DR3 sejrer med serier som ’Doggystyle’ og ’Noia’ – men nu er det tid til at skrue op

DR3 sejrer med serier som ’Doggystyle’ og ’Noia’ – men nu er det tid til at skrue op
DR3's nye serie 'Pleaser'.
Efter DR3 overgik til at være en ren streamingkanal, er det et godt tidspunkt at gøre status og efterspørge endnu større vingefang og endnu vildere eksperimenter, mener Johanne Høgfeldt.

KOMMENTAR. Siden 2. januar har DR3 kun været at finde digitalt. Der er slukket for tv-signalet, som for første gang blev tændt 28. januar 2013 med intention om at skabe indhold til den diffuse målgruppe ’de unge’, der bredt blev defineret som de 15-30-årige.

For en generation, der står over for en række unikke udfordringer, kan ungdoms-tv være med til at vise, at hvor mærkelig og forkert du end føler dig, så er du ikke alene. Og det kan udgøre et nødvendigt modsvar til politikere og andre typer, som har travlt med at afgøre, hvordan vi er, og ikke mindst hvordan vi bør være.

Det virkede helt oplagt, at DR som statsstøttet kulturinstitution og med en rig tradition inden for ungdoms-tv skulle være dem, der leverede den slags tv. Alligevel skulle der tre år og en norsk serie til, før de for alvor forstod, hvor meget potentiale de gamle medier i en streamingtid stadig har for at være dem, der skærer gennem indholdsoverfloden.

Først nu står vi et sted, hvor DR3 har vist, at de kan kommunikere på de rette frekvenser: Første afsnit af første sæson af ’Doggystyle’ var det mest streamede på DR TV i 2018, og i løbet af sidste år og begyndelsen af det nye har vi fået et væld af dokumentar- og fiktionsserier. For første gang i lang tid er dansk ungdoms-tv noget, der er værd at se, snakke og skrive om.

Selvom de fleste nok forventede at se en dansk pendant til ’Skam’, er det langt fra det, vi har fået. ’Doggystyle’ med Astas dovenskab, arrogance og konstante tilstedeværelse på de sociale medier gjorde et provokende forsøg på at fremmane et arketypisk medlem af den såkaldte ’generation mig’ og tvinge os til at se os selv i spejlet. Men den blev en meget bedre serie, da den i anden sæson lagde generationsdiagnosticeringen på hylden og i stedet fokuserede på det specifikke ved Astas provinstilværelse.

Rosemarie Mosbæk som Asta i ‘Doggystyle’ sæson 2. (Foto: Valdemar Cold Winge Leisner)

Siden Asta forlod København for at vende hjem til Odsherred, har DR3 kun rettet sig mere og mere mod de meget specifikke miljøer. I stedet for at forsøge at lave én serie, som du og alle dine venner kan spejle dig i, zoomer DR3 helt ind på bestemte oplevelser og problematikker, som rummer  »det mærkelige, det kantede og det, der er i udvikling« som DR’s dramachef Christian Rank sidste år fortalte Soundvenue.

Det er de seneste fiktionsserier ’Natten til lørdag’ og ’Noia’ gode eksempler på. De går begge helt tæt på et højaktuelt emne om seksuelle overgreb og et meget specifikt ungdomsmiljø, mens den nye ’Pleaser’ går ’Girls’ i bedene med sin skildring af en kvindes kamp for at blive voksen.

På dokumentarfronten er principperne kogt ned til et efterhånden perfektioneret format. Her hører vi de unge selv sætte ord på det, der er svært, mens de vender kameraet mod sig selv, som hvis de bare filmede en video til vennerne. På den måde har man nedbrudt tabuer om alt fra angst til overvægt og alkoholproblemer i tv-versionen af radioprogrammet ’Tværs’, i sabbatårsdokumentaren ’Limbo’ og i den ældre ende af målgruppen i serier som ’Tykke Ida’ og ’Hvad er der galt med Søren’.

Samtidig har en række dokumentarer om musikere fra Jada til Citybois været med til at nuancere det glansbillede, superstjernelivet ellers kan ligne på Instagram, ved at vise dem som sårbare og uperfekte mennesker.

Frederikke Dahl Hansen i ‘Noia’. (Foto: Signe Clemmesen)

Men kigger man på det generationsbillede, DR3 lige nu tegner, er der huller både geografisk og diversitetsmæssigt. For selvom ’Noia’ og ’Doggystyle’ foregår i vidt forskellige miljøer, er de også eksempler på, at der er en massiv overvægt i de bærende roller af etnisk danske, privilegerede storbypiger.

45 minutter var måske heller ikke helt nok til at belyse alle de nuancer af seksuelle overgreb, som ’Natten til lørdag’ gerne ville, ligesom ’Noia’ godt kunne have været endnu mere noia. Hvis vi skal blive ved med at bevæge os inden for det sikre territorium af afsnit på 15-20 minutter, må der være andre parametre, der kan skrues på, så dybden og eksperimenterne kan blive større – som kunstner Maja Malou Lyses udfordrende dokumentarserie ’Sex med Maja’ er et godt eksempel på.

’Alt for kliken’ – dokumentarserien om en gymnasieårgang anno 2019 – er det tætteste, vi er kommet på at se et bredere udsnit af en generation repræsenteret. Men det ambitionsniveau har vi ikke set før eller siden og slet ikke på fiktionsfronten.

Hvis ikke vi får flere serier med det vingefang, bør DR3 i fremtiden kanalisere energien mod at gøre de små fortællinger mangfoldige, aktuelle og koncentrerede – som vi har set ungdomsmediet Sein gøre det med ’Vakuum’, som demonstrerede, at DR’s overmand kan dukke op fra alle kanter i dag, hvis public service-stationen ikke bliver ved med at udvikle sig.

DR3 har vundet flotte slag i kampen om de unges opmærksomhed. Nu må de godt skrue op for både vingefang og vilde eksperimenter.

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold