‘Monos’: Festivalvinder om gidseltagning og guerillagrupper er alt for hårdnakket arthouse

‘Monos’: Festivalvinder om gidseltagning og guerillagrupper er alt for hårdnakket arthouse
'Monos'.
2 6
Instruktion

Alejandro Landes

Medvirkende

Moises Arias, Julianne Nicholson, Sofia Buenaventura, Julián Giraldo

Spilletid

102 min.

Premiere

Den 6. februar

‘Monos’ falder i to dele. I den første lever en gruppe teenagere afskåret fra civilisationen på en ensom bjergtop et unavngivet sted i Latinamerika. De tilhører »Organisationen«, der har til formål at vælte det siddende styre, men deres opgaver indskrænker sig til at bevogte et kvindeligt amerikansk gidsel og passe en malkeko. Begge ting går grueligt galt og munder ud i almindeligt kaos og rituelt barbari.

I den anden forlader de deres base og begiver sig af sted på en halsbrækkende mission, som fører dem gennem en dyb, mørk og temmelig farlig urskov. Det går heller ikke synderligt godt.

Lyder det bekendt?

Forbilleder som ‘Fluernes herre’ og ‘Dommedag nu’ mere end spøger i kulissen på colombianske Alejandro Landes’ tredje spillefilm, der kunne ses under sidste års CPH PIX og altså nu får regulær premiere. Filmen har vundet flere priser, blandt andet på Sundance Film Festival, men under de små to timers spilletid var mine øjne konstant fristede af at kigge mod uret. Jeg kunne simpelthen ikke finde ud af, hvad den egentlig havde at sige, udover de mange indforståede nik, der også inkluderer en tidlig reference til franske Claire Denis’ ‘Beau travail’.

Når den lavstammede, bistre gruppefører i ‘Monos’ tvinger rebellerne ud i særprægede militære koreografier, ledes tankerne naturligt hen på de adrætte fremmedlegionærer i Denis’ hovedværk. Men scenen gør ikke så meget andet.

Præmissen om de uregerlige unge, deres frustrationer, deres interne forhold og deres plads i et uigennemskueligt magtspil er lovende. Men Landes sætter ikke meget på spil. Med de bevidst imponerende vuer og det tilsigtede minimalistiske fortælletempo er han så hårdnakket arthouse, at al interesse forsvinder. Hvor ville det have været skønt, hvis han i stedet havde udformet filmen som en banal politisk thriller!

I hvert fald er det svært at mobilisere noget følelsesmæssigt eller intellektuelt engagement, hvilket emnerne om børnesoldater og guerillatogter nok kalder på. Ingen af figurerne vokser til mere end blotte skabeloner, og vi ender med tomme klichéer, som når en af drengene går amok med sit maskingevær og selvfølgelig rammer det, han for alt i verden ikke må ramme. Eller når hannerne dyster om en af de få piger i gruppen. Det er sigende, at vi aldrig får at vide, hvorfor der gøres oprør.

Opsøg i stedet ‘Slangens favntag‘ og ‘Trækfugle‘, der som vidnesbyrd om Colombias historie er langt mere tankevækkende, og som begge ligger frit tilgængelige på Filmstriben.


Kort sagt:
‘Monos’ er en flot, men også ret uinteressant affære.

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold