Kampen mellem rig og fattig har aldrig været så underholdende (på film)

Kampen mellem rig og fattig har aldrig været så underholdende (på film)
Daniel Craig og Ana De Armas i 'Knives Out'.
Hvad har ’Parasite’, ’Knives Out’, ’Us’, ’Joker’ og ’Sorry to Bother You’ til fælles? De bruger kulørte genrer og viltre fortælleformer til at prikke hul på et tema, der ellers typisk har været forbeholdt nøgtern socialrealisme: Verdens ulighed. Det giver håb for, at de brede film igen kan få en betydning ud over som rendyrket virkelighedsflugt.
Kampen mellem rig og fattig har aldrig været så underholdende (på film)
Jacob Ludvigsen

Filmredaktør på Soundvenue

Trøstesløse boligblokke, nedslidte køkkenvaske, grå bodegaer, duknakkede liv.

Det er nok nogenlunde, hvad mange forbinder med filmskildringer af samfundets ulighed og uretfærdighed, af underklassens trange kår, af de fattiges menneskelighed trods medfødt modgang. De mesterlige briter Ken Loach og Mike Leigh har med jordbunden socialrealisme i 40-50 år inkarneret klassebevidstheden på det store lærred – og på deres skuldre har instruktører som Dardenne-brødrene og Andrea Arnold skåret samfundsbevidste fortællinger af nøgtern naturalisme.

Vi har fået en lang række mesterværker retur, men det har også haft en pris: For nogle er beskrivelsen »samfundskritisk« en advarsel mere end en anbefaling, når fredagsfilmen skal vælges. Deprimerende virkelighed er der nok af i… virkeligheden.

Men klassekampen er lige så real, som den var, da Loach og Leigh søsatte karrieren for et halvt århundredes tid siden. Global ulighed er et af tidens mest presserende temaer.

At krisetider ofte resulterer i biografer oversvømmet af rendyrket eskapisme, er en sandhed, Marvels succesrige stormridt har understreget det seneste årti.

Men på det seneste er pilen også begyndt at pege i en anden retning. De oprørende forskelle mellem rig og fattig over hele verden er begyndt at finde vej tilbage ind i de bredt appellerende film. Og det interessante er, at det nu ikke sker i form af dokumentariske slice of life-fortællinger, men gennem vilde og viltre genrefortolkninger, der kun kan få en til at konkludere, at klassekampen aldrig har været så underholdende som lige nu. På film altså.

Den aktuelle kronhjort er naturligvis Bong Joon-hos Guldpalmevinder og seksdobbelt Oscar-nominerede ’Parasite’, der legesygt og energisk udbasunerer sin fortælling om en underklassefamilies bedrageriske indtog i en rig families inderste gemakker. De fattige bor i en stinkende kælderlejlighed i bunden af byen, mens rigmandsfamiliens arkitektbyggede hus troner på toppen af Seouls bakker. Og uanset hvor meget de underbemidlede prøver at snylte på de privilegeredes liv, efterlades man ganske forsikret: Den sociale opstigning er en utopi designet til at sikre, at bundskraberne ikke gør oprør.

’Parasite’ er besk og bastant samtidskritik, i sin essens på sin vis af den gamle 70’er-skole, men også uhyre tidssvarende med den sprælske og evigt medrivende genreblanding af thriller, komedie og horror. Og så forholder den sig i øvrigt ironisk til sit eget budskab: Flere gange bliver det bemærket, hvor metaforisk det hele er!

Den fattige familie samlet i kælderlejligheden i ‘Parasite’. (Foto: 2019 CJ ENM Corporation, Barunson E&A)

Det allegoriske gennemsyrer også Jordan Peeles horrorfilm ’Us’, der kan læses på mange måder – men bestemt også som en klassekritik. Mod slutningen af filmen åbenbares det, at de dobbeltgængere, der har hjemsøgt vores sorte middelklassefamilie, kommer fra et skjult samfund af fejlslagne kloner under jorden: The Tethered.

Også her sender den direkte modstilling af upstairs og downstairs tankerne hen mod en virkelighed, hvor vi i vesten eksempelvis lever godt af produkter fremstillet billigt i den tredje verden. Horrorfilmen har mindst siden Romeros ’The Night of the Living Dead’ fra 1968 båret en underliggende kapitalismekritik, men som det også var tilfældet med ’Get Out’, er den sociale satire endnu mere fremherskende hos Jordan Peele. Gyset er et velkomponeret hylster for spiddende stik til den aktuelle verdensorden.

Genrelegen finder vi også i Rian Johnsons veloplagte ’Knives Out’, der på overfladen er en klassisk whodunit efter Agatha Christie-modellen, men også bruger en velkendt formular som en trojansk hest til en historie om overklassens entitlement. Da patriarken i familien Drysdale dør, sværmer hans børn som gribbe om arven, og uden at skulle afsløre for meget kan man roligt sige, at det ikke huer dem, da hushjælpen Marta pludselig kommer til at spille en central rolle i efterspillet. Alle som én har ellers fremhævet, at Marta er »en del af familien« – altså indtil det virkelig gælder.

Forskellen mellem rig og fattig – mellem den almindelige mand og de guldbelagte uigennemsigtige foretagender, der styrer verden – lyser også ud af det forgangne års mest omdiskuterede film, ’Joker’. Uanset hvad man i øvrigt måtte mene om Todd Phillips’ Scorsese-riffende film, forsøger den i modsætning til de fleste andre blockbusters i det mindste at placere sig i forhold til samtiden med billederne af ulmende vrede og oprør i gaderne. Det er naturligvis ikke tilfældigt, at når Arthur Fleck eksploderer for første gang, er det en trio uvorne Wall Street-røvhuller, det går ud over.

Lakeith Stanfield i ‘Sorry to Bother You’.

Allermest udknaldet fremstilles uligheden i Boots Rileys ’Sorry to Bother You’, der rører komedie og sci-fi sammen i en historie, der til at begynde med sagtens kunne være et afroamerikansk modsvar til Loach & Leighs britiske køkkenvaskrealisme. Lakeith Stanfields Cassius Greens har svært ved at finde fodfæste, indtil han gennem lidt småsvindel med eksamensbeviserne (apropos ’Parasite’) lander et job som telefonsælger, hvor han brager fuldstændigt igennem, da han får et tip om, at han bare skal bruge sin »hvide stemme«, når han taler med kunderne.

Det kickstarter en film, der bliver mere og mere herligt bizar, men som i sin kerne stadig først og fremmest er en brillant kritik af samfundets hierarkier. For som Cassius bliver en telefonsælgernes Kobe Bryant, glemmer han også solidariteten med sine gamle kolleger på gulvet – og deres kamp for en fagforening med Steve Yeun i spidsen – og boltrer sig i alle de privilegier, der pludselig bliver ham til del. Som i ’Parasite’ er det også her det bunduretfærdige system, der er skurken, og ikke så meget de konkrete mennesker, der sidder på flæsket.

Så kan det godt være, at superheltefilmene dominerer, men tænk at populærfilmkunsten bare inden for det seneste års tid har sat indignerede billeder på den globale ulighed via horror, thriller, komedie og sci-fi. At de har gjort noget, der kan lugte af pligtstof i gymnasiet, til forrygende underholdning båret af uregerligt friske ideer. Det er vel netop noget af det, film skal kunne: Omsætte store temaer til konkrete historier, der sætter sig i kroppen og hovedet på en anden måde end en artikel i Information. 

Den strømning kan man da kun blive glad i knolden af. Indtil man igen bliver vred over den skæbnesvangre skævvridning, filmene lægger til skue.

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold