Julia Roberts, Sean Penn, Armie Hammer og Joel Edgerton fører an i kommende Watergate-serie fra manden bag ‘Mr. Robot’

Julia Roberts, Sean Penn, Armie Hammer og Joel Edgerton fører an i kommende Watergate-serie fra manden bag ‘Mr. Robot’
Julia Roberts i 'Homecoming'

Med ‘Mr. Robot‘ og ‘Homecoming‘ har Sam Esmail slået sit navn fast som en af de mest interessante serieskabere lige nu. Og mens vi venter på, at den sidste sæson af ‘Mr. Robot’ får dansk premiere, kan vi glæde os over et nyt stjernespækket projekt fra Esmails hånd:

Han har netop annonceret, at han producerer serien ‘Gaslight’, der omhandler Watergate-skandalen. Og hvis det ikke i sig selv skulle være nok til at pirre nysgerrigheden, har han samlet et af de mest stjernespækkede serie-casts længe med Julia Roberts, Sean Penn, Armie Hammer og Joel Edgerton i front.

‘Gaslight’ er baseret på Slate-podcasten ‘Slow Burn’, der kaster lys over de ukendte karakterer og ufortalte historier omkring Watergate.

Julia Roberts skal spille Martha Mitchell, den loyale hustru til Nixons rigsadvokat John Mitchell, som spilles af Sean Penn. Martha Mitchell var en af de første til at fremhæve Nixons involvering i Watergate-skandalen, hvilket fik store konsekvenser for hendes privatliv som loyal partifrue – og stillede hendes mand over for valget mellem hende og Nixon.

Armie Hammer spiller en ung konsulent i Det Hvide Hus, der er splittet mellem at gøre det rigtige og beskytte præsidenten. Joel Edgerton indtager rollen som den berygtede forhenværende FBI-agent G. Gordon Liddy, der havde ansvaret for Nixons ‘Plumbers Unit’, som skulle hindre leaks i kølvandet på Pentagon Papers-sagen (portrætteret i ‘The Post‘).

Sam Esmail er executive producer på serien, via sit selskab Esmail Corp. Det bliver hans samarbejdspartner Robbie Pickering (manuskriptforfatter på ‘Mr. Robot’), der skal være showrunner på serien.

‘Gaslight’ er endnu ikke tilknyttet en specifik streamingtjeneste, men med så meget star power på plakaten er der vist ingen tvivl om, at buddene snart vil vælte ind. Serien er desuden i den tidlige udviklingsfase, hvorfor en premieredato endnu ikke er på plads.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af