’Uncut Gems’: Scorseses arvtagere er fundet med Adam Sandler på toppen af sit game
Jeg kan ikke garantere dig for, at du vil elske ’Uncut Gems’.
Der er selvfølgelig aldrig nogen garantier med den slags, men der er i særlig grad ingen garantier med Josh og Benny Safdies nye film, heller ikke selvom man skulle blive antændt af referencepunkter som ’Pusher’, ’Lola rennt’, ’Dog Day Afternoon’, ’Trainspotting’ eller ’Mod muren’.
Safdie-brødrenes antihelte er nemlig ikke så oplagt charmerende eller seje, som vi er vant til fra ’The Sopranos’, ’The Godfather’ eller ’Pulp Fiction’. De er faktisk vanvittigt irriterende. Selv kunne jeg simpelthen ikke holde ud at spendere tid med de hjemløse narkomaner i New York i instruktørernes ’Heaven Knows What’ fra 2014. Filmen udfordrede mig effektivt på min tolerance og medmenneskelighed, men deres konstante svigefulde kævleri gik mig på nerverne.
Det er bare for at sige, at alle må trække deres egen Safdie-grænse. Som jeg havde det med ’Heaven Knows What’, havde andre det helt sikkert med Robert Pattinsons smådumme bankrøver i brødrenes seneste film, ’Good Time’, hvor jeg personligt synes, at empatien og sørgmodigheden trængte forsonende igennem. Og som skeptikerne havde det med ’Good Time’, vil andre have det med Adam Sandlers juveler og »crazy ass jew« Howard Ratner i den omsider danmarksaktuelle ’Uncut Gems’. Utro, opportunistisk, hyperaktiv og konstant på jagt efter næste gevinst: Howie er typen, der på et eller andet tidspunkt tager den chance, der kommer til at koste ham alt.
Howie kender alt og alle i New Yorks diamantdistrikt, hvorfra han driver sin forretning i et topsikret boutique-lokale. Men faktisk starter filmen i Etiopien med kaotiske billeder af en minearbejders åbne benbrud og af en smuk opal gravet ud af granitten. Som var det en Gasper Noé-film, tager kameraet os helt ind i stenen, som langsomt bliver til et menneskes indre organer, og det menneske viser sig at være Howie på operationsbordet i New York. Han og smykkestenen er uløseligt forbundet, den er den McGuffin, der sætter hans i forvejen pressede tilværelse afgørende ud af kurs.
Howie skylder alle penge, fra lurvede bookmakers til den italienske mafia, og da han nådigt udlåner ædelstenen til basketballspilleren Kevin Garrett (den virkelige basketstjerne som sig selv), sætter det en lavine i gang, der styrer efter Howie som et varmesøgende missil: Gennem charmeserverede løfter, jubeloptimistiske sportsvæddemål og hvide løgne forsøger han at holde sig inde i spillet. Og for at det ikke skal være nok, er hans kone mere end ivrig efter at fremskynde deres skilsmisse, mens elskerinden flirter med The Weeknd (Abel Tesfaye medvirker selv i en lidt distraherende birolle). Slå »presset mand« op i ordbogen, og du vil se et billede af Adam Sandler med paryk og falske tænder.
For ja, det er den så ofte udskældte Sandler, der leverer en sand tour de force i rollen. Det er ham, der tilføjer den lillebitte flig af elskelighed, som gør, at man til sidst bliver overrasket over, at man faktisk under ham det bedste på trods af hans perlerække af tumpede beslutninger. Det er let at lade sig forarge over komikerens veritable tarmskylning af bæ-film, men jeg har fundet den mest effektive medicin: Spring dem over og glæd dig i stedet over hans mindeværdige præstationer i ’Punch-Drunk Love’, ’Funny People’, ’The Meyerowitz Stories’ og nu altså ’Uncut Gems’.
Safdie-brødrene har bejlet til Sandler med projektet i årevis, men først efter ’Good Time’ havde de en status, hvor stjernen tog dem seriøst. Sammen infiltrerede trioen under forberedelserne New Yorks autentiske diamantdistrikt, hvor Safdie-brødrenes egen far arbejdede i en periode, da de var børn.
Præcisionen i miljøbeskrivelsen lyser da også ud af lærredet. Filmen er produceret af Martin Scorsese, og det står sjovt nok klart efter ’Uncut Gems’, at Josh og Benny Safdie er legendens tydeligste arvtagere: Som Scorsese i sine unge dage er de udprægede newyorkerinstruktører, hvis film sitrer af manisk energi, maskulin desperation, en indfødt forståelse for gaden og nattens skygger og en gennemført brug af musik, her med Daniel Lopatin aka Oneohtrix Point Nevers psykedeliske synth-score. Særligt spændende er det, at vi ikke befinder os i den typiske kriminelle underverden eller den hårdkogte ghetto, men i en dragende smeltedigel af rigmænd, gangstere, gamblere, falsknere og nyrige celebs i et allemandsland mellem lovlydig og lyssky forretning.
Som i ’Good Times’ finder man også denne gang de øjeblikke af poesi og ro, der giver lejlighed til at trække vejret, men ellers er tempoet så højt, at ’Goodfellas’ føles som en Tarkovskij-film til sammenligning. Brødrene Safdie har fortalt, at de til at begynde med indleverede et manuskript på 160 sider. Normalt siger man, at én sides manuskript svarer til ét minut på film, men de forestillede sig, at filmen skulle vare 90 minutter. Så meget kan man komprimere en fortælling, når vi følger i hælene på Sandler på fem locations på fem minutter, og der hyppigt er tre mennesker, der taler ind i hovedet på ham på samme til.
’Uncut Gems’ er en film om besættelse. Med udsigten til en vigtig gevinst ligger Howie på gulvet ved siden af sengen og følger basketkampen på sin telefon i stedet for at putte sin søn. Han elsker sin familie, det er ikke det. Der er bare lige den kamp, det væddemål, den handel, den mulighed. Der er bare lige den redelighed, han skal sno sig ud af. Bare lige. Bare lige til løkken pludselig strammer om halsen.
Her er noget at hente for alle alkoholikere, stofmisbrugere, sexaholics, shopaholics, arbejds-, mobil- eller bare filmnarkomaner, der sætter pris på højoktansfortællinger om optimistiske mænd, der handler mod deres eget bedste.
Den nådesløse slutning gjorde udslaget: Jeg elsker i hvert fald ’Uncut Gems’.
Kort sagt:
Josh og Benny Safdie behandler igen maskulin besættelse med frenetisk energi og Adam Sandler på toppen af sit game. ’Uncut Gems’ placerer dem som Martin Scorseses naturlige arvtagere.