’De skygger vi arver’: Indfølt og personlig DR-dokumentar om kz-lejrenes traumer

’De skygger vi arver’: Indfølt og personlig DR-dokumentar om kz-lejrenes traumer
Susanne Kovács.
4 6
Dokumentar
Instruktion

Susanne Kovács

Spilletid

58 min.

Premiere

Den 22. januar på DR

Da amerikanske tropper i 1945 befriede kz-lejrene i Mauthausen, Østrig, var Susanne Kovács’ ungarske farmor blandt de overlevende jøder. I dag fortæller hun nødig om denne fortid, når Kovács spørger ind. »Det interesserer mig ikke«, forklarer hun og slår atter holocaustens rædsler hen. »Det kan man ikke fotografere. Det er inde i mig«.

Den relation – mellem bedsteforældre (de overlevende), børn og børnebørn – forsøger Kovács at dokumentere med sin debutfilm ’De skygger vi arver’. Som sådan handler den mindre om Anden Verdenskrig, hvis ufattelige grusomheder vi aldrig kan og aldrig glemme, og mere om de efterkommere, der i mindre grad selv blev ofre – eller overlevende – af den blodigste krig i mands minde, en krig de end ikke var født under.

Kunsten har været ganske flittig til at skildre dette traume, ikke mindst med efterkommerne selv som afsendere. Det er et velkendt etisk dilemma, om efterslægten overhovedet kan sætte sig ind i og fortælle, (bedste)forældrenes historie, som de indlysende aldrig vil kende det fulde omfang af. Hvad, de imidlertid kan fortælle, er deres egne historier: Ofrene er ikke kun de faldne og de overlevende, men også arvingerne, hvis opvækst aldrig vil kunne måle sig med livet i kz-lejrene.

Susanne og hendes farmor.

I ’De skygger vi arver’ fortæller Kovács således i voiceover om sin barndom og ferierne hos de jødiske bedsteforældre, hvis følelser for barnebarnet fluktuerede mellem kærlighed og modvilje, eftersom Kovács’ mor var tysker, og hendes morfar havde kæmpet på nazisternes side.

Det er uden tvivl en interessant konflikt, som også har smertet Kovács selv. Desværre er den i kraft af denne voice-over ikke helt så vellykket som farens og farmorens fortællinger. Det har ikke noget at gøre med omfanget af de respektive traumer, men svagest står filmen bare, når traumet udpensles af Kovács selv. Over for det enkle og ligefremme formsprog har det den kedelige konsekvens, at der ikke overlades meget til beskueren selv.

Man forstår udmærket, at Kovács også har ønsket at fortælle sin egen historie. Men billederne taler for sig selv. Som farmoren sidder i stolen og vugger over sin ubegribelige fortid, mens fuglene kvidrer, og solen skinner, falder der en smuk og ikke mindst usagt omsorg over det fortalte. Hun ønsker at glemme sin fortid og beder Kovács om det samme.

Men glemmer vi krigen, risikerer vi at gentage fortidens fejltagelser. Og det er netop filmkunstens lod at indfange det ubegribelige og fortælle det, som ikke lader sig fortælle med blotte ord.


Kort sagt:
Kovács debutfilm fortæller med indføling og nænsomhed om kz-lejrenes traumer, som de nedarves fra de overlevende til efterkommerne.

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold