Der blev hverken plads til Eddie Redmayne, Gary Oldman, Joaquin Phoenix, Daniel Day-Lewis, Christopher Plummer, Viggo Mortensen, Sally Hawkins, Sam Rockwell, Willem Dafoe, Jeff Bridges, Rooney Mara, Jessica Chastain, Natalie Portman, Cate Blanchett, Viola Davis eller Nicole Kidman.
Der blev end ikke plads til den dobbelte Oscar-vinder Mahershala Ali!
Hvad har alle disse notabiliteter til fælles? De blev såmænd Oscar-nomineret mere end én gang i 10’erne.
Vi forholder os i det følgende strengt til antallet af nomineringer, altså den numeriske repræsentation henover 10’erne, et årti, der i Oscar-sammenhæng først slutter den 9. februar med årets uddeling (hvor der jo ses tilbage på filmåret 2019, selvom kalenderen viser 2020). Mahershala Ali er en del af en fornem klub af Oscar-vindende skuespillere, der har vundet sine to Oscars på ’bare’ to nomineringer (i den klub finder man også, ahem, Kevin Spacey).
Hvad kan listen bruges til? Den er et aktuelt snapshot af, hvilke skuespillere der har det varmeste forhold til Oscar – eller rettere: Hvilke skuespillere Oscar har et varmt forhold til.
Oscar-nomineringer kommer ofte i stimer. Det er derfor, en fyr som Johnny Depp fik tre nomineringer i 00’erne, hvor han havde bevist, at han var mere end et kønt ansigt. I 00’erne var Depp modnet og blev dermed respekteret. Resultat: Tre nomineringer i tre af hans (set i bakspejlet) mindre signifikante roller (det havde ulig været mere på sin plads at nominere ham for 90’er-indsatser som ’Edward Saksehånd’, ’Dead Man’ og ’Ed Wood’). I 10erne er Depp så blevet ignoreret, for nu er han ikke længere respekteret, men skandaliseret. Ak ja, berømmelse er en lunefuld størrelse.
Oscar-nomineringer af skuespillere er derfor et interessant blik på de vinduer, der åbner og lukker sig med tiden, der går. Gårsdagens helte er morgendagens glemte (med mindre man er Oscar-buff og aldrig glemmer noget, der lugter af Oscar).
Nå ja, og så er der naturligvis Meryl Streep, der er hævet over sådan noget som tidens skiftende luner og skæbnens ubønhørlighed.
Men lad os komme til sagen: 10’ernes 12 mest prominente Oscar-skuespillere. Hvorfor 12? Af den simple grund, at det var antallet af skuespillere, der i årtiets løb præsterede tre eller flere nomineringer.
Lige et par ’praktiske’ oplysninger: H i parentesen efter skuespillerens navn signalerer hovedrolle, B står for birolle. Brug af tyk font i forbindelse med en filmtitel indikerer, at vedkommende vandt for pågældende rolle.
Placeringen på listen afgøres af antallet af nomineringer, men ved lighed i antal vejer hovedroller tungere end biroller. Oscar-triumfer trumfer naturligvis begge i tilfælde af samme antal nomineringer.
12. Mark Ruffalo – 3 nomineringer (3xB)
The Kids Are Allright, Foxcatcher, Spotlight
Kommentar: Jeg kan ikke helhjertet protestere over de tre nomineringer, den bredt vellidte og respekterede Mark Ruffalo modtog i 10’erne. Det er tre kvalitetsfilm (selvom jeg kunne skrive langt og længe om, hvorfor ’Foxcatcher’ ikke er nær så god en film, som den tydeligvis selv tror, den er), men det er altid en anbefaling af en skuespillers værk, når filmografien indeholder Oscar-nomineringer for den type film, der er tale om her, frem for formularagtige biopics eller Oscar-leflende prestigefilm.
Så hatten af for Mark, og lad os håbe han rammer Oscar-jackpot i 20’erne!
11. Michelle Williams – 3 nomineringer (2xH, 1xB)
Blue Valentine, My Week with Marilyn, Manchester by the Sea
Kommentar: Williams opnåede sin første nominering i 00’erne som forsmået hustru i ’Brokeback Mountain’ og har kun bygget på sit renommé op gennem 10’erne. Hun virker i særklasse som en skuespiller med integriteten i behold og udstråler en ro, følsomhed og intelligens, der ikke kun kommer til udtryk i rollevalg, men også hendes altid værdige offentlige optrædener – herunder hendes tale til Golden Globes-uddelingen forleden, der virkelig tog kegler (uden alt for tydeligt at angle efter det).
Williams udnytter sit nærvær til fulde i rollerne i ’Blue Valentine’ og ’Manchester by the Sea’, begge fremragende film, der fungerer som det noget nær perfekte udstillingsvindue for Williams’ særlige sensibilitet.
’My Week with Marilyn’ blev startskuddet til en sælsom undergenre i filmlandskabet: en (ofte falleret) filmstjernes eksistentielle eller karrieremæssige trakasserier sættes i relief af erfaringer i engelsk eksil (se også: ’Film Stars Don’t Die in Liverpool’ og dette års ’Judy’). Williams investerer hele sit arsenal (og lidt til) som Marilyn Monroe, men har svært ved at finde ind til den eksplosivt sødmefulde seksualitet, som the real deal inkarnerede. Williams’ indsats er mest skønne spildte kræfter, når hun trækkes med et manuskript, der ikke rigtigt kan tilbyde andet end tung eksposition, karikeret dialog og nemme genveje.
10. Denzel Washington – 3 nomineringer (3xH)
Flight, Fences, Roman J. Israel Esq. (3xH)
Kommentar: Denzel er en legende, men jeg havde personligt ikke nomineret ham for en eneste præstation i 10’erne. Han byder sig utvivlsomt til med en stjernekarisma, der kan brænde sand til glas, men problemet med Denzel i disse roller er ikke så meget ham selv (selvom han er så magnetisk et kraftfelt, at han dårligt kan stå for fristelsen til at overspille sine karakterers særheder og svagheder) som det materiale, han arbejder med – det kan vi kalde for Meryl Streep-syndromet.
Et mindre ironisk twist er så, at vi måske godt alligevel kan pege fingre af Denzel personligt: Han instruerede og producerede nemlig selv ’Fences’…
9. Saoirse Ronan – 3 nomineringer (3xH)
Brooklyn, Lady Bird, Little Women
Kommentar: Ronan gør en virkelig helhjertet og dygtig indsats i begge Greta Gerwig-film, men jeg oplever faktisk, at hun er fejlcastet i begge roller. Hun er ikke aldeles troværdig som 17-årig highschool-rebel i ’Lady Bird’, og hun mangler Jo March-figurens indbyggede glubende appetit på verden i ’Little Women’.
Hun er til gengæld bedre castet i Colm Toibin-filmatiseringen ’Brooklyn’, hvor filmens overbevisende brug af elementer fra melodramaets værktøjskasse passer som fod i hose til Ronans temperament som skuespiller. Hun giver en virkelig klassisk helstøbt præstation i en film, der emmer mere af slut-80’erne eller start-90’erne end af 10’erne, men som i så fald er utidssvarende på den gode måde.
8. Octavia Spencer – 3 nomineringer (3xB)
The Help, Hidden Figures, The Shape of Water
Kommentar: Spencer kan fyre replikker af med gusto, og så kan hun løfte øjenbrynet – i foragt, ironisk medviden eller noget helt tredje – som ingen anden filmskuespiller i tiden.
Hun er upåklagelig i de charmerende (men – på afstand – kalorietomme) ’Hidden Figures’ og ’The Shape of Water’, men det er begrænset, hvor meget forskel der er på de to præstationer – og hvor mange facetter, hun egentlig får mulighed for at demonstrere.
Spencer er blevet lidt af en branchekæledægge oven på sin ubestrideligt effektive, Oscar-vindende gennembrudsrolle i ’The Help’, hvilket nominering to og tre trods alle Spencers indlysende kvaliteter vidner om. Hun skal passe på ikke at blive offer for typecasting fremover.
7. Emma Stone – 3 nomineringer (1xH, 2xB)
Birdman, La La Land, The Favourite
Kommentar: Jeg er ikke ’Birdman’-mand, men pyt nu med det, jeg synes, Stone nailer sine forholdsvis få scener til noget nær ug.
Stone er ikke nogen naturlig musicalstjerne, og jeg synes, hun er bedst i ’La La Land’ i de scener, hvor Damian Chazelle giver hende lov til at finde de dramatiske chops frem, for eksempel i de scener hvor figurens smerte konkretiseres. Men let’s not kid ourselves: Oscar’en det år burde være gået til Isabelle Huppert for ’Elle’!
Stone er en fryd i ’The Favourite’ som en del af den pragtfulde kvindelige trio i filmens centrum. Hun blev nomineret for birolle, fordi kampagnestrategerne ville gøre plads til Olivia Colman i hovedrollekategorien: Fair nok (og de så jo rigtigt, de strateger!), men Stones’ karakter er en hovedrolle.
6. Leonardo DiCaprio – 3 nomineringer (3xH)
The Wolf of Wall Street, The Revenant, Once Upon A Time in Hollywood
Kommentar: Jeg skal veje mine ord på en guldvægt her, for Leonardo er jo en art afgud for mange (også i Soundvenue-regi!), men jeg mener ganske enkelt, at hans Oscar for ’The Revenant’ er en af de mindst tilfredsstillende Oscar-priser i det 21. århundrede (særligt med tanke på det væld af andre gode roller, han har leveret gennem årene).
Jeg kan for min død ikke se skyggen af stor skuespilkunst i den rolle: Når man fryser, så fryser man. Når man slæber sig gennem sne, så projicerer man anstrengelse. Når man trasker Alaska rundt uden andet formål end at tilfredsstille sin semisadistiske instruktørbegavelses ekstraordinære ego, så er det ikke så underligt, at man ser lidende, forbenet og udmarvet ud. Vis mig den skuespiller, der ikke kunne have spillet den rolle (med et tillokkende millionhonorar som et plaster på såret for tort og svie i vildmarken). Leo havde viljen til at stille op til det. Hatten af for det. Men det gør ikke en Oscar-præstation i min bog.
Nej, Leo skulle naturligvis i stedet have vundet for sin både fysisk og verbalt overbevisende gestaltning af Wall Street-ulven Jordan Belfort. Der er en kinetisk energi og en timing i Leos replikaflevering og en indlejret naturlighed i hans fysiske fremtoning, der her går op i en højere enhed.
5. Amy Adams – 4 nomineringer (1xH, 3xB)
The Fighter, The Master, American Hustle, Vice
Kommentar: Adams har i alt opnået seks Oscarnomineringer, hvoraf de fem er for birolle. Det er en kende symptomatisk for den måde, hun bliver brugt på i Hollywood. Måske siger det også noget om Hollywoods forhold til branchens dygtigste kvinder. Hvis de ikke er klassisk dødsexede eller virkelig rutinerede (a la Streep, Mirren og Dench), så er det op ad bakke i forhold til at score de helt oplagte Oscar-hovedroller.
Det er tankevækkende, for ikke at sige gådefuldt, at Akademiet end ikke nominerede Adams, da hun præsterede en smukt realiseret hovedrolle i en multinomineret basker som ’Arrival’. Det er hendes mest helstøbte præstation, hvis man spørger mig.
De tre birollenomineringer, hun har opnået i 10’erne, er for ret små biroller, og så er der karrierens eneste hovedrollenominering for ’American Hustle’. Nu har jeg godt nok gjort mit ypperste for at fortrænge David O. Russells film fra erindringen (selvom jeg husker noget med, at Russell var meget glad for at fremhæve Adams’ kavalergang), men jeg husker ikke indsatsen som oplagt hovedrollemateriale endsige af oplagt Oscarkaliber.
4. Bradley Cooper – 4 nomineringer (3xH, 1xB)
Silver Linings Playbook, American Hustle, American Sniper, A Star is Born
Kommentar: Det er ikke tilfældigt, at Bradley Cooper er blevet nomineret to gange for film med et ’American’ i titlen, vel? Se på ham: Han er som en omvandrende reklame for Amerika.
Jeg havde længe svært ved at se lyset i Cooper, og jeg står ved, at han ikke burde have været nomineret for ’Silver Linings Playbook’ og ’American Hustle’, men nu er jeg heller ikke upartisk, eftersom David O. Russell-film er min erklærede yndlingsaversion.
Sært nok var det hans rolle i ’American Sniper’ (der er mindre nationalchauvinistisk, end dens rygte tilskriver), der overbeviste mig om Coopers format. Der er en stille, men stram autoritet over hans gestaltning af Chris Kyle, og en charme, der ligger godt på lur, men titter frem, når situationen kalder på det.
Han er decideret knuselskelig, kompleks, rørende og i det hele taget ret perfekt i rollen som en countryrockudgave af Eddie Vedder i sin egen vellykkede opdatering af ’A Star is Born’. For min skyld kunne han godt have vundet en Oscar for den rolle – særlig med tanke på den faktiske vinder sidste år (Rami Maleks tandprotese).
3. Christian Bale – 4 nomineringer (2xH, 2xB)
The Fighter, American Hustle, The Big Short, Vice
Kommentar: Christian Bale var formentlig tæt på at kunne indtage en delt førsteplads over årtiets mest prominente Oscar-skuespillere, men hans SAG-nominerede præstation i ’Ford v Ferrari’ førte altså ikke til en nominering, så Bale må ’nøjes’ med en total på fire nomineringer i 10’erne (og i alt, for den sags skyld).
Bale vandt i første hug for ’The Fighter’, en rolle ikke helt ulig hans præstation i både ’The Big Short’ og ’Ford v Ferrari’ – manisk, men ikke så manisk, at der ikke ligger en betydelig spænding i, om hans karakterer mest er i eller ude af kontrol. En rolle, man fornemmer han kan præstere i søvne. Der er rigelig teknisk kunnen i det, Bale gør med de roller, men det er også skuespilkunst af den lidt for blærede, lidt for tydelige slags. Min afsmag for David O. Russell afholder mig fra at værdsætte ’The Fighter’ og ’American Hustle’ – og fra et forsøgsvist neutralt ståsted undrer jeg mig til stadighed over, at Bale opnåede en nominering for sidstnævnte. Hvad er det, han gør i den rolle udover at se grim ud med topmave og hentehår?
’Vice’? Igen: Det falder mig ikke svært at anerkende, at der ligger en detaljegrad og teknisk dygtighed bag indsatsen som Dick Cheney, USA’s måske mest magtfulde vicepræsident nogensinde, men er det en god film? Så afgjort ikke! Og det virker ærligt talt, som om Bale spiller med i en anden film end den, Adam McKay bygger op (eller river ned!) rundt om sin stjerne. Hvor Bale spiller med i et seriøst drama, kreerer McKay et satirisk miskmask.
2. Jennifer Lawrence – 4 nomineringer (2xH, 2xB)
Winter’s Bone, Silver Linings Playbook, American Hustle, Joy
Kommentar: Jeg gik – som de fleste, formoder jeg – ikke upåvirket fra mit første møde med en purung Jennifer Lawrence i ’Winter’s Bone’, Debra Graniks fornemme film om metadon-forkrøblede menneskeskæbner ved bunden af Ozark-bjergene. Ikke mindst fordi man bare vidste, at man havde været vidne til en præstation fra en ung (hidtil ukendt) skuespillerinde, som smagte af meget, meget mere.
J-Law (ja, undskyld) blev hurtigt et af sit fags mest efterspurgte og genkendelige ansigter. Hun arbejdede med største iver på at etablere sig øverst oppe på firmamentet i første halvdel af 10e’rne, men måske kunne hun ikke rigtigt lide udsigten deroppefra, for det er, som anden halvdel af årtiet har været en form for nedtrapning fra al den stjernepalaver, der fulgte med rollen som America’s Sweetheart 2.0 (nu med selvironi).
Lawrence gjorde sig skyldig i nogle lidt vel dumsmarte interview på toppen af karrieren, og hendes selvironiske stil gik forholdsvis hurtigt fra at være charmerende til at blive enerverende.
Man kan dog argumentere for, at David O. Russells film er mere dumsmarte og enerverende, end noget Lawrence nogensinde har sagt eller gjort. Men hendes åbenlyse filmstjerneglød kaster gnister fra sig – selv som midtpunkt for Russells udspekulerede linse. Men ligesom Akademiet snød en fransk legende (Isabelle Huppert), da Emma Stone vandt for ’La La Land’, ligesådan med Lawrence, der vandt over en anden fransk (og nu afdød) legende, Emmanuelle Riva (for ’Amour’).
Jeg håber – og tror – at Lawrence finder sig til rette igen på det store lærred i 20’erne, når hendes alder måske forlener hende med andre roller med en anden karakter, flere nuancer og med blikket rettet mod nye horisonter.
1. Meryl Streep – 5 nomineringer (4xH, 1xB)
The Iron Lady, August: Osage County, Into the Woods, Florence Foster Jenkins, The Post
Kommentar: Meryl Streep blev nomineret for flere sløje film i slut-90’erne (’Music of my Heart’, ’One True Thing’), oplevede en kort, saftig opblomstring med ’Adaptation’ først i 00’erne, hvor hun endda også blev snubbet for sin overbevisende indsats i ’The Hours’ (hvor jeg på års afstand vil fastholde, at hun er bedre end både Oscar-vinder Nicole Kidman og dennes mednominerede Ed Harris og Julianne Moore).
I 10’erne har vi desværre set et kedeligt mønster, hvor Streep har modtaget nomineringer mere på sit ry som den ultimative Oscar-dronning end på grund af stærke indsatser endsige mindeværdige film. I virkeligheden er det nok mest det sidste, der er problemet: Ingen vil formentlig betvivle, at Streep er en fremragende skuespiller, men mange vil sætte spørgsmålstegn ved hendes rollevalg og foretrukne samarbejdspartnere.
’The Post’ udgør i den forbindelse en klædelig anomali: Her arbejdede Streep sammen med selveste Steven Spielberg og stod over for en anden stor filmstjerne, Tom Hanks. Og så demonstrerede hun, at hun faktisk godt kan underspille, hvis rollen kalder på det. Mere af den slags, tak.
BONUS – De største Oscar-skuespillere gennem tiderne
Nedenstående lister er mere strengt kuraterede:
Nominering for birolle: 1,5 point.
Nominering for hovedrolle: 2,5 point.
En birolle-Oscar: 3 point (i tilgift til de 1,5 for nomineringen, dvs. i alt 4,5 point),
En hovedrolle-Oscar: 4,5 point (i tilgift til de 2,5 for nomineringen, dvs. i alt 7 point).
Top 10 over nulevende kvindelige skuespillere (inklusive 2019)
10. Frances McDormand
9. Maggie Smith
8. Judi Dench
7. Kate Winslet
6. Sissy Spacek
5. Olivia de Havilland
4. Jessica Lange
3. Cate Blanchett
2. Jane Fonda
1. Meryl Streep
Top 10 over nulevende mandlige skuespillere (inklusive 2019)
10. Michael Caine
9. Leonardo DiCaprio
8. Sean Penn
7. Tom Hanks
6. Al Pacino
5. Robert De Niro
4. Dustin Hoffman
3. Denzel Washington
2. Daniel Day-Lewis
1. Jack Nicholson
All-time top 10 over mandlige skuespillere – levende som døde
10. Robert De Niro
9. Paul Newman
8. Dustin Hoffman
7. Denzel Washington
6. Daniel Day-Lewis
5. Jack Lemmon
4. Marlon Brando
3. Laurence Olivier
2. Spencer Tracy
1. Jack Nicholson
All-time top 10 over kvindelige skuespillere – levende som døde
10. Sissy Spacek
9. Olivia de Havilland
8. Jessica Lange
7. Geraldine Page
6. Cate Blanchett
5. Jane Fonda
4. Ingrid Bergman
3. Bette Davis
2. Katherine Hepburn
1. Meryl Streep
Læs kommentaren: Hvordan en sydkoreansk film kunne vinde Hollywoods elskede Oscar-pris