SOUNDVENUE STREAMER. »Vi snakker bare om det hele«, siger Claes Bang og slår ud med armene, da han tager plads i Soundvenues podcaststudie. »Jeg har ingen bagkant«.
Den 52-årige skuespiller, der siden verdensgennembruddet i Guldpalme-vinderen ’The Square’ for knap tre år siden har arbejdet som en hest internationalt, er troppet op på redaktionen i Indre København en mandag eftermiddag, lettere mørbanket oven på halvanden måneds non-stop ’Dracula’-promovering og et nyt, dagligt træningsregime, der skal banke ham i form til nordisk nabonærkamp med Alexander ’Tarzan’ Skarsgård i ’The Lighthouse’-instruktøren Robert Eggers kommende film ’The Northman’.
Men engagementet fejler ingenting: Når først Claes Bang har sagt ja til et interview, er han ikke typen, der fedter med outputtet, hvorfor han selvsagt er et særdeles populært bekendtskab (også) i journalistkredse.
Fra de mest hypede instruktører til medier i Mongoliet: Alle vil have en bid af Bang, der sidste år brillerede i ’The Affair’ sæson 5, og hvis saftige Netflix-entré i ’Dracula’ – skabt af duoen bag monsterhittet ’Sherlock’, Mark Gatiss og Steven Moffat, der i sin tid gjorde den relativt ukendte Benedict Cumberbatch til et fænomen – har fået kritikere på tværs af kontinenter til at falde i svime (ditto her på adressen). Og gjort danskeren til et household name for tusindevis, hvis ikke millioner, af seere.
»Jeg kunne godt mærke i tiden op til premieren, at rigtigt mange har en mening om Dracula, og at folk ikke nødvendigvis synes, at man skal pille ved arvesølvet, fordi Bela Lugosi/Christopher Lee/Gary Oldman/Klaus Kinski allerede har givet os den ultimative version. Og på streaming kommer du jo sagomelme ud i mange eksemplarer. Derfor var det også en stor forløsning, at serien fik så god en modtagelse. Der var flere mennesker i England, der så ’Dracula’ i den første uge, den var ude, end det samlede antal, der har set ’The Square’ på verdensplan siden maj 2017«, siger han i den nye udgave af podcasten Soundvenue Streamer.
Hvordan har du mærket streaming-effekten på egen krop?
»Jeg kan godt blive rigtigt ramt, hvis jeg læser noget dårligt om mig selv, så jeg har med vilje ikke dyrket opmærksomheden omkring serien, og jeg har fået mine agenter til kun at sende mig de gode anmeldelser – dem har der så heldigvis også været en del af. Men på de sociale medier har det har været umuligt at ignorere effekten. Pludselig steg mine følgere på Instagram fra 8.000 til over 40.000. Jeg er godt klar over, at det er ingenting i forhold til, hvad fanden Beyoncé har, men de første 8.000 følgere havde det trods alt taget mig 10 år at få!«.
Hvordan fik du oprindeligt rollen som Dracula?
»Jeg var skeptisk, da min agent først fortalte mig om projektet, netop fordi Dracula er set så mange gange før. Der skulle virkelig være en god idé og et helt nyt take på stoffet, før det gav mening for mig. Men da jeg hørte, at det var Mark og Steven, der stod bag, blev jeg interesseret og læste manuskriptet.
Jeg var dog i Italien på filmoptagelser og skulle derefter hjem til København i en uge for at få visum til at arbejde i USA, hvor jeg skulle skyde ’The Affair’ lige efter. Ambassaden fik mit pas,ste mens visumarbejdet stod på, så jeg kunne ikke tage til Dracula-casting i London. Men gudhjælpemig om der så ikke kom fire mand høj fra Dracula-holdet til Danmark for at mødes med mig en onsdag eftermiddag, heriblandt Steven Moffat. Vi snakkede alle mulige ting igennem og testede en masse ideer af omkring karakteren, og atmosfæren var rigtigt god.
Da jeg i sin tid blev castet til ’The Square’, tog det Ruben tre måneder at beslutte sig for, at det skulle være mig – så eftersom ’Dracula’ blev lavet af selveste BBC og Netflix, havde jeg en forestilling om, at det nok nærmest ville tage et år, før jeg hørte nyt. Men om torsdagen ringede min agent og sagde, at jeg nu var den eneste kandidat til rollen. Om lørdagen ringede han igen og sagde, at BBC og Netflix havde godkendt mig. Senere har jeg også kunnet læse mig til i interviews, at Steven og Mark ikke ledte efter andre, da de først havde zoomet ind på mig.
Der er en helt fantastisk energi i at blive valgt på den måde. Det var bare JA TAK med 15 udråbstegn, hvor man andre gange kan være i nogle meget lange processer, hvor man undrer sig over, hvad det egentlig er, der bliver diskuteret om én. Og så er der de situationer, hvor en instruktør synes, man er helt rigtig, men pengemændene ikke mener, at man er et stort nok navn. På min næste film har jeg slet ikke været til casting; der valgte Robert Eggers mig bare«.
Hvad er det så, den her Dracula kan, der adskiller ham fra alle ´de andre´?
»Det er ikke for at forklejne de tidligere Dracula-film, men jeg synes, at den her har sin berettigelse, fordi den kan noget helt andet. Og det, der totalt forandrer historien, er jo, at Van Helsing-karakteren er en kvinde og en nonne, spillet af Dolly Wells. Der opstår en dynamik og en tiltrækning imellem hende og Dracula, der ikke er set før. Samarbejdet med Dolly er muligvis det bedste, jeg nogensinde har haft med nogen skuespiller, og gudskelov er det også en af de ting, serien har fået ros for.
Mark og Steven har formået at gøre Dracula til hovedpersonen i sin egen fortælling, hvor han tidligere var sådan én, der luskede rundt i skyggerne og kun nogle gange fræsede ud og bed folk. Nu bliver jeg måske lidt grov, men i de gamle versioner kunne han godt blive lidt endimensionel. Her ser vi mange flere sider af ham, og han kommer ud og skide. Jeg synes, at det kan nogle fede ting, at han ikke bare suger blod, men også overtager folks skills, så han blandt andet går fra at have en tyk østeuropæisk accent til at tale perfekt engelsk.
Jeg er glad for, at serien også er lykkes med at være uhyggelig, for det var vigtigt for mig. Mark og Steven skriver sindssygt sjovt med virkelig mange vittigheder, og nogle dage måtte jeg spørge dem, om de var sikre på, at der virkelig skulle være fem jokes på en side. Folk skulle jo helst pisse i bukserne af skræk! Men særligt Steven kan godt lide det der med, at man har en karakter, der på den ene side er playful og på den anden kan finde på at springe lige op i hovedet på én. Jeg var enormt glad for at Steven og Mark var på settet hver dag, så man kunne snakke med dem undervejs. Men de er ret strikse med, at vi gør det, der er skrevet«.
Hvordan var det at formidle den vilde transformation, Dracula gennemgår i starten af serien?
»I starten af serien er han ekstremt gammel, og det betød fire timers makeup og proteser. Jeg havde så meget i ansigtet, at det vejede et helt kilo. Derudover fik jeg gammelmandshår på og gammelmandskontaktlinser, der reducerede mit syn med i hvert fald 90 procent. Så på med en slags natkåbe, der vejede det samme, som jeg gør, og en kæmpe kandelaber i hånden, og så værsgo at gå op ad den her trappe og få det til at se let ud! Jeg faldt selvfølgelig.
Senere i samme afsnit bliver Dracula jo så cirka 200 år yngre for dernæst at tage hen til et nonnekloster inden i en ulv, som han bryder ud af. Jeg tror aldrig, jeg har spillet en karakter med så heftig en udviklingsbue. Jeg nåede at tænke, ’fuck, er det nu for sindssygt det her?’. Jeg var der altså ikke den dag, hvor der blev undervist i vildt-dyr-knurrer-teknik på Statens Teaterskole! Men på en eller anden måde måtte jeg jo forsøge at formidle ulven i manden, så jeg kiggede med på monitoren imellem takes for at se, hvad der virkede, og hvad der ikke gjorde. Det er noget, jeg har taget med mig fra ’The Square’, for det giver meget, hvis man kan lægge sin forfængelighed på hylden og ikke bare fokusere på, hvordan ens hår nu sidder i billedet.
Var optagelserne generelt fysisk udfordrende?
»Undervandsscenerne i afsnit to og tre var sygt hårde at lave. Vi filmende på seks meter dybt vand. Jeg skulle bryde ud af den her kiste, Dracula er gået til bunds i, så til optagelserne blev kisten stillet lidt skråt på bunden for, at jeg kunne komme ind i den nedefra. Jeg skulle aflevere min iltmaske til en dykker, inden jeg svømmede ind i kisten, og derinde skulle jeg så vente, til alle luftbobler var helt væk før optagelsen kunne starte.
Der gik i hvert fald 10 sekunder, så sagde de action, og jeg begyndte at hamre løs på låget, der selvfølgelig var lavet, så det gik let i stykker. Og så skulle jeg ud og gå hen ad havbunden. Vi lavede takes, der var op til et minut, hvor jeg ikke fik noget luft, og jeg havde 36 kilo udstyr på, for at jeg ikke skulle flyde op.
Jeg kom nok til at gå ud over mine egne grænser for, hvad godt var dér, for jeg var faktisk rigtigt ked af det bagefter. Jeg kunne mærke, at jeg havde gjort noget, jeg ikke burde have gjort. Alle på settet var virkelig søde, og alt var ordentligt, men jeg skulle nok have ladet min stuntdouble gøre det. Han har lavet noget af det, hvor Dracula går på selve bunden, men det var jo mit ansigt, man skulle se komme op af kisten.
Jeg ved ikke, om der havde været nogen anden måde at gøre det på, men jeg følte mig som ’firmaets mand’; Vi stod i et stort studie, og scenen skulle skydes på én dag for ellers kostede det mange penge. Og så følte jeg pludselig et pres. I fremtiden skal jeg blive bedre til lige at spørge mig selv, om det nu også er en god idé. Hvis man føler, at man har gjort noget, der var en tand for farligt, så har man det ikke så fedt med sig selv bagefter«.
Sagde du det til nogen på settet?
»Ja, vi snakkede om det. Men det gik jo okay, og alle var glade for, at vi havde fået det gjort… «
Er der en eller anden ideologi om, at jo flere vilde stunts man selv laver som skuespiller a Tom Cruise, jo sejere er man…?
»Njah, jeg synes, at der er en respekt for, når man siger, at det synes man ikke er en god idé. Der er ikke nogen, der får noget ud af, at en skuespiller prøver at spille smart og kommer til at fucke noget op, så tingene tager endnu længere tid. I den første film jeg lavede, ’Under overfladen’ (instrueret af Morten Kohlert), tilbage i 1999, blev min karakter på et tidspunkt slæbt efter en båd. Det mente jeg godt selv, jeg kunne klare. Da båden så først fik fart på, kunne jeg overhovedet ikke holde fast. Det var helt sort, men jeg blev ved med at insistere på at prøve igennem en halv nat midt ude på Øresund, også selvom man slet ikke kunne se mit ansigt i klippet. Til sidst kom stuntmanden ind og klarede det i ét take.
I dag er jeg ikke så helte-agtig. Men nogle gange kan man alligevel godt komme til at tro, at man er lidt mere Superman, end man rent faktisk er«.