’De særlige’: ’De urørlige 2’ på papiret – men hverken værd at græde eller grine over

’De særlige’: ’De urørlige 2’ på papiret – men hverken værd at græde eller grine over
Vincent Cassel og Reda Kateb i 'De særlige'.
3 6
Spillefilm
Instruktion

Éric Toledano, Olivier Nakache

Medvirkende

Vincent Cassel, Reda Kateb, Hélène Vincent

Spilletid

114 min.

Premiere

Den 23. januar

Der er nærmest ikke noget mere douchy end at begynde en tekst med sætningen: »Dengang jeg boede i Paris«.

Men nu gør jeg det alligevel.

Dengang jeg boede i Paris, var jeg på et tidspunkt til et filmarrangement med 15-20 andre danskere, som hver især blev spurgt, hvilken fransk film der havde gjort størst indtryk.

Da det blev min tur, svarede jeg, lidt højrøvet, men også ganske oprigtigt, Agnes Vardas feministiske nybølgeklassiker ‘Cléo fra 5 til 7’.

Den mening var jeg dog ganske ene om.

Stort set alle de andre danskere i lokalet leverede med stor selvfølgelighed og næsten enstemmigt svaret: Éric Toledano og Olivier Nakaches komediedrama ‘De urørlige’.

Og hvorfor starter jeg med denne tilsyneladende ligegyldige historie fra mit, tydeligvis, vilde pariserliv? Jo, det gør jeg, fordi den demonstrerer, hvor stor betydning de herrer Toledano og Nakache har haft på den danske, for ikke at sige internationale, opfattelse af fransk film.

Traditionelt set har fransk film i den brede bevidsthed været synonym med mystisk auteur-halløj, reserveret til filmnørder og eliten. Men pludselig, som ved et trylleslag, åbenbarede Nakache og Toledano en anden og for mange hidtil ukendt side af fransk film med en hjertevarm, amerikansk-inspireret og (vil nogen mene) lidt hyggeracistisk feelgood-fortælling om en streetsmart sort, ung mand, der danser sig direkte ind i hjertekulen på en hvid aristokrat og millioner af publikummer verden over.

Siden er det dog, som om tryllesaften er sluppet op for de to gulddrenge, Tolédano og Nakache, der efterfølgende har haft svært ved at frembringe helt samme vellykkede cocktail af latter, tårer og hjerte.

De har ellers gjort et par forsøg. Først kom ’Samba’, en underligt utilpasset bittersød flygtningeromance. Dernæst ’C’est la vie’, en semivellykket ensemblefilm, som lider under overspil og halvdumme optrin.

Og nu er de klar med ‘De særlige’ ( på fransk: ’Hors normes’), en film om to hverdagshelte,  Bruno og Malik, der kæmper for at holde små uautoriserede organisationer for autister og udfordrede unge kørende trods stort besvær og stigende pres fra myndighederne.

Reda Kateb og Vincent Cassel hjælper til med boksetræning.

På papiret ligner ‘De særlige’ en ‘De urørlige 2’ til på flere punkter. Der er igen tale om en hjertevarm fortælling fra virkeligheden om to mænd – og på visse områder modsætninger – som spilles af to af fransk films dygtigste og mest charmerende skuespillere. Vincent Cassel (‘Hadet’) indtager rollen som den enlige, hårdtarbejdende og gråsprængte jøde Bruno, mens den evigt charmerende Reda Kateb (‘Profeten’) spiller den lidt mere farverige Malik, en gift, jokende og storsmilende muslim.

Både Cassel og Kateb har karisma, der siger spar 2, og kunne med garanti have dannet et rigtigt powerpar à la Omar Sy-Francois Cluzet i ‘De urørlige’, hvis de havde fået lov til at folde sig ud. Men det gør de ikke.

Vi lærer dem simpelthen aldrig at kende, fordi deres historier tromles ned af de mange andre dagsordener og fortællinger i filmen, der udvikler sig til en art guidet tur rundt i en trængt hverdag i små hektiske organisationer.

Undervejs på turen skal vi møde både autister, bekymrede mødre, luskende ministerielle udsendinge, utilpassede unge fyre og søde, yndige talepædagoger, som prøver at passe dem til. Blandt de mange møder er det kun ét, besøget hos autisten Joseph, der sådan rigtigt gør indtryk. Resten forbliver blot mildt interessante stop på vejen.

Pudsigt nok er det dog, som om den rodede opbygning meget præcist spejler den kaotiske tilværelse i de trængte organisationer. Og samtidig er det, som om den systemiske omsorgssvig, filmen kritiserer, afspejles i den manglende omsorg, som filmskaberne selv viser for de karakterer, de aldrig rigtigt folder ud.

Det er på sin vis ikke uinteressant, men det skaber heller ikke grobund for gyldne franske filmøjeblikke, der er værd at hverken græde eller grine over. Og jeg er i hvert fald temmelig sikker på, at ‘De særlige’ ikke dukker op, næste gang en forsamling danskere bliver spurgt til deres foretrukne franske film.


Kort sagt:
‘De særlige’ er lige så rodet som de små organisationer, den skildrer.

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold