Joker’s Oscar-vindende komponist: »Jeg forsøgte at blive til Arthur Fleck«

Joker’s Oscar-vindende komponist: »Jeg forsøgte at blive til Arthur Fleck«
Hildur Guðnadóttir med sin Oscar for 'Joker'.
Foto: Amy Sussman/Getty Images
Islandske Hildur Guðnadóttir er det hotteste navn på komponistscenen lige nu med sine urovækkende scores til ’Chernobyl’ og ’Joker’. I søndags vandt hun en Oscar for sidstnævnte – fuldt fortjent, for hendes musik havde en usædvanligt klar afsmitning på filmens udtryk. Joaquin Phoenix og Todd Phillips opfandt den nu ikoniske badeværelsscene som direkte improviseret reaktion på hendes musik. Før nomineringerne for alvor haglede ned over den 37-årige cellist, fulgte vi hende i tre dage under The World Soundtrack Awards i Belgien.

Den islandske komponist Hildur Guðnadóttir har leveret mesterværker i årevis. Men efter et banebrydende år, der kulminerede med Oscar-sejren for ’Joker’ i søndags, har islændingen fået hele verdens opmærksomhed.

Guðnadóttirs musik indeholder en nådesløs brutalitet, som man ikke forventer af den storsmilende komponist, der lader til at finde alt, der kan lave selv den mindste lyd, fascinerende. Guðnadóttirs stil minder nogle gange nærmere om lyddesign end musikalsk komposition. Skellet udviskes i hvert fald.

I år har islændingen for alvor taget kegler med sine scores til sidste års måske mest omtalte serie og mest omtalte film: HBO’s ’Chernobyl’ og Todd Phillips’ antisuperheltefilm ’Joker’.

Populariteten lader dog ikke til at have steget den 37-årige cellist til hovedet. Hendes Emmy for bedste tv-musik til ’Chernobyl’ ligger »et eller andet sted imellem min søns Legoklodser«, som hun sagde, da vi mødte hende under The World Soundtrack Awards i Belgien i oktober sidste år.

Guldstatuetten i søndags skrev Guðnadóttir ind i historiebøgerne, da hun med sin unikke musik til ’Joker’ blev blot den fjerde kvinde til at modtage en Oscar for bedste score. Med sin første nominering slog hun komponistveteraner som Randy og fætter Thomas Newman, franske Alexandre Desplat og Pixar-darlingen Michael Giacchino.

Det særlige ved musikken til ’Joker’ var, at Hildur Guðnadóttir havde tid til projektet. For modsat mange andre Hollywood-projekter blev musikken ikke skrevet til filmen, efter den var optaget. Allerede ud fra Phillips’ manuskript komponerede Guðnadóttir musikken til den forpinte Arthur Flecks indre følelsesliv, som hun selv havde læst og følt det.

Og hendes musik fik dermed også en usædvanligt direkte indflydelse på selve filmen.

Den nu ikoniske badeværelsesscene skulle kun have bestået af et kort klip, hvor Arthur gemmer sin pistol for efter et hurtigt kig i spejlet at skynde sig ud af badeværelset. Men en time inden optagelserne af scenen fandt Todd Phillips Guðnadóttir nyeste musikalske bidrag (nu kendt under titlen ’Bathroom Dance’) frem og afspillede det for Phoenix.

Det inspirerede dem til at barrikadere sig på badeværelset med et kamera, imens et hold på 250 mennesker stod måbende udenfor.

Phoenix, der som bekendt vandt en Oscar for rollen som Joker, har senere forklaret, at dansesekvensen på badeværelset var en direkte reaktion på Hildurs musik, som hele filmen igennem illustrerer Arthurs transformation.

Hildur Gudnadottir med sin BAFTA for bedste musik til Joker. (Foto: Gareth Cattermole/Getty Images)

Før ‘Chernobyl’ og ‘Joker’ var Guðnadóttir især kendt for sit arbejde med den islandske filmkomponist Jóhann Jóhannsson, som hun var fast assistent og højre hånd for. Sammen udviklede de to utallige værker, og Hildur spillede en stor rolle for Jóhannssons nyklassiske scores på Denis Villeneuve ’Arrival’ og ’Sicario’. Jóhannssons døde utidigt og tragisk i 2018, men efter tabet af sin læremester genoptog Guðnadóttir arbejdet på ’Sicario 2: Soldado’, og siden har hun stået på egne ben med nærmest uhørt succes.

Vi talte med med Hildur Guðnadóttir gennem flere dage i forbindelse med soundtrack-prisen i Gent og var desuden til stede ved hendes masterclass under festlighederne. Her fortalte hun om sine oplevelser med ’Joker’, arbejdet på ’Sicario’, om at spille musik på et atomkraftværk til ’Chernobyl’ og om hendes forhold til Justin Bieber.

Om at være vokset op med musikken
»Jeg voksede op i et hjem, hvor en evig strøm af musik var det mest normale i verden, for begge mine forældre levede af at være klassiske musikere. Når jeg tænker tilbage på min barndom, bestod den af, at jeg tog med min familie til koncerter og orkesterprøver, og sådan var hverdagen bare.

Som barn spillede jeg klassisk musik på en lille bitte cello, men selvom jeg elskede klassisk, følte jeg mig aldrig særlig godt tilpas, for som mange, der selv har spillet musik, nok ved, så er der virkelig mange regler inden for især klassisk. Som teenager fik jeg for første gang prøvet min kreativitet af, da jeg gik væk fra det klassiske og i stedet sang og spillede bas, klaver og guitar i en del pop- og rock-bands med mine venner.

Da jeg voksede op, havde vi ikke noget internet, og vi kunne ikke rigtigt komme frit væk fra øen, for flyrejser var så dyre. Så som teenager var der ikke rigtigt andet for end at spille musik, når man hang ud, for ikke at kede sig ihjel«.

Om musikken som en samtale
»For mig har musik altid handlet om kommunikation og det personlige bånd, man har med andre. For da jeg voksede op, havde jeg som sagt altid musikere omkring mig. På den måde handlede musikken mere om menneskene end instrumenterne.

For når jeg var til en koncert med mine forældre, så kendte jeg alle dem, de spillede sammen med. Oboen i orkestret var en tante, fløjten var min mors veninde, klarinetten var min egen far og så videre.

Og det er nok det mest grundlæggende ved mig som person og den musik, jeg skriver: Jeg ser stadigvæk min musik som en samtale mellem forskellige mennesker frem for musik som et produkt af velspillende instrumenter«.

Om at blive forelsket i en cello
»Meget lig min tid i bands som teenager var det igennem eksperimenter og nysgerrighed, at jeg begyndte at komponere for alvor. Efter gymnasiet studerede jeg elektroakustiske eksperimenter og holdt helt op med at spille cello, for jeg brugte al min tid på at programmere i et par år.

Hvis man har programmeret, og det ikke er ens sande kald, så ved man, at det kan være virkelig kedsommeligt, haha!

Men i starten af mine 20’ere vendte jeg tilbage til celloen efter mit breakup med den. At havde holdt den pause var det bedste, der kunne være sket, for så fik jeg chancen for at blive hovedløst forelsket i den igen, på min helt egen og friske måde. Det var egentlig der, at min romance med celloen og musikken rigtigt begyndte«.

Hildur Guðnadóttir med sin Golden Globe for bedste musik til ‘Joker’. (Foto: Kevin Winter/Getty Images)

Om Todd Phillips’ telefonopkald
»Min proces med ’Joker’ var styret af, at jeg kun havde læst manuskriptet, da jeg begyndte. Todd ringede til mig og fortalte, at han havde set ’Sicario 2’, og at idet han gik ud af biografen, havde han sagt højt, at han blev nødt til at have mig med om bord på sit nye projekt.

Det var meget vigtigt for ham, at historien og han selv som instruktør havde et stærkt bånd til musikken i ’Joker’ som en form for følelsesmæssigt kompas. Han besluttede derfor at gå den lidt utraditionelle vej og få komponisten med ind over fra starten.

Han gennemgik al musik, jeg havde skrevet de sidste 20 år fra enden til anden, for at vise mig, hvilke passager han følte ville passe bedst til filmen«.

Om at forsøge at blive Arthur Fleck
»Fra start følte jeg en virkelig stærk tilknytning til manuskriptet og karakteren. For Arthur er et af de slags mennesker, som har musik inden i sig.

Jeg gik ret hurtigt til værks og forsøgte på en måde at blive Arthur og fandt ud af, at han egentlig er en ret simpel person. Han har et godt hjerte, og han prøver bare på at finde ud af, hvorfor han ikke passer ind i samfundet. Han prøver sit bedste, men han kommer ikke rigtig nogle vegne. Det var ret klart for mig som komponist, at Arthur havde brug for noget, som var på hans side. Noget enkelt musik, som på en måde forsøgte at komme videre sammen med ham uden at nå noget bestemt sted hen.

Efter jeg læste manuskriptet, sad jeg alene med min cello og legede med musikken, som mine fingre viste mig. Da jeg så tilfældigt faldt over hans toner… Jeg havde en virkelig fysisk reaktion på det! Jeg kunne bare mærke, at de her var hans toner! Det var som at blive ramt af lynet, for jeg kunne endelig give ham en succes – et sprog, som han rent faktisk kunne bruge til at kommunikere med omverdenen med.

Men jeg sagde ikke noget til Todd om mine følelser og alle tankerne bag, da jeg gav ham de første stykker musik, for så ville han jo bare tro, at jeg var en eller anden isoleret islandsk weirdo«.

Om badeværelsesscenen
»Lidt senere fortalte Todd mig, at han havde spillet min musik på settet hele tiden, og at Joaquin havde danset helt spontant til ’Bathroom Dance’, som den hedder nu. Todd sendte mig et klip af dansen, og det var så fantastisk for mig at se! For Joaquin viste alle de samme følelser, som jeg havde følt for karakteren, da jeg skrev musikken.

Så jeg flippede helt ud og skrev meget oprevet tilbage til Todd: ’Hvordan i alverden vidste I det!?’, for jeg havde jo ikke fortalt om alle mine følelser bag musikken.

Det kan måske vise, hvor stærk en kommunikation af følelser musik kan være. For efter premieren satte vi tre os ned og talte musikken igennem for første gang. Og vi fandt ud af, at vi alle havde haft det på præcis samme måde, da vi hørte Arthurs tema første gang«.

Om at lave ’Joker’ og ’Chernobyl’ samtidig
»Jeg skrev scoret til ’Joker’ og HBO’s ’Chernobyl’ samtidig – sidste vinter. Det… var ikke super hyggeligt.

Jeg har en syvårig (som hun ofte tager med sig, når hun rejser, red.), så man lærer ret hurtigt at lade tanker om katastrofer og folk med psykiske udfordringer blive på arbejdspladsen. Men det var en ret heftig periode for mig. For klokken 9-13 stod den på ’Chernobyl’, og resten af eftermiddagen brugte jeg på ’Joker’, eller omvendt.

Samtidig har jeg dog fået ret meget selvtillid ud af det, for hvis man kan overleve det mentale pres, som kommer i forbindelse med at arbejde på en historie om atomkraftværksskader og at bo sammen med en syvårig knægt på samme tid, så føler man sig ret uovervindelig«.

Om at indsamle lyde fra et atomkraftværk
»Jokeren er jo en fiktiv karakter, og derfor følte jeg, at jeg havde bedre plads til at smide nogle tunge følelsesladede strygere på. Men med ’Chernobyl’ kunne jeg jo ikke bare finde på, hvad de folk havde gjort sig af tanker og skrive den musik, som jeg selv følte for.

Serien omhandler virkelige begivenheder, og det var derfor virkelig vigtigt for mig, at musikken var ’sand’ og på en måde faktuelt baseret på noget lige så ægte som katastrofen selv.

Serien handler om radioaktivitet meget af tiden, men det er jo usynligt, og et kamera kan jo kun fange effekten af det, men ikke selve radioaktiviteten. Jeg tænkte derfor ret hurtigt, at musikken skulle udfylde det visuelle tomrum og indtage rollen som en slags stand in for radioaktiviteten.

Jeg besluttede mig for at tage til det nedlagte Ignalina-atomkraftværk i Litauen for at mærke miljøet og lytte efter, hvad min musik skulle indeholde. Jeg anede ikke hvad jeg ledte efter, og det var lidt ligesom at være på skattejagt, så jeg optog for en sikkerheds skyld 23 timers lyde.

Da jeg kom hjem, lyttede jeg alt igennem. Jeg kunne sidde i 3 timer og 22 sekunder og lytte til ingenting, men pludselig ville der komme en lille lyd, som kunne bruges. Så klippede jeg lyden ud, redigerede den og uploadede den i et musikprogram. For når jeg så havde samlet nok lyde, kunne jeg spille musik på atomkraftværket.

Al musikken fra ’Chernobyl’ er fra de lyde, jeg indsamlede, og så min egen stemme, som repræsenterer menneskernes rolle midt i radioaktiviteten«.

Om at høre Justin Bieber dagligt
»Jeg prøver på at holde mig fra idéer fra omverdenen, når jeg arbejder. Med ’Joker’ er der jo årtiers materiale og koncepter tilknyttet karakteren, og jeg gjorde mig derfor meget umage med at undgå alle andre portrætter af Jokeren end Joaquins for ikke at blive distraheret af, hvad jeg følte, musikken skulle kommunikere.

Derudover bliver jeg meget inspireret af mennesker omkring mig. Musikalske referencer har jeg ikke så mange af. Udover det faktum, at jeg lytter til Justin Bieber dagligt! Min søn har nemlig lidt af en fase. Jeg prøver på at udvide hans horisont lidt, så nu hører jeg lidt mere 90’er-rock, end jeg gjorde før i tiden«.

Om sin afdøde kollega og læremester Jóhann Jóhannsson
»Jóhann og jeg arbejdede sammen på stort set alle projekter, vi producerede i næsten 20 år. Vi var stort set familie.

Vi havde en fantastisk dialog med hinanden. De seneste år hjalp jeg især til på Denis Villeneuves ’Sicario 1’ og ’Prisoners’, hvor jeg spillede cello og mange andre strenginstrumenter.

Det gav på en måde sig selv, at jeg overtog arbejdet som komponist på ’Sicario 2’ (efter Jóhannsson gik bort i 2018, red.), for det var vigtigt for filmene, at de var forbundet. På en måde så jeg mit arbejde som en form for bro mellem filmene«.


Om fremtiden
»Lige nu tager jeg den med ro. Jeg går meget op i mine projekter, så efter et ret heftigt år er det tid til en lille pause. Men det betyder ikke, at jeg ikke vil arbejde på noget nyt snart, jeg har bare ikke solgt min sjæl til noget endnu.

Jeg ved ikke, om jeg skal arbejde på endnu en film. For jeg ser ikke mig selv som filmkomponist. Jeg ser mig selv som én, der laver musik, og tilfældigvis er filmmediet et af de mange steder, min musik viser sig at passe ind.

Jeg har tænkt mig nøje at overveje, hvad det næste skal være. For jeg er et ret intenst menneske, som gerne vil gøre alt selv. Jeg er først nu begyndt at lade andre hjælpe mig, hvis jeg ikke kan finde en vej uden om og slippe af med dem. Så jeg lader min familie hjælpe mig – dem kan jeg dårligt løbe fra«.

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold