Lørdag nat dansk tid vandt Sam Mendes prisen som bedste instruktør ved Directors’ Guild Awards (DGA), filminstruktørernes branchesammenslutning, for ’1917’. Nu har alle de tre store brancheforbund – udover DGA er det SAG (skuespillerne) og PGA (producerne) – nu uddelt deres priser.
Forude venter BAFTA-uddelingen 2. februar og WGA, manuskriptforfatternes forbund, der uddeler sine priser 1. februar. På grund af WGA’s strikse regler – man nominerer kun forfattere, der er medlemmer af forbundet – kan forbundet ikke altid bruges som en troværdig indikator i forhold til bedste film-kategorien i Oscar-sammenhæng. ’Once Upon A Time in Hollywood’ er den eneste af årets favoritter, der ikke er valgbar i WGA-regi, men alene på den baggrund skal man være forsigtig med at drage forhastede konklusioner.
I et år, hvor de fire skuespillerkategorier synes afgjort på forhånd – alle fire favoritter (Zellweger, Phoenix, Dern og Pitt) har vundet alle vigtige priser på forhånd: Golden Globes, Critics’ Choice Award og SAG – vil det være kærkomment, hvis der i det mindste er en smule spænding om udkommet i aftenens hovedkategori.
Så lad os se nærmere på dén!
Den afgørende regelændring
I 2009 ændrede Oscar-akademiet reglerne, så man gik over til et udvidet bedste film-felt med alt fra fem til ti nominerede og et nyt stemmesystem, det såkaldt præferentielle stemmesystem, hvor man rangerer alle de nominerede film frem for at afgive én stemme på sin favoritfilm.
Siden synes en ny tendens at have manifesteret sig, nemlig at vinderen for bedste film ikke vinder særlig mange priser ud over hovedprisen, og at der samtidig sjældent er tale om, at den film, der modtog flest nomineringer, vinder hovedprisen.
De store, imponerende udstyrsstykker synes i stigende grad at komme til kort over for de mere realitetsnære og skuespillerbårne (foruden kritikerroste) film. Det er sikkert ikke nogen helt uholdbar påstand, at spektakulære filmoplevelser (på godt og ondt) som ’The Revenant’ og ’La La Land’ formentlig havde vundet Oscaren for bedste film under det stemmesystem, Akademiet benyttede sig af før 2009.
Det nye stemmesystem (som også PGA anvender) synes desuden at favorisere konsensusfilm frem for passionsfilm, som folk enten elsker eller hader. Det er ikke længere nok at score mange førstepladser på medlemmernes stemmesedler, man skal også undgå dårlige placeringer på de sedler, hvor man ikke er placeret som nummer 1. Antallet af anden-, tredje- og fjerdepladser kan vise sig afgørende, efterhånden som stemmerne redistribueres i takt med, at filmene med færrest førstepladser sorteres fra.
Vi kan anskueliggøre den ’nye’ dynamik med følgende tabel, der medtager Oscar-vinderne, siden regelændringen blev indført:
Bemærk, at det kun var i 2010 og 2017, at filmen med flest nomineringer løb med bedste film-trofæet (derudover delte ’Birdman’ nomineringstopscorerværdigheden med ’The Grand Budapest Hotel’ i 2014), og kun i 2009 og 2017 var det bedste film-vinderfilmen, der samtidig vandt det største antal Oscars (i 2010 og 2014 delte ’The King’s Speech’ og ’Birdman’ desuden førstepladsen for antal vundne Oscars med henholdsvis ’Inception’ og ’The Grand Budapest Hotel’).
Oversat til i år betyder det, at ’Joker’, der topper med 11 nomineringer, ikke skal føle sig for skråsikker på Oscarsucces alene baseret på antallet af nomineringer. Nylige vinderfilm som ’Spotlight’, ’Moonlight’ og ’Green Book’ formåede for eksempel at slå nomineringstunge konkurrenter som ’The Revenant’, ’La La Land’ og ’Roma’.
Årets favoritter er sårbare
Det vil være naturligt – og i tråd med Oscarhistorikken – at gå ud fra, at én af de tre vinderfilm fra de tre store guilds vil vinde Oscaren for bedste film. Som skemaet nedenfor viser, er det kun sket to gange siden 1995 (det første år, der blev afholdt SAG Awards), at Oscaren for bedste film er gået til en film, der ikke vandt mindst én af de tre tunge branchepriser forlods:
Begge årets to guild-vindere – ’1917’ og ’Parasite’ – er dog på forskellig vis handicappede i forhold til historikken:
’1917’ opnåede ikke så meget som én eneste nominering til SAG Awards. Vi skal tilbage til ’Braveheart’ i 1995 for at finde det seneste (og eneste) eksempel på, at en ikke-SAG-nomineret film har vundet bedste film-Oscaren. Det er svære odds at overvinde.
Når man dertil medtænker, at ’1917’ heller ikke opnåede en af nøglenomineringerne, for bedste klipning, så skal Første Verdenskrigsfilmen bryde nyt land: Den vil, hvis den vinder, blive den første bedste film-vinder i Oscarhistorien uden hverken nomineringer for skuespil eller klipning.
’Parasite’ vandt SAG’s hovedpris for bedste ensemble, men opnåede ingen individuelle nomineringer, hvilket filmen heller ikke gjorde, da nomineringerne til Oscar blev offentliggjort 13. januar. Filmen er altså – ligesom hovedkonkurrenten ’1917’ – hæmmet af ikke at have modtaget en eneste nominering fra Akademiets klart største gruppering, skuespillerne. Til gengæld er den nomineret for klipning.
Det er ikke i sig selv usædvanligt, at den samme film ikke vinder alle de tre store branchepriser (PGA, DGA, SAG). Det er sket fem gange, at tre forskellige film har vundet de tre priser.
I år står vi med den situation, at to film har vundet: ’1917’ DGA og PGA, ’Parasite’ SAG. Tabellen nedenfor fremhæver de syv gange, præcis den kombination har udgjort optakten til den store aften, og viser, hvem der i sidste ende trak det længste strå i Oscarsammenhæng:
I de syv tilfælde, hvor vi har stået i en situation, der spejler årets sæson, har seks ud af syv årgange altså resulteret i, at en af de to guild-vindere vandt Oscaren for bedste film. DGA+PGA-vinderen vandt fire af gangene, mens SAG-vinderen har vundet to gange. Det mest interessante ved den historik er måske i virkeligheden ikke så meget, at ’1917’ står med de bedste kort, men måske snarere, at der er præcedens for, at ’Parasite’ – eller en helt tredje film, jævnfør ’Moonlight’-sejren i 2016 – kan vinde.
Man bør dog også bemærke, at tre ud af fire gange siden 2009 (hvor Akademiet gik over til det præferentielle stemmesystem) har PGA/DGA-vinderen trukket det længste strå. SAG-prisen har altså ikke i den periode kunnet veksles med en Oscar for bedste film, når den er oppe imod en PGA+DGA-vinder.
Den nyere historik favoriserer med andre ord ’1917’.
De fire ’magiske’ kategorier
Jeg har tidligere advokeret kraftigt for, at det netop ikke er antallet af nomineringer i sig selv, men snarere antallet af særligt vigtige nomineringer – nemlig for skuespil, manuskript, instruktør og klipning – der er udslagsgivende i forhold til at forudsige bedste film-kategoriens vinder.
Inden vi inddrager årets bedste film-felt, vil jeg gerne understrege vigtigheden af at opnå de vitale nomineringer for skuespil, manuskript, instruktør og klipning ved at pege på et par af de årgange, hvor vi fik en ifølge gængs holdning overraskende vinder.
Følger man min fremgangsmåde med at fokusere strengt på de fire priser frem for det samlede nomineringsfelt, kan man konstatere, at der faktisk ikke var belæg for at udpege henholdsvis ’Three Billboards Outside Ebbing, Missouri’, ’La La Land’ og ’The Revenant’ som klare favoritter i 2017, 2016 og 2015:
2017
Som man kan se, var ’The Shape of Water’ den eneste af de fem formodede favoritter nomineret i alle de store kategorier.
2016
De fleste (inklusive mig selv) havde udpeget ’La La Land’ til kæmpefavorit på forhånd (ikke mindst takket være filmens sejr ved PGA og DGA), men skemaet her viser, at ’La La Land’ reelt lå helt lige med den senere vinder ’Moonlight’.
2015
Den faktiske bedste film-vinder ’Spotlight’ var i 2015 bedst dækket ind med alle de vigtige nomineringer (sammen med ’The Big Short’, der dog modtog én skuespillernominering mindre). på trods af at ’The Revenant’ opnåede flere nomineringer end de to film tilsammen (12 mod 6+5).
Problemet med min teori om vigtigheden af de fire udvalgte kategorier er 2018-kapløbet, der den dag i dag kan give mig grå hår i hovedet:
2018
Som skemaet viser, opnåede ’The Favourite’, ’BlacKkKlansman’ og ’Vice’ nomineringer i alle fire vitale kategorier, men som alle ved, stod kampen om sejren sidste år reelt mellem PGA-vinderen ’Green Book’ og DGA-vinderen ’Roma’, hvor ’Green Book’ i sidste ende sejrede. Med andre ord: Ingen Oscar-teori er skudsikker.
Med det forbehold in mente så lad os kigge på årets felt:
2019
Umiddelbart fortæller skemaet os, at ’Joker’ og ’The Irishman’ er favoritter, men de to film har ikke rigtigt vundet nogen af de vigtige branchepriser som optakt til showet (hvis vi altså fraregner Joaquin Phoenix’ personlige hædersbevisninger).
Fra næstøverste hylde kan vi plukke ’Parasite’, ’Jojo Rabbit’ og ’Once Upon A Time in Hollywood’, der alle har tre af de fire vigtige nomineringer i hus.
Først herefter – i tredje række – finder vi ’1917’ (foruden ’Marriage Story’ og ’Little Women’).
’Green Book’ stillede sidste år min foretrukne ’metode’ i et tvivlsomt lys, men den havde trods alt tre nomineringer af de fire. Lad mig derfor understrege: Hvis ’1917’ vinder for bedste film, vil den være den første vinder i Oscar-historien, der går hele vejen uden nomineringer for hverken klipning eller skuespil.
Så selvom filmen har vundet både PGA og DGA, er den sårbar. Af samme grund vil jeg heller ikke på forhånd skråsikkert erklære den for storfavorit, men blot konstatere, at den naturligt må regnes som frontrunner, alene af den grund at den har sikret sig en ufravigeligt stærk kombination i form af PGA og DGA. I tilgift kan vi så lægge dens umanerligt stærke box office-resultater ved de amerikanske billetluger, noget, der om ikke er afgørende i sig selv, så er med til at projicere succes og dermed en vinderfornemmelse.
Hvis vi tænker de tre store guilds med i skemaet fra før, ser billedet sådan her ud:
2019
Hvis vi tager de tre guilds med, står ’Joker’ lige pludselig markant svagere, men ’The Irishman’ fylder stadig hele paletten ud! ’Parasite’, ’Once Upon A Time in Hollywood’ og ’Jojo Rabbit’ kan krydse tre ud af tre guildnomineringer af – og styrker dermed også deres position. ’1917’ halter fortsat efter (men har altså vundet begge de to store forbundspriser, den opnåede nomineringer til).
Så hvad taler tungest: At ’1917’ har vundet de store priser, den har været nomineret til? At ’Parasite’ som den første fremmedsprogede film nogensinde formåede at vinde SAG (og at den i tilgift vandt filmklippernes forbund ACE’s Eddie-pris for årets bedste klipning – drama)?
Eller skal vi tro på, at støtten til ’The Irishman’ er så bredt funderet i Akademiet, at den – når først alle branchegrupperinger bliver hørt på én og samme gang – kan opnå en form for konsensusrelateret førsteplads, altså at den samler flest stemmer, når stemmetotalen spredes ud over cirka 9000 medlemmer, der repræsenterer alle specialforbund på én gang?
Alt er muligt. Eller er det?
Er freak years den nye normal?
Hvorfor virker det på en eller anden måde ’forkert’ at udpege ’The Irishman’ som favorit, når skemaerne taler deres tydelige sprog?
Af flere grunde: ’The Irishman’ har konsekvent gjort sig synlig i indeværende Awards Season i kraft af de mange nomineringer, den har opnået, men den har ikke vundet noget som helst. Henover weekenden tabte filmen ved DGA, tidligere tabte den ved både PGA og SAG. Den tabte yderligere overraskende til ’Parasite’ ved prisuddelingen hos ACE, filmklippernes forbund.
Derudover tilsiger al Oscar-historik, at vinderen af især DGA og PGA (sidstnævnte særligt siden regelændringen i 2009, der ensrettede Akademiets og PGA’s stemmesystemer) har overmåde gode muligheder for at vinde for bedste film. Det vil derfor være halsløs gerning at afskrive ’1917’ alene på baggrund af, at flere andre film har opnået flere af de vitale Oscar-nomineringer.
Først som sidst er det tydeligt, at der er tale om lidt af et freak year igen i år. Jeg har aldrig i min tid som Oscar-iagttager været vidne til en årgang som 2018, hvor kortene lå så spredt og hvor kombinationsmulighederne syntes så righoldige. 2019 spejler på sin vis situationen fra sidste år, så måske er det bare den nye normal? Og måske afspejler det et større og mere mangfoldigt Akademi, hvor mange interesser kæmper om pladsen?
Der er således gode argumenter imod samtlige film i årets felt, men der er så omvendt også ting, der taler for mange af dem. Det synes for eksempel ikke utænkeligt, at de kritikernedsablede ’Joker’ eller ’Jojo Rabbit’ kan gå hele vejen med tanke på, at begge film sådan set er nomineret i næsten alle vitale kategorier.
Taktisk stemmeafgivning
Nu er det i sagens natur umuligt at få næsten 9000 mennesker til at stemme ud fra det samme kriterium, for eksempel i et forsøg på at sikre, at så mange af filmene som muligt kan tage hjem fra Oscar-festen med i det mindste en flig af hæder, men omvendt er det heller ikke helt uden fortilfælde, at en uforudsigelig og tæt årgang resulterer i stor spredning af priserne.
Kunne man forestille sig, at en hel del af akademimedlemmerne kunne finde på at stemme taktisk i et forsøg på at komme alle favoritterne til gode? Eller kan man tænke sig, at den større diversitet i medlemsskaren i sig selv sandsynliggør en mere varieret vinderliste?
Kan det forhold, at Sam Mendes synes sandsynlig som vinder af bedste instruktør måske få tilpas mange til at undlade at stemme på ’1917’ i bedste film-kategorien? Vil det ikke opleves som en kende eksorbitant at pege på den samme film i begge hovedkategorierne, når nu de såkaldte split years (at instruktør og film går til forskellige film) er blevet reglen snarere end undtagelsen (det er sket fem gange de sidste syv år)?
Det er vigtigt nok en gang at påpege, at kategorierne for film og instruktør nu om stunder bliver afgjort efter forskellige optællingskriterier jævnfør regelændringen i 2009. Det kan tænkes at spille ind på den måde, medlemmerne af Akademiet tilgår deres stemmer på, altså at flere nu aktivt spekulerer i at stemme på forskellige film i de store kategorier – måske endda for at undgå sweeps (at én film løber med det hele – a la ’The Return of the King’ og ’Titanic’, i det der efterhånden begynder at ligne en fjern, monokulturel fortid).
Vinder Mendes for sin instruktion af ’1917’, kan spread the wealth-princippet, hvor man ønsker, at der falder krummer af til alle favoritfilmene, altså måske skade filmens chancer i bedste film-kategorien.
Men, for der er stort MEN: Mange medlemmer vil stemme på ’Parasite’ som vinder af kategorien bedste internationale film og dermed måske føle et incitament til at undlade at stemme på den koreanske sensation som bedste film overordnet.
Hvis tilpas mange medlemmer spiller taktisk med deres stemme, står ’Parasite’ med en udfordring i forhold til at overbevise Akademiet om, at den fortjener en anerkendelse både som bedste film og som bedste internationale film.
Man kan sige, at filmen – a la ’Roma’ sidste år – står i vejen for sig selv.
Spread the wealth!
’Slumdog Millionaire’ leverede i 2008 et sweep med otte Oscarstatuetter. Siden regelændringen i 2009 har vi ikke set en film vinde mere end seks Oscars. Vi kan således godt forberede os på, at de tider, hvor den samme film løber med det hele, er ovre. Når ’La La Land’ – trods rekordtangerende 14 nomineringer og tårnhøj forhåndsfavoritstatus – måtte nøjes med seks priser i 2016, er det svært at se andre film gøre det bedre fremover.
Hvis vi derfor forestiller os, at Akademiet tænker strategisk ud fra ønsket om at fordele goderne bredt i en tæt årgang – eller bare agerer mere varieret jævnfør den ændrede demografiske profil – kunne resultatet falde sådan her ud:
’Parasite’ vinder for bedste film, bedste klipning og bedste internationale film. ’1917’ må nøjes med priserne for bedste instruktør, bedste fotografering og bedste production design. ’Once Upon A Time in Hollywood’ vinder for bedste mandlige birolle og bedste originalmanuskript. ’Marriage Story’ vinder for bedste kvindelige birolle. ’Joker’ snupper bedste mandlige hovedrolle og – måske – bedste score (hvis ikke går den pris helt sikkert også til ’1917’). ’Little Women’ vinder for bedste kostumedesign. ’Jojo Rabbit’ vinder for bedste adapterede manuskript. ’The Irishman’ vinder for bedste visuelle effekter (som en anerkendelse af filmens banebrydende deaging-teknologi). Og endelig: ’Ford v Ferrari’ vinder én eller begge lydkategorier (og måske endda bedste klipning).
Voila! På den måde har alle bedste film-kandidater vundet noget.
På den vis afspejler Oscar det mere mangfoldiggjorte Akademi, man har tilstræbt med en lind strøm af nye medlemmer i årene, siden #OscarsSoWhite satte en markant dagsorden. Man afspejler endvidere det samfund og den verden, vi lever i – med tiltagende polarisering og markante meningsforskelle inden for rammerne af de (midtlivskriseramte) vestlige demokratier. Man kan måske ligefrem sige, at konsensus er afgået ved døden – også i Oscar-regi.
Hvor vi måske er mange, der bekymrer os over denne nye normal i den politiske virkelighed, skal vi næppe ærgre os alt for meget over tingenes tilstand i Oscar-land.
Kampen om Oscar er et spil (med høje indsatser, men dog et spil!), og i et spil er splittelse og konflikt af vital betydning for, at vi gider investere tid og energi i det.
Mine aktuelle vinderbud i topkategorierne
Bedste film: 1917
Bedste instruktør: Sam Mendes/1917
Bedste mandlige hovedrolle: Joaquin Phoenix/Joker
Bedste kvindelige hovedrolle: Renee Zellweger/Judy
Bedste mandlige birolle: Brad Pitt/Once Upon A Time in Hollywood
Bedste kvindelige birolle: Laura Dern/Marriage Story
Bedste originalmanuskript: Once Upon A Time in Hollywood
Bedste adapterede manuskript: Little Women (i meget tæt kapløb med Jojo Rabbit)
Bedste klipning: Parasite
Bedste fotografering: 1917
Bedste internationale film: Parasite