Sidste års Oscar-sæson blev i høj grad præget af Akademiets egen forunderlige evne til at detonere det ene uskønne fuck-up efter det andet, herunder balladen om tilføjelsen (og derefter skrinlægningen) af en ’bedste populære film’-kategori, Kevin Hart-affæren (der resulterede i et show uden vært) og den pinagtige ide om ikke at vise overrækkelsen af alle priser live på tv.
Et første vigtigt skridt i forsøget på at fremtidssikre institutionen på bagkant af de tre møgsager blev foretaget i august, hvor den i eminent grad inkompetente præsident, John Bailey, smed tøjlerne fra sig. Mon ikke valget af ny præsident, casteren David Rubin, er et første skridt i retning af at få den knagende skonnert på ret kurs? Rubin og det samlede Board of Governors (akademiets bestyrelse) har brugt de seneste fem måneder på at tiltuske sig så lidt opmærksomhed som muligt: en klædelig udvikling oven på et 2018, hvor al kommunikation blev håndteret med en tonedøvhed, der ville gøre Komiske Ali stolt.
Nye tider truer dog: Hvis for eksempel Netflix klarer sig så godt på nomineringsdagen den 13. januar som til både Golden Globes- og SAG-nomineringerne i december måned, så vil det kunne markere et afgørende gennembrud (eller knæfald) for streaminggiganten, der tydeligvis nærer honnette ambitioner om at redefinere filmbranchen i sit eget billede. I den bestræbelse er Oscar en meget oplagt dåseåbner, da ’soft power’, i form af Awards-relateret prestige, på sin vis taler et endnu mere tydeligt sprog end forretning og finanser.
Manges øjne vil hvile på Netflix-totalen, når boet efter nomineringerne skal gøres op: Vil Akademiets medlemmer – som en slags ’sidste mohikanere’ – forsøge at modstå eller benægte eksistensen af nybruddet, eller vil man tværtom se tidevandsbølgen bryde gennem digerne med den ekstra kraft, der genereres, når en stædigt forsvaret fæstning endelig bryder sammen?
Golden Globes-komiteen formåede at sætte en foreløbig stopper for eksprestoget Netflix ved kun at give selskabet to priser ud af 34 mulige ved uddelingen i søndags.
Under alle omstændigheder har Netflix-distributionsmodellen oplevet lidt af et gennembrud i denne sæson, hvor ’The Irishman’ og ’Marriage Story’ har opnået mere omtale og genereret flere memes på de sociale medier i kraft af Netflix-affyringsrampen, end en traditionel biografpremiere ville kunne have sikret for den type film. De to nævnte films overraskende synlighed i første fase af Awards Season har således næppe haft en afskrækkende virkning på kolleger, der pt. måtte stå og overveje, om Netflix er den bedste løsning for realiseringen af deres fremtidige projekter.
Netflix-dominans eller ej, her følger vores bud på årets nominerede i alle de væsentligste kategorier:
Bedste film
Sidste år på det her tidspunkt var ’A Star is Born’ de flestes Oscarfavorit (den havde scoret perfekte 11 ud af 11 nomineringer hos de såkaldte guilds, altså filmbranchens forskellige specialforbund) i tiden op til Oscarnomineringerne.
Man skal med andre ord være varsom med at udtrykke alt for skråsikre holdninger til et kapløb, der ofte er mere komplekst og mindre fast defineret, end det umiddelbart kan se ud til i ethvert givent øjeblik (i hvert fald så længe vi befinder os i præ-nominerings-fasen). Noget ’1917’s Golden Globes-succes er med til at understrege.
Styrkeforholdet filmene imellem handler for nærværende ikke om antallet af kritikerpriser (det er mest at regne for velkomne fjer i hatten), men om i hvor høj grad filmene er positioneret hos de guilds, branchespecialforbund, der individuelt offentliggør deres bud på årets bedste præstationer inden for en lang række felter i løbet af december og januar. Er man rigt repræsenteret på tværs af filmfaggrupperne, står man stærkt, eftersom Akademiet udgøres af repræsentanter for selvsamme branchegrupperinger.
Men meget handler også om noget så abstrakt som værdien af et stærkt narrativ. Hvad er det, du som filmskaber ønsker at præsentere verden for – enten af historisk, kulturel eller personlig karakter? Hvad er dit syn på samfundet, verden, branchen eller filmkunsten, og hvordan passer det ind i den selvforståelse, som Oscar som institution ønsker at give udtryk for aktuelt?
Det er eksempelvis ikke tilfældigt, at Sam Mendes betoner, at hans egen bedstefar deltog i Første Verdenskrig, hver gang han taler om sin film, ’1917’. Det er vigtigt for os at vide, at det er en personlig familiehistorie, han har bragt op på det store lærred. Uden den forbindelse ville man let kunne opfatte ’1917’ som en gold stiløvelse.
Nå. Dyb indånding. Hvem bliver så nomineret i år?
Det mest sikre – i forhold til en granskning af Oscarhistorikken siden udvidelsen af feltet i 2011 – er at gætte på ni nominerede film i hovedkategorien, men nedenunder følger mit bud på alle tænkelige scenarier mellem 5-10 nominerede. For en god ordens skyld: Det præcise antal nominerede afgøres alene af stemmefordelingen. Vi kender altså ikke det nøjagtige antal på forhånd.
Hvis der bliver fem nominerede:
1. Once Upon A Time in Hollywood
2. Parasite
3. The Irishman
4. 1917
5. Jojo Rabbit
Hvis der bliver seks:
Joker
Hvis der bliver syv:
Marriage Story
Hvis der bliver otte:
Little Women
Hvis der bliver ni:
Ford v Ferrari
Hvis der bliver 10:
The Two Popes
Alternativt: Knives Out, Rocketman
Den oplagte genvej til at gætte på bedste film-feltet er PGA (producernes forbund), der hvert år peger på årets 10 bedste film – og tilmed kårer vinderen på samme måde som Akademiet, altså ud fra det såkaldte præferentielle stemmesystem. PGA’s udvalgte i år bød absolut ikke på overraskelser.
Udvalget bekræftede, at ’Bombshell’ har mistet pusten i julemåneden, at ’The Farewell’ aldrig rigtig havde den styrke, mange iagttagere tilskrev den i begyndelsen af efteråret, samt at ’The Two Popes’ måske er mere afholdt i England (jævnfør de fem Bafta-nomineringer) end i Hollywood.
Hvis der bliver ni nominerede (som er det mest sandsynlige, jævnfør historikken), vil det overraske mig, hvis ikke de ni skal findes blandt PGA’s 10 udvalgte. Så dramaet handler mest om den potentielle tiende plads. Der kunne jeg godt have en formodning om, at det britiske medlemskontingent i Akademiet (der måske heller ikke ser Netflix som en trussel i samme grad som deres amerikanske kolleger?) kunne hive ’The Two Popes’ forbi ’Knives Out’. Men ærligt talt: Det er ren kosmetik. For jeg tror kun, der bliver ni nominerede.
Disney har ført benhård kampagne for ’Avengers: Endgame’ lige til det sidste. Til det er der bare at sige: Nej, historiens mest indbringende film bliver ikke nomineret i hovedkategorien.
Bedste instruktør
1. Bong Jong-hoo (’Parasite’)
2. Quentin Tarantino (’Once Upon A Time in Hollywood’)
3. Sam Mendes (’1917’)
4. Martin Scorsese (’The Irishman’)
5. Greta Gerwig (’Little Women’)
Alternativer: Todd Philips (’Joker’), Taiki Waititi (’JoJo Rabbit’)
Der har kun været et komplet overlap mellem Oscar og DGA’s (instruktørernes forbund) fem nominerede et par gange de sidste to årtier, så jeg satser på, at akademiets instruktørgruppering (der er ansvarlig for at nominere de fem kandidater, Akademiet som helhed får mulighed for at stemme på, når vinderen skal findes) afviger fra DGA ved at pege på Greta Gerwig frem for Taika Waititi (og fra Bafta, der pegede på Todd Philips).
’Little Women’ har klaret sig temmelig forrygende ved biograflugerne siden den sene julepremiere, så momentum er med Gerwig (der også vandt instruktørprisen ved National Society of Film Critics’ uddeling 4. januar) i den afgørende stemmeafgivelsesfase. Og så vil det jo se godt ud med en kvindelig instruktør. Det kan spille ind til Gerwigs fordel.
