David Lynch udgiver mystisk kortfilm på Netflix

David Lynch udgiver mystisk kortfilm på Netflix
Aben Jack under anklage.

Nogle holder fest, når de fylder 74, andre udgiver en kortfilm om en talende og formodet morderisk kapucinerabe, der ikke er helt sikker på, om han kommer hjem til jul.

Mesteren David Lynch har siden ’Twin Peaks’-seriens opfølgende tredje sæson fra 2017 ikke varslet nye projekter, men nu får vi lidt at varme os på før et forhåbentligt forestående spillefilmprojekt.

På 17 minutter leverer Lynch en karakteristisk forvirrende feberdrøm i form af den sorthvide kortfilm ’What Did Jack Do?’Netflix.

Der er endnu ikke kommet nogen nærmere forklaring på kortfilmen, der landede på streamingtjenesten ud af det blå på instruktørens fødselsdag.

I ’What Did Jack Do’ spiller fødselsdagsbarnet selv med som en storrygende betjent, der under et forhør stiller en mistænkt intense spørgsmål som »Har du haft noget med fugle at gøre? Fugle fra gårde!?« i et forsøg på at få sandheden ud af den formodede gerningsmand. Eller… gerningsabe.

Den anklagede er nemlig kapucineraben Jack Cruz, der bliver beskyldt for hæslig omgang med fjerkræ. Heldigvis for Jack er han udstyret med usædvanligt gode talegaver gennem noget, der kan minde om Youtube-fænomenet Bad Lips Reading. Jack kan med en blanding af menneske- og abelæber svare klogeligt igen på selv de værste anklager, som Lynch fra sin røgsky kan finde på.

Hvis man er nysgerrig på, hvem der står bag stemmen til Jacks talegaver, skal man lede længe. Aben står nemlig kun krediteret som ’Jack’ på en sparsommelig castingliste, der, udover Lynch, kun indeholder en kort cameo fra instruktørens kone Emily Stofle, som serverer aben og manden en tiltrængt kop kaffe. Et godt bud er dog, at det er Lynch selv.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af