’McMillions’: Ny HBO-dokumentarserie er utroligt underholdende

’McMillions’: Ny HBO-dokumentarserie er utroligt underholdende
'McMillions'.
4 6
Dokumentarserie
Instruktion

James Lee Hernandez og Brian Lazarte

Medvirkende

Doug Mathews, Nelson Hayne, Michael C. Pizzuto, Todd Ramsey Moore m.fl.

Spilletid:

6 afsnit af 52-54 minutter.

Premiere

Kan ses på HBO Nordic

Da FBI-afdelingen i Jacksonville, Florida, i 1990’erne modtager et anonymt tip om muligt bedrageri med millionpræmierne i McDonald’s Monopoly-konkurrence er det en guldrandet foræring.

Jeg tænker, at instruktørerne af HBO’s nye dokumentarserie om skandalen har haft det på samme måde, da de mødte FBI-agenten Doug Mathews. Han er en ægte person, der er som skabt til tv-mediet, en manuskriptforfatter kunne ikke have skrevet ham bedre. Doug Mathews drømte om den slags FBI-arbejde, man ser i film, hvor agenterne går undercover og afslører mafiaen. Det var umiddelbart ikke den slags opgaver, han fik, da han blev ansat i Florida-afdelingen, der bliver beskrevet som en søvnig en af slagsen.

Da han en dag ser en post-it på sin kollegas bord om et anonymt tip vedrørende McDonald’s, bliver han fyr og flamme. Selvom han er langt nede i fødekæden hos FBI, var Doug Mathews på mange måder igangsætteren af den efterforskning, der afslørede fusk med konkurrencepræmier i millionklassen. På samme måde er interviewene med ham i ‘McMillions’ også en drivkraft, fordi han er så god på tv. Han er stortalende og gestikulerende, han har pokeransigt med boksertud og et blændende smil, som han flasher hver gang, han ler af sine egne jokes.

Han virker som en tegneseriekarakter, men er han ægte nok. Det samme er historien om skandalen, der indeholder alle gode elementer fra en thriller: Anonyme tips, undercoveragenter, aflytning af telefonsamtaler, mafiaforbindelser og et hospital med dødssyge børn. Jeg skal ikke afsløre for meget af historien her, de seks afsnit er bygget op som en whodunit, vi får den fortalt kronologisk, men den er underholdende og fortalt i et højt tempo. Rent visuelt er der kælet for dokumentarens udseende, der er langt fra de grynede, håndholdte optagelser, man tit møder i dokugenren.

’McMillions’ er flot og filmisk – i de scener, der handler om undercoveraktionen, er der for eksempel lavet splitscreens på bedste 70’er-maner. Faktisk er den gennemtænkte produktion samtidig også dokumentarens svage punkt. Fordi den er så flot og smart i replikken, får serien ikke den tyngde, som dokumentarer tit kan levere på måder, som fiktion ikke kan.

’McMillions’ giver ikke stof til, men den skal alligevel have de bedste anbefalinger for underholdningsværdien.


Kort sagt: HBO’s nye dokumentarserie opruller igennem seks afsnit den store bedrageriskandale med McDonalds-konkurrencer i 1990’erne. Den er lidt letbenet, men også velproduceret, smooth og utroligt underholdende – en actionfyldt historie fra den virkelige, korrupte verden.


Læs også: Disse serier skal du streame i februar.

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold