Jojo Rabbits forgængere: De bedste Hitler-parodier fra filmhistorien

Jojo Rabbits forgængere: De bedste Hitler-parodier fra filmhistorien
Charlie Chaplin i 'Diktatoren' (1940)
I ’Jojo Rabbit’ giver Taika Waitit den som en mørkeræd karikatur på Hitler, hvilket naturligvis har vakt kritik blandt folk, der ikke mener, at man bør tage let på nazismens uhyrligheder. Waititi er dog langt fra den første til at køre Der Führer satirisk i sænk.

Den hjertevarme og seksgange Oscar-nominerede ’Jojo Rabbit’ handler om den 10-årige nazistdreng Jojo (Roman Griffin Davis), der bare gerne vil passe ind på Hitler Jugends sommerlejr.

Hans usynlige bedste ven og mentor er heldigvis altid ved hans side til at give gode råd om, hvordan man klarer de sociale udfordringer. For som Der Führer ved han om nogen, hvordan man gør sig populær i Det Tredje Rige.

Spillet af den jødiske instruktør Taika Waititi selv er Hitler i ’Jojo Rabbit’ en usikker og skamfuld skikkelse, hvis antisemitiske smædekampagner hurtigt sættes på prøve, da Jojo rent faktisk står ansigt til ansigt med fjenden i form af den intelligente jødiske pige Elsa (Thomasin McKenzie).

Waititis karikatur af en forskræmt Hitler afmystificerer elegant en af det 20. århundredes mest forfærdelige mænd, ved at vise hvordan indbildt frygt er drivkraften bag Hitlers ekstreme handlinger.

Men har vi overhovedet behov for en komisk film om en mørkeræd Hitler, og er det egentlig i orden at fremstille en massemorder som et barns velmenende usynlige ven?

Uanset svaret er Waititi langt fra den første, der med et satirisk snit på Der Führer forsøger at kaste lys over fortiden og samtiden

 

’Diktatoren’ (1940)

Den bedst kendte Hitler-parodi forekommer i Charlie Chaplins ’Diktatoren’, som Waititis portræt tematisk har en del fællestræk med.

Chaplin skrev sin version af Hitler før USA’s deltagelse i Anden Verdenskrig: en dobbeltgængerfortælling om en ombyttet jødisk barber med et uheldigt karakteristisk overskæg. Chaplin viser med ’Diktatoren’, hvordan magt kan korrumpere selv den bedste, men fremstiller også, hvordan helt almindelige mennesker kan gøre en forskel og med næstekærlighed rette op på selv de værste regimers fejl.

’Diktatoren’, som Chaplin både skrev, instruerede og producerede, var en kæmpe succes og blev komikerens mest populære film. Dog indrømmede han i sin selvbiografi fra 1964, at han aldrig villet havde været i stand til at lave filmen, hvis han dengang havde været klar over omfanget af nazisternes udryddelser.

 

’Forår for Hitler’ (1967)

Filminstruktør og skuespiller Mel Brooks er kendt for at sige, at intet er helligt. Hvis noget findes, kan man også gøre grin med det. Hans omdiskuterede portræt af en breakdansende Hitler, omgivet af glimmerklædte danserinder og halvnøgne mænd iført tophat, er et godt eksempel.

Brooks fik enorm kritik for sit satiriske musicalnummer ’To Be or Not To Be’ fra filmen af samme navn, men svarede klogeligt tilbage i et radiointerview: »Hvis du regner med at kunne vinde over Hitler i en verbal krig, så tager du fejl. Han var en fantastisk taler, men hvis du kan få folk til at grine af hans ord, kan du vinde over ham«.

Hitler-rappen var dog langt fra hans første møde med manden med overskægget. I 1967 udkom Brooks’ Oscar-vindende film ’The Producers’, hvori en lusket teaterproducent og hans partner forsøger at stable Broadways største flop på benene for at inkassere forsikringspengene. Selvfølgelig går intet som planlagt, og snart er den fiktive opsætning af den planlagte dødsejler-musical ’Forår for Hitler’ en kæmpe succes.

 

’Look Who’s Back’ (2015)

David Wnendt stod i 2015 for årets tyske Oscar-kandidat med en sorthumoristisk og delvist improviseret fortælling om en misplaceret Hitler, der under mystiske omstændigheder er endt i det 21. århundrede.

I bedste Sacha Baron Cohen-stil går den forvirrede Hitler (Timur Vermes fra Netflix’ ‘Dark’) rundt i Berlin og forstyrrer helt almindelige mennesker, der alle er overbevist om, at in-character-gestaltningen af Hitler er del af en standup-gig.

Den forvirrede Hitler ender faktisk med at blive ansat som komiker på en pub for senere at få sit eget tv-show. Fra sin scene kommenterer Hitler alt fra muslimske vaner til plastikoperationer og giver dermed det tyske publikum mulighed for at se deres fortid direkte i øjnene.

Filmen fik en blandet modtagelse i hjemlandet, men inspirerede et lignende italiensk remake, der fremstiller Benito Mussolinis kaotiske møde med år 2018 i Luca Minieros ’I’m Back’.

 

‘Der Untergang’ (2004) møder Youtube

Modsat de øvrige film på listen forsøgte ’Der Untergang’ ikke at latterliggøre Hitler. Tværtimod gav den ham et menneskeligt ansigt.

Oliver Hirschbiegels film følger Hitlers sidste dage i en forskanset bunker, omgivet af trofaste ansatte, hvis panik og klaustrofobi tager til, idet undergangen af Det Tredje Rige er nær. Baseret på blandt andet Hitlers sekretærs beretninger blev den blevet rost for sit præcise billede af bunkerens kaos og Hitlers (Bruno Ganz) tiltagende hysteri.

’Der Untergang’ var i 2004 den første tyske film, der portrætterede Hitler i et historisk troværdigt perspektiv, hvilket vakte ivrig diskussion i hjemlandet op til premieren.

Filmen blev en verdensomspændende succes, men som en naturlov lyder: Intet vil forblive alvorligt, så længe der er internetforbindelse inden for rækkevidde. Og ikke længe gik der, før Youtube havde forvandlet Ganz’s måske mest mindeværdige præstation til et omvandrende meme.

Gennem frit fortolkende undertekster kan man under Youtube-fænomenet ’Hilter finds out about…’ se Ganz flippe ud over alt fra Usain Bolts nye verdensrekord i 100 meterløb til ’Game of Thrones’ Red Wedding og Rebecca Blacks ’Friday’. Det er svært ikke at trække på smilebåndet over absurditeten og kreativiteten, der igen understreger, at man selvfølgelig gerne må gøre grin med Hitler.

Ovenover kan du se Hitlers reaktion på hans afviste ansøgning til Hogwarts.

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold