Joker’, og nu viser det sig, at han faktisk havde hænderne længere nede i materien, end man har vidst før.

I et interview med Collider fortæller filmens klipper, Jeff Groth, at de holdt filmen tæt til kroppen og ikke lavede større testscreeninger, men at de viste den mere intimt til specifikke folk og filmskabere.

»Bradley Cooper kom helt sikkert ind et par gange. Han var producer på filmen, men han så helt sikkert filmen mange gange og satte sig ned sammen med os. Vi ringede til ham, hvis vi sad fast med noget og var sådan: ‘Hey, kan du komme over og kigge på tingene?’«, forklarer Groth.

Groth fortæller i interviewet, at udfordringen i klipperummet var at navigere i Joaquin Phoenix’ mange forskellige improvisationer, som de facto ændrede manuskriptet radikalt, da filmen først blev optaget.

Klipperen har kun ros til overs for Bradley Cooper, der overraskende sprang ud som yderst talentfuld instruktør med den absolut glimrende ‘A Star Is Born’.

»Han overser intet. Han ville se materialet, og han pegede på selv nogle af de mindste ting. Han var helt sikkert en kæmpe hjælp. Jeg tror, han har meget mere erfaring i klipningen, end de fleste ville regne med«.

Bradley Cooper arbejder nu på sit næste projekt som instruktør: En film om komponistlegenden Leonard Bernstein for Netflix, i øvrigt produceret af prominente navne som Steven Spielberg, Martin Scorsese og instruktøren på netop ‘Joker’, Todd Phillips. Så måske bliver der tid til at give en hjælpende hånd tilbage den anden vej.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af