Der er to former for dobbeltnominering i de fire skuespillerkategorier ved Oscar-prisen: Når to skuespillere fra samme film er nomineret i samme kategori, og/eller når den samme skuespiller er nomineret for både hoverolle og birolle (for to forskellige film).
2019-feltet er specielt, fordi det byder på begge former for dobbeltnominering. Sidste gang vi var vidne til det fænomen, var i 2002, hvor Catherine Zeta-Jones/Queen Latifah var nomineret for bedste kvindelige birolle for ’Chicago’, samme år som Julianne Moore var nomineret både for ’Far From Heaven’ (hovedrolle) og ’The Hours’ (birolle).
I år kan vi for tredje år i træk registrere en dobbeltnominering af den første variant: Joe Pesci og Al Pacino er således begge nomineret for ’The Irishman’ i bedste mandlige birolle. For to år siden var det Sam Rockwell/Woody Harrelson i birollekategorien for ’Three Billboards Outside Ebbing, Missouri’ og sidste år Emma Stone/Rachel Weisz i birolle for ’The Favourite’ (selvom jeg sikkert ikke er ene om at ville hævde, at Stones karakter er den egentlige hovedrolle i Lanthimos’ film!).
Men vi ser altså også i år den (mere sjældne) variant af dobbeltnominering i spil: Scarlett Johansson blev langt om længe omfavnet af Akademiet, da hun mandag 13. januar blev nomineret for både hovedrolle (’Marriage Story’) og birolle (’Jojo Rabbit’), således at verdensstjernen med de danske aner nu kan kalde sig »two-time Academy Award nominee Scarlett Johansson«.
Her ser jeg nærmere på begge former for dobbeltnominering i skuespillerkategorierne. Hvad betyder det for vinderchancerne, at man enten deler opmærksomheden (og stemmerne) med en god kollega fra samme film, eller at man er nomineret i begge kategorier?
Vi starter med de dobbeltnominerede præstationer fra samme film. Hvis man tæller samtlige dobbeltnominerede præstationer fra Oscar-annalerne sammen, ser resultatet sådan her ud:
Når en film optager to ud af fem pladser, er der rent numerisk 40 procent chance for at vinde Oscaren. Det giver sig selv. Hvad historikken kan fortælle os, er altså, at chancen bliver forringet, når man tager del i en dobbeltnominering: 32,8 procent.
Bedste chance for ikke bare at opnå en dobbeltnominering, men også at vinde, hører til i kategorien for bedste kvindelige birolle: Præcis halvdelen af alle dobbeltnomineringer (35 ud af 70) har fundet sted alene i denne kategori. Mere end halvdelen af Oscar-vindere på baggrund af en dobbeltnominering (12 ud af 23) hører til her.
At dobbeltnomineringer kan være en blandet velsignelse, viser i særlig grad et unikt eksempel fra 1949, hvor der i kategorien for bedste kvindelige birolle var to dobbeltnominerede par: Celeste Holm/Elsa Lanchester fra ’Come to the Stable’ og Ethel Barrymore/Ethel Waters fra ’Pinky’. Dé fire kvinder tabte til den enlige nominerede fra en tredje film: Mercedes McCambridge (’All the King’s Men’)!
Iberegnet vores opgørelse med historiske fortilfælde er de tilfælde, hvor tre nominerede fra samme film har været nomineret i samme kategori. Det er hændt fire gange – i alle tilfælde i birollekategorien.
En tredobbelt nominering er tilsyneladende ikke nogen større fordel, for rent numerisk er vinderchancen forhøjet til 60 procent (tre ud af fem pladser), men historisk har det kun ført til én Oscar ud af fire mulige (25 procent):
Robert De Niro er således den eneste skuespiller, der kan bryste sig af at have slået hele to kolleger fra samme film, som han selv spillede med i.
Hvis vi koncentrerer blikket om nyere tilfælde, kan vi konstatere, at der har været 12 dobbeltnomineringer i de seneste 25 år. Hele 10 af dem i kategorien for bedste kvindelige birolle! På den vis udgør udsnittet med de seneste 25 år en yderligere forstærkning af en allerede kendt tendens: At kategorien for kvindelig birolle er der, hvor det primært sner i forhold til fænomenet dobbeltnomineringer:
Fem ud af 11 dobbeltnomineringer har ført til en Oscar i de seneste 25 sæsoner. Det er lig 45,5 procent. Det er altså over det numerisk forventede udkomme på 40 procent (ved at optage to ud af fem pladser i en kategori).
Alene ud fra de seneste 25 års eksempelmateriale kunne det således tyde på, at det er en lillebitte fordel at tage del i en dobbeltnominering. På den måde adskiller nyere Oscarhistorie sig med den samlede historik inden for dette særlige felt.
Som nævnt indledningsvist kan dobbeltnomineringer i skuespillerkategorierne dække over to ting. Nu ser vi nærmere på, hvad der sker, når én skuespiller er nomineret to gange i samme sæson, altså opnår en nominering i både hovedrolle- og birollekategorien (som Scarlett Johansson i år).
Forbedrer det skuespillerens muligheder for at vinde en statuette?
Skemaet viser ret tydeligt, at det er en forholdsvis klar fordel at opnå nomineringer på tværs af kategorierne som skuespiller.
Hvor den numeriske chance er uforandret (1 ud af 5 bliver til 2 ud af 10 = 20 procent), viser historikken, at det har resulteret i syv Oscars ud af 22 mulige = 32 procernt (fraregnet det seneste eksempel fra i år, da vi jo endnu ikke ved, om Johansson vil vinde en Oscar for en af sine to 2019-præstationer).
Medtænker man, at der reelt er tale om syv Oscars i 11 forsøg (for hvem regner med at vinde i begge kategorier? Det er aldrig forekommet, i hvert fald). er succesraten faktisk helt oppe på 64 procent! I syv ud af 11 tilfælde har en skuespillers dobbeltnominering altså ført til en Oscar (i de fire første tilfælde for birolle og de seneste tre for hovedrolle).
For mænd, der har opnået den sjældne dobbeltnominering, er succesraten tilmed 100 procent (tre ud af tre, de to endda i hovedrollekategorien: Al Pacino og Jamie Foxx)!
1993 udgør et særligt tilfælde, for her var to kvinder – Emma Thompson og Holly Hunter – begge nomineret i begge skuespillerkategorierne (Hunter vandt for sin hovedrolle i ’The Piano’). Det er eneste gang i Oscar-historien, at to skuespillere har konkurreret mod hinanden i mere end én kategori.
En afsluttende bemærkning: Data kan være sjovt og til tider oplysende at støtte sig til, når man skal gøre sig klog på hele maskineriet bag uddelingen af en Oscar. Hvad historikken dog ikke kan sige noget om, er naturligvis de særlige omstændigheder, der knytter sig til det enkelte år.
Det betyder selvsagt mere for Joe Pescis chancer for at vinde en Oscar i år, at han er oppe imod en klar favorit ved navn Brad Pitt, end at han tilfældigvis har en ’running mate’ i skikkelse af Al Pacino. Det er indlysende mere afgørende for årets udfald i birollekategorien, at Pitt har vundet en Golden Globe, en Critics’ Choice Award og en SAG Award for sin præstation i Tarantinos ’Once Upon A Time in Hollywood’. Hvis dobbeltnomineringen til Pesci/Pacino betyder noget, er det, at den antyder en forholdsvis bred støtte til filmen, de to spiller med i, nemlig ’The Irishman’.
Scarlett Johansson er ligeledes oppe mod to ret stærke frontrunners: Laura Dern (’Marriage Story’) i birollekategorien og Renee Zellweger (’Judy’) i hovedrollekategorien. Begge har vundet både en Golden Globe, en Critics’ Choice Award og en SAG Award indtil nu. Det betyder mere for Johanssons (begrænsede) chancer end et fortættet blik på annalerne.
Men altså: Hvis vi tager højde for historikken, er der større chance for, at Scarlett Johansson vinder en Oscar den 9. februar, end at enten Pacino eller Pesci gør det.
Og så har vi slet ikke været inde på betydningen af, at både Pacino og Pesci har vundet en Oscar tidligere, hvorimod Scar-Jo er Oscar-løs. Nå, det må vi se nærmere på en anden dag…