I de seneste 10 år har vi set adskillige eksempler på, at Akademiets instruktørgruppering er mere arthouse-begejstret end Akademiet som helhed. Det gav i 2012 plads til Hollywoodoutsidere som Michael Haneke (’Amour’) og Benh Zeitlin (’Beasts of the Southern Wild’) og sidste år i form af den velkomne inklusion af polske Pawel Pawlikowski (’Cold War’) og græske Yorgos Lanthimos (’The Favourite’).
Det ville ligne Akademiet at hive en kanin op af hatten i denne kategori. Det kunne være i form af en respekteret auteur som Pedro Almodovar (’Pain and Glory’) eller i form af et regulært wild card som Safdie-brødrene (’Uncut Gems’).
Hvis der kommer en markant overraskelse i en af de store kategorier, kan man oplagt forestille sig, at netop instruktørgruppen er leverandør.
Bedste kvindelige hovedrolle
1. Renee Zellweger (’Judy’)
2. Scarlett Johansson (’Marriage Story’)
3. Charlize Theron (’Bombshell’)
4. Saoirse Ronan (’Little Women’)
5. Lupita Nyong’o (’Us’)
Alternativer: Cynthia Erivo (’Harriet’)
Når man skal beslutte sig for, hvilke præstationer der klarer sig gennem Oscarnåleøjet, kan det være en god ide at se nærmere på, hvem der sikrede sig nomineringer hos henholdsvis Golden Globes, Critics’ Choice Awards, SAG (skuespillernes eget forbund) og Bafta, en buket af nomineringer vi herefter omtaler som ’Kvartetten’.
Sidste år missede kun Timothée Chalamet (for ’Beautiful Boy’) en Oscarnominering af de to håndfulde skuespillere, der sikrede sig Kvartetten op til Oscarnomineringerne.
Hvis man i forlængelse af en afvejning ud fra ’Kvartetkriteriet’ fortsat er i tvivl, bør man skele mest til SAG og Bafta, da de to grupper har det suverænt største medlemsoverlap med Akademiet.
Zellweger, Johansson og Theron har i år opnået Kvartetten. Derfor står de tre umiddelbart meget stærkt. Erivo missede Bafta, Ronan missede SAG. Men begge har altså tre ud af fire.
Jeg satser på, at den SAG-nominerede Lupita Nyong’o (’Us’) vil kunne fortrænge Erivo i kraft af Jordan Peeles’ films langt bredere publikumsappel og det faktum, at Nyong’o har scoret en betragtelig del af årets kritikerpriser i kategorien (herunder fra tunge kritikersammenslutninger som New York og San Francisco). Jeg tror i sidste ende, at Nyong’o scorer nok passionsstemmer til at gøre statistikken til skamme.
Erivo er sårbar, fordi hun repræsenterer en film (’Harriet’), der næppe kan hente andre nomineringer (bortset måske fra bedste sang-kategorien). På den måde ligner hendes situation faktisk netop Chalamet fra sidste år, og han trak jo altså det korteste strå.
Bedste mandlige hovedrolle
1. Joaquin Phoenix (’Joker’)
2. Adam Driver (’Marriage Story’)
3. Leonardo DiCaprio (’Once Upon A Time in Hollywood’)
4. Taron Egerton (’Rocketman’)
5. Christian Bale (’Ford v Ferrari’)
Alternativ: Antonio Banderas (’Pain and Glory’), Jonathan Pryce (’The Two Popes’)
En trio af skuespillere har skilt sig ud: Driver, Phoenix og DiCaprio har alle opnået Kvartetten.
Hvor kategorien for mandlige hovedrolle i de senere år har været en ret tynd kop the (Rami – host – Malek), er det et stærkt og bugnende felt i år. De fleste år ville præstationer a la Adam Sandler (’Uncut Gems’), Robert De Niro (’The Irishman’), Eddie Murphy (’Dolemite is My Name’), teaterlegenden Jonathan Pryce (som pave Frans i ’The Two Popes’) og Antonio Banderas (som Pedro Almodóvars alter ego i ’Pain and Glory’) kunne optage en plads i finalefeltet, men i år synes pladsen simpelthen for trang – hvis man altså godtager præmissen, at Golden Globe-vinderen i komedie/musical-kategorien, Taron Egerton, optager den ene af de resterende to pladser, og at stjernen Christian Bale snupper den anden.
Christian Bale mæsker sig i ’Ford v Ferrari’ igennem scene efter scene med stor appetit (om det er stor eller bare meget tydelig skuespilkunst, kan diskuteres), og det i en film, der udover at være årets Dad Movie nummer 1 ligger lunt i flere andre kategorier. Bale kan med en nominering opnå sin femte nominering i 10’erne (hvilket på falderebet vil hive ham op på siden af Meryl Streep som den hyppigst nominerede skuespiller i det – med årets uddeling – afrundede årti)
Personligt nærer jeg et håb om, at Akademiet har modet og viljen til at pege på Banderas – selvom han missede både en SAG- og en Bafta-nominering. Dels har Banderas aldrig opnået en Oscarnominering (han er definitivt bedst i sine spansksprogede produktioner), dels har han vundet afgørende kritikerstøtte i form af en fornem trio af kritikerpriser fra sammenslutningerne i New York, Los Angeles og San Francisco samt senest fra National Society of Film Critics.
Når Akademiet med mellemrum viser sig fra sin bedste side, giver det plads til en arthouse-kandidat i flere af skuespillerkategorierne. Det tror (og håber) jeg kommer til at ske med Banderas’ åbenbaring af en præstation, men jeg må indrømme, at sporene fra Ethan Hawkes missede nominering sidste år – for ’First Reformed’ – udgør en form for realitetstjek, der får mig til at fastholde, at Egerton og Bale er de mest sandsynlige bud.
Kampen om den femte plads er dog åben, al den stund at Murphy, Bale, Pryce og Banderas alle har opnået to af de fire vitale forløbernomineringer, der udgør Kvartetten.
Bedste kvindelige birolle
1. Laura Dern (’Marriage Story’)
2. Margot Robbie (’Bombshell’)
3. Jennifer Lopez (’Hustlers’)
4. Scarlett Johansson (’Jojo Rabbit’)
5. Florence Pugh (’Little Women’)
Alternativer: Zhao Shushen (’The Farewell’), Kathy Bates (’Richard Jewell’)
Sidste år vandt Regina King en Oscar i kategorien for ’If Beale Street Could Talk’, på trods af at hun end ikke opnåede en SAG-nominering eller en Bafta-nominering. Man skal altså passe gevaldigt på med at stirre sig for blind på statistik (just saying).
Dern og Robbie har opnået Kvartetten. De er sikre. Lopez missede Bafta, Johansson missede Golden Globes. Mon ikke de begge har rigelig star power til at køre en sikker nominering i land? Scar-Jo vil i så fald blive den første skuespiller siden Cate Blanchett (i 2007), der opnår to nomineringer i samme år, da hun jo ligger endnu mere lunt til i hovedrollefeltet (for ’Marriage Story’).
Jeg føler mig ret overbevist om, at Bafta-nominerede Florence Pugh (’Little Women’) snupper den femte plads, dels fordi hun ret konsekvent er blevet fremhævet i et ellers bugnende (og strålende) cast, dels som en anerkendelse af, at hun er et nyt, markant stjerneskud. Når det gælder unge kvindelige starletter plejer Akademiet ikke at misse en chance for at slå på tromme for dem. Pugh har haft et imponerede 2019, blandt andet med sin rolle i gyser-kultsuccesen ’Midsommar’. Det skader heller ikke.
Bedste mandlige birolle
1. Brad Pitt (’Once Upon A Time in Hollywood’)
2. Joe Pesci (’The Irishman’)
3. Al Pacino (’The Irishman’)
4. Tom Hanks (’A Beautiful Day in the Neighborhood’)
5. Song Kan-ho (’Parasite’)
Alternativer: Anthony Hopkins (’The Two Popes’), Willem Dafoe (’The Lighthouse’), Jamie Foxx (’Just Mercy’)
Hvis akademiet går med på den form for (ganske mild) kategorifusk, der ligger i at placere Pitt i birollekategorien, er han et meget sikkert kort. Det samme er de tre andre, der ligesom Pitt, har scoret Kvartetten: Joe Pesci, Al Pacino og Tom Hanks. Det er sjældent, at der er så stor konsensus prisgrupperingerne imellem.
Bemærk i øvrigt, at Pitt er den eneste af de fire stærkt estimerede og rutinerede skuespillere, der ikke har vundet en Oscar. En omstændighed, der blot cementerer hans frontrunnerstatus.
Kampen om den femte plads? Hopkins synes oplagt, eftersom han har scoret nomineringer hos både Golden Globes, Critics’ Choice og Bafta.
Man skal heller ikke afskrive Jamie Foxx for retssalsdramaet ’Just Mercy’. Foxx opnåede en lidt overraskende SAG-nominering, hvilket altid er værd at tage bestik af.
Akademiet har desuden i de senere år anerkendt Willem Dafoe med flere nomineringer, og når han kunne opnå en nominering for Van Gogh-monstrøsiteten ’At Eternity’s Gate’, kan han vel også redde sig en plads som pruttende søulk i ’The Lighthouse’?
Men, men, men: En anden stærk dark horse er den koreanske skuespillerlegende Song Kan-ho (’Parasite’). Det vil givet være vitalt for Jon-hos film i forhold til kandidaturet til bedste film-hæderen, at den opnår mindst én skuespillernominering. Og det er her, chancen er klart størst. ’Roma’ scorede for eksempel en overraskende nominering i kvindelig birolle til Marina De Tavira sidste år. Ud fra den samme logik er det slet ikke utænkeligt, at Kan-ho kan overraske.
Jeg vælger at skifte det kølige overblik ud med det varmblodede sats: Hopkins er ude, Kan-ho er inde!
Bedste originalmanuskript
1. Once Upon A Time in Hollywood
2. Marriage Story
3. Parasite
4. Knives Out
5. Booksmart
Alternativer: 1917, The Farewell
På manuskriptsiden tiltror jeg de ordrige, engelsksprogede bedste film-kandidater en fordel frem for ’Parasite’, men ingen tvivl om, at de tre øverste film er sikre på en nominering.
’Bombshell’ lignede en stærk kandidat midt i december, efter den opnåede hele fire SAG-nomineringer, men filmens Awards-lykke har været på retur lige siden, blandt andet på grund af blandede anmeldelser og det amerikansk publikums indifference (filmen underpræsterede box office-mæssigt rundt om julen).
Derfor tror jeg mere på ’Knives Out’, der støt og roligt har opbygget momentum. Det vittige (og genre(selv)bevidste) manuskript er en uadskillelig del af filmens charme og appel. ’Booksmart’ har sin bedste mulighed for at blive inkluderet i netop denne kategori (den opnåede nomineringer fra både WGA, manuskriptforfatternes forbund, og Bafta).
Hvis ’1917’ opnår en nominering for sit manuskript (der bestemt ikke er filmens umiddelbare styrke), vil den etablere sig som en alvorlig bejler til bedste film-hæderen.
Bedste filmatisering (adapterede manuskript)
1. The Irishman
2. JoJo Rabbit
3. Little Women
4. Joker
5. The Two Popes
Alternativer: A Beautiful Day in the Neighborhood
De fire første titler giver sig selv. De er alle sikre bedste film-kandidater.
Femte plads er anderledes åben. Marielle Hellers ’Can You Ever Forgive Me’ opnåede tre nomineringer sidste år, så hendes nye film, ’A Beautiful Day in the Neighborhood’, kan måske gøre sig? Den opnåede en WGA-nominering på bekostning af blandt andet ’The Two Popes’.
Jeg hælder dog til, at sidstnævnte rammer et for Akademiet velkomment sweet spot mellem intellekt og følelse. Forfatter Anthony McCarten er i de senere år blevet særdeles leveringsdygtig i gnidningsløse (eller bare Awards-egnede) manuskripter. Hans tre seneste bedrifter var alle bedste film-kandidater i Oscarregi: ’The Theory of Everything’, ’Darkest Hour’ og ’Bohemian Rhapsody’.
Bedste klipning
1. Ford v Ferrari
2. The Irishman
3. Once Upon A Time in Hollywood
4. Joker
5. JoJo Rabbit
Alternativer: Parasite, 1917
Kategorien for klipning er traditionelt at regne som en nøglekategori i forhold til at fastslå, hvilke film der står med muligheder for at vinde Oscaren for bedste film, simpelthen fordi den typisk vil afspejle det overordnede styrkeforhold. Det er naturligvis også tilfældet i år, men med det forbehold, at ’Ford v Ferrari’ synes et sikkert kort i netop denne kategori (klipningen i racescenerne er imponerende uden at virke for demonstrativ eller hektisk), og så er kategoriens helt store spørgsmål vel, om Akademiet vil anerkende ’1917’ for filmens illusoriske single take – eller om det køber illusionen i en grad, så man netop ikke mener, at klipningen spillede en anerkendelsesværdig rolle i filmens tilblivelse!
Single take-tricket kostede ’Birdman’ en nominering for klipning i 2014 – men den vandt jo så alligevel aftenens hovedpris. Det samme kan holdet bag ’1917’ håbe på kan ske i år, hvis klippenomineringen kikser.
Klippernes specialforbund ACE fravalgte ’1917’, så det er op ad bakke.
’Parasite’ missede overraskende en nominering for klipning hos Bafta – det kunne indikere, at den koreanske film trods alt ikke ligger først for i kampen om bedste film-hæderen i hverken Bafta- eller Oscarregi. ’Jojo Rabbit’ opnåede Bafta-nomineringen på ’Parasite’s bekostning. Med tanke på Taiki Waititis overraskende DGA-nominering hælder jeg til, at ’JoJo Rabbit’ står så stærkt, at den kan skubbe ’Parasite’ ud i mørket.
Bedste fotografering
1. 1917 (Roger Deakins)
2. Ford v Ferrari (Phedon Papamichael)
3. Joker (Lawrence Sher)
4. The Irishman (Rodrigo Prieto)
5. Once Upon A Time in Hollywood (Robert Richardson)
Alternativer: The Lighthouse, Portrait of a Lady on Fire
ASC, filmfotografernes forbund, pegede på de fem ovennævnte til forbundets egen årlige pris.
Jarin Blaschkes arbejde på den sorthvide arthouse-curio ’The Lighthouse’ er måske et realistisk alternativ (i hvert fald hvis man skæver til flere af kritikersammenslutningernes uddelinger), men kan et forholdsvist ubeskrevet blad på en mindre set film trænge igennem over for heavyhitters som Prieto og Richardson? Jeg tror, det det bliver vanskeligt, selvom ’The Lighthouse’ scorede en overraskende nominering hos Bafta (på bekostning af Richardson).
Et spændende valg kunne også være Claire Mathon for det franske festivalhit ’Portrait of a Lady on Fire’, der så sent som 4. januar vandt prisen for bedste fotografering, da National Society of Film Critics uddelte priser. Mathon kunne i så fald følge op på forrige års nominering til Rachel Morrison (’Mudbound’), der var den første kvinde nogensinde til at blive nomineret som fotograf.
Der er selvfølgelig også den mulighed, at ’Parasite’ – hvis den på nomineringsdagen står stærkt bredt set med mange også tekniske nomineringer – vil kunne knibe sig ind i det fine selskab. Men på bekostning af hvilken film? Det er svært at se det store manøvrerum.
Hvis ’Parasite’ bliver nomineret her (samt i andre kategorier, hvor den ud fra en nøgtern betragtning befinder sig på vippen, såsom mandlig birolle, klipning og production design), så: look out. Det vil være en klar indikation på, at den har noget at skyde med – også i bedste film-kategorien.
Bedste animationsfilm
1. Toy Story 4
2. Missing Link
3. Frozen II
4. I Lost My Body
5. How to Train Your Dragon 3
Alternativer: Klaus, Abominable
Animationsgrupperingen under Akademiet overrasker nærmest rutinemæssigt med (internationale) inklusioner eller iøjnefaldende fravalg af oplagte favoritter (som da ’The LEGO Movie’ blev ignoreret for nogle sæsoner siden). De store krigsheste i skikkelse af ’Toy Story 4’ og ’Frozen II’ kan der næppe pilles ved, men som Golden Globe-prisen til ’Missing Link’ viste, er der måske inden for branchen ved at brede sig en fornemmelse af, at det da ville være meget rart at se flere originale fortællinger gøre sig inden for en genre, der lider en kende under Disney/Pixar-primatet.
Bedste internationale film
1. Parasite (Sydkorea)
2. Pain and Glory (Spanien)
3. Les Miserables (Frankrig)
4. Atlantics (Senegal)
5. Honeyland (Makedonien)
Alternativer: Beanpole (Rusland)
Sidste år var et historisk stærkt år i denne kategori, hvor mesterlige indsatser som ’Roma’, ’Shoplifters’ og ’Cold War’ kæmpede om hæderen. I år skiller guldpalmevinderen ’Parasite’ – de andre films fortræffeligheder til trods – sig ud. Medmindre Bong Jong-hoo springer ud som seriemorder eller pædofil inden deadline for anden stemmerunde, vinder ’Parasite’ Oscaren.
Inklusionen af ’Honeyland’ er et lille sats. ’Honeyland’ er en dokumentarfilm, og den slags plejer ikke at opnå tilslutning i kategorien, der fra i år hedder »internationale« frem for »fremmedsprogede« film..
Speaking of which…:
Bedste dokumentarfilm
1. Apollo 11
2. American Factory
3. For Sama
4. Honeyland
5. The Cave
Alternativer: Advocate
Her dukker ’Honeyland’ sørme op igen. Og kan dermed skrive Oscarhistorie! En film har aldrig været nomineret for både dokumentar og fremmedsprogede film. ’Honeyland’ er ikke favorit nogen af stederne, så det skal blive spændende at se, om den overhovedet slipper med ind i varmen i nogen af kategorierne.
Set med danske briller hviler opmærksomheden på den barske, for ikke at sige hjerteskærende, ’The Cave’, om en kvindelig læge på et syrisk undergrundshospital under borgerkrigen. ’The Cave’ (en art fortsættelse til den Oscarnominerede ’Last Men in Aleppo’) er en dansk-syrisk co-produktion, instrueret af Feras Fayyad. Jeg tror, den klemmer sig med i det fine selskab, hvilket selvsagt vil betyde meget for filmens bevågenhed – og for eksponeringen af et dødsensalvorligt emne.
Den Bafta-nominerede ’For Sama’ handler også om borgerkrigen i Syrien. Det kan måske være en ulempe for ’The Cave’, da man må forestille sig, at de to film kommer til at slås om den samme pulje stemmer.
’American Factory’ kan i øvrigt opleves på Netflix.
Bedste production design
1. Once Upon A Time in Hollywood
2. 1917
3. The Irishman
4. Little Women
5. JoJo Rabbit
Alternativer: Parasite
Endnu en kategori hvor det vil være værd at lægge mærke til, om de overordnede favoritter kan snige sig med. Hvis en eller flere af de absolutte favoritter ikke kommer med her, kan det måske vidne om en svaghed i forhold til bedste film-chancerne. Umiddelbart virker ’Parasite’ mest sårbar af favoritterne, da den missede en Bafta-nominering i kategorien.
Bedste visuelle effekter
1. Avengers: Endgame
2. The Irishman
3. 1917
4. The Lion King
5. Star Wars: The Rise of Skywalker
Alternativer: Gemini Man
De fem Bafta-nominerede titler virker som helt oplagte også i Oscarregi, så her vælger jeg at kopiere 1:1.
Bedste lydmiksning
1. Ford v Ferrari
2. 1917
3. Rocketman
4. Star Wars: The Rise of Skywalker
5. The Irishman
Alternativer: Joker, Judy
Bedste lydklipning
1. Ford v Ferrari
2. 1917
3. Joker
4. Once Upon A Time in Hollywood
5. Star Wars: The Rise of Skywalker
Alternativer: Avengers: Endgame, The Irishman
Lad os tage den årlige opsummering:
Klipning består i selve optagelsen og indsamlingen af lyde (herunder optagelsen af ’nye’ lyde, der ikke indgår i optagelsen af de faktiske scener).
Miksning består i efterbehandlingen af lyd, når de mange lydkilder skal sættes sammen og fungere i samklang med hinanden (for eksempel i form af sporenes indbyrdes lydstyrke, men også i frasorteringen af ’overflødige’ lydkilder) og – naturligvis – i perfekt synkroni med billedsiden. Miksningen er noget af det sidste, der fikses i post-production-fasen på en film.
Bemærk, at de to lydkategorier aldrig matcher helt og holdent, hvilket kun er ekstra tydeligt i de år, der præges af tilstedeværelsen af musikfilm (de står nemlig typisk stærkt i miksningskategorien), hvorfor jeg for eksempel tror, ’Rocketman’ sniger sig med for miksning, men ikke for klipning.
Bedste kostumedesign
1. Little Women
2. Once Upon A Time in Hollywood
3. The Irishman
4. Dolemite is My Name
5. Jojo Rabbit
Alternativer: Rocketman, 1917
Pointen fra production design gælder også her: Hvis eksempelvis ’The Irishman’ og/eller ’1917’ sniger sig med, kan det være tegn på, at den/de står stærkt også i kampen om bedste film-hæderen.
Bedste make-up og hår
1. Bombshell
2. Joker
3. Rocketman
4. Judy
5. Once Upon A Time In Hollywood
Alternativer: Dolemite is My Name
Bemærk: Der er fem nominerede i kategorien fra og med i år (der plejer at være tre)!
Alene den uhyggeligt vellignende transformation af Charlize Theron til Fox tv-værten Megan Kelly gør ’Bombshell’ til favorit.
Bedste filmmusik (original score)
1. 1917 (Thomas Newman)
2. Joker (Hildur Gudnadottir)
3. Little Women (Alexandre Desplat)
4. Star Wars: The Rise of Skywalker (John Williams)
5. Jojo Rabbit (Michael Giacchino)
Alternativer: Marriage Story (Randy Newman), Ford v Ferrari (Marco Beltrami),
Filmmusikgrupperingen har ry for at være Akademiets måske mest bagstræberiske forsamling (det kan forklare, at John Williams har været nomineret over 50 gange). Men i de senere år har man faktisk set mere avantgardistiske scores inkluderet, for eksempel Mica Levis for ’Jackie’.
Thomas Newman har været nomineret 14 gange uden at vinde, så mon ikke det er hans tur i år? Hans score til ’1917’ fylder meget i en film, der giver rig mulighed for det store musikalske udtræk. Og så er det bestemt et sine steder smukt arbejde – men også et score, der i længden er lovligt anmassende og følelsesdikterende.
Mon fætter Randy kan klemme sig ind for ’Marriage Story’ også? (Randy plejer jo ellers at gøre sig i bedste sang-kategorien, som han har vundet et par gange). Desplat i 2010’erne er lidt som Williams i 80’erne og 90’erne; en type filmkomponist, der er næsten sikker på en nominering, hvis han har været ind over en film med bare perifer Oscarrelevans. Og det må man sige, at ’Little Women’ er (selvom jeg ikke synes, der er tale om et af hans mere mindeværdige scores). John Williams? Nå ja, hvorfor ikke? Det kan jo være, han kan nå at indhente Walt Disneys Oscarrekord, inden han dør som 125-årig. Vi får se!
Kan nogen true Thomas Newman? Måske Hildur Gudnadottir (der kan blive den første kvindelige vinder af kategorien!) for ’Joker’. Man vil i den forbindelse kunne slå på, at Gudnadottir slog Newman i kampen om en Golden Globe.
Bedste sang
Sangkategorien er svær at forudsige, da der er mange muligheder at vælge imellem, og det kan være svært at gennemskue hvad der en god filmsang (er det noget andet end en god sang sådan i al almindelighed?).
Svulstige ballader med let afkodelige budskaber (og hasbeen-popstjerner bag mikrofonen) har traditionelt en fordel. Derfor skal man aldrig afskrive Diane Warrens årlige bidrag (i år er hun på banen med ’I’m Standing With You’ fra filmen ’Breakthrough’). Warren har tilsyneladende gjort det til sin sene karrieres absolutte hovedmål at vinde en Oscar i denne kategori. På et eller andet tidspunkt kan man ikke afvise, at Akademiet giver sig – om ikke andet så for at undgå flere tvivlsomme empowerment-ballader.
Dette er om noget kategorien, hvor egentlig kvalitet har meget lidt – og signalværdi næsten alt – at sige.
Lad os alligevel foretage et skud i tågen:
1. ’Into the Unknown’ (’Frozen II’)
2. ’I’m Gonna Love Me Again’ (’Rocketman’)
3. ’Stand Up’ (’Harriet’)
4. ’I’m Standing with You’ (’Breakthrough’)
5. ’Glasgow’ (’Wild Rose’)
Alternativer: ’Spirit’ (’The Lion King’), ’A Glass of Soju’ (’Parasite’)
Oscar-nomineringerne offentliggøres mandag den 13. januar.