(Opdatering 14. april 2020: ‘Hillary’ kan nu ses på DR)
BERLIN FILM FESTIVAL. I et afsnit af ‘Gilmore Girls’ skal Rory skrive et essay til sin universitetsansøgning. Hun er ikke i tvivl om emnet: Hillary Clinton. For »hun er så klog og hårdfør, og ingen troede, hun kunne vinde New York, men det gjorde hun, og hun klarer sig fantastisk, og har du hørt hende tale?«.
Rory opgiver dog frustreret ideen på et ansøgningsseminar på gymnasiet, hvor medlemmer af eliteuniversiteternes optagelsesudvalg griner overbærende af udsigten til at læse »endnu et Hillary Clinton-essay«.
Je suis Rory Gilmore, en fangirl-kliché, der tilbage i syvende klasse skrev engelsk stil om, hvorfor jeg beundrede Hillary Clinton.
Man kan kritisere den tidligere førstedame, senator, udenrigsminister og præsidentkandidat for mange ting politisk. Men kritikken preller af på mig. Jeg har heppet på Hillary Clinton ved alle valg og vil altid instinktivt elske hende, fordi jeg er vokset op med hende som forbillede.
Tilbage i 1990’erne var hun et kulturelt symbol på den stærke, selvstændige og ambitiøse kvinde. Ingen havde set en førstedame, der optrådte som ligeværdig partner til sin mand, og som tog del i hans politiske strategi – samtidig med at hun kørte sin egen karriere som advokat for børn og familiers rettigheder. Som hun senere skulle blive lagt for had af alle USA’s husmødre for at snerre til pressen efter kritik af hendes advokatvirksomhed:
»Jeg kunne vel være blevet hjemme og bagt småkager og holdt teselskaber. Men jeg besluttede at forfølge min profession, som jeg gik ind i, før min mand blev en offentlig person«.
Citatet er siden blevet ikonisk, og Beyoncé projekterede det til en koncert i 2016.
Men 90’er-følelsen – i 1992 blev hun med blandt andet reaktionen på Anita Hills vidneudsagn om højesteretsdommer Clarence Thomas’ sexchikane udråbt til ‘The Year of the Woman’ – havde jeg næsten glemt, da jeg satte mig i sædet i Haus der Berliner Festspiele for at indtage en fire timer lang dokumentarserie om Clinton, ‘Hillary’ af Nanette Bernstein.
For liberal – ikke liberal nok
Hulu-serien havde premiere på Sundance i sidste måned, hvor hendes kommentarer om, at »ingen kan lide Sanders« trak flest overskrifter, og nu har den europæisk premiere på Berlinalen. Der er spænding i rummet fra første færd, idet de tålmodige publikummer, der kommer igennem de fire timer, får lov til at opleve hovedpersonen på scenen. Der er også protester. I køen udenfor giver en kvinde mig et stykke papir om »Bloody Hillary»’s rolle i Irak-krigen.
Som Clinton forklarer i serien: Folk har en tendens til enten at elske hende uhæmmet eller have lyst til at brænde hende på bålet.
‘Hillary’ minder mig om, hvorfor jeg hører til den første kategori. Jeg havde glemt, hvor sej Clinton (dengang Rodham) var som ung, med sine nørdede 70’er-briller, akademiske brillans, skarpe tunge og radikale feminisme. Bill Clinton ser stadig forgabt ud, når han fortæller om deres første møde på biblioteket på Yale Law School, hvor hun gik op til ham og sagde, at hvis han blev ved med at kigge på hende, og hun på ham, måtte de i det mindste lære hinandens navne.
Til alle, der har en teori om, at Hillary og Bill Clintons ægteskab er ’et arrangement’ for at opnå magt, må jeg sige: Prøv at se her og sig, at de ikke er forelskede.
Med et hav af arkivbilleder, et nyt interview med Hillary Clinton og beretninger fra venner, familie, kolleger, journalister og politiske kommentatorer arbejder serien sig kronologisk gennem hendes liv, opbrudt af klip fra hendes sidste præsidentkampagne, som et kamerahold fulgte på tæt hold.
Jeg sad ude på kanten af sædet i alle fire timer. Også selvom jeg for nylig har læst hendes tilsvarende analyse af nederlaget til Donald Trump i selvbiografien ‘What Happened’, og dokumentaren ikke fortæller noget direkte nyt.
Til gengæld udfolder Bernstein Hillary Clintons historie som en feministisk shakespearesk tragedie.
Som en kommentator bemærker: Det er ironisk, at Clinton i første del af sit offentlige virke blev skældt ud for at være en bh-brændende radikal, elitær, liberal feminist. Og nu anklages for ikke at være liberal nok, at være for midtsøgende, en del af the establishment.
Altid i forsvarsposition
I slutningen af 70’erne var vælgerne i Arkansas målløse over, at deres nye førstedame stadig arbejdede, endnu ikke havde børn og nægtede at tage sin mands efternavn. Det sidste mener hun endda bar en del af skylden for Bill Clintons nederlag ved guvernørvalget i 1980. Så hun tog hans navn, fik kontaktlinser og forsøgte at tilegne sig et blødere image.
Småkagekommentaren fra 1992 måtte hun undskylde for mange gange. Også selvom hun ellers ikke er typen, der vil undskylde for noget, hun ikke mener er forkert, *host* e-mails. Clinton bliver ofte skudt i skoen, at hun ikke er autentisk. Man kan ikke mærke hende. Men som en kommentator bemærker i filmen, er hun gennem hele sin offentlige karriere blevet bombarderet med kritik, hver gang hun har afveget fra manuskriptet. Så på et tidspunkt hold hun op.
En anden kommentator når frem til, at populære demokratiske præsidenter som John F. Kennedy, Bill Clinton og Barack Obama altid er blevet valgt på håb, åbenhed og optimisme. Men Hillary Clinton vil aldrig kunne generere optimisme, fordi hun vil altid være i forsvarsposition. Over at være kvinde. Og heri ligger den feministiske tragedie: Efter at have været genstand for offentlig sexisme gennem 40 år har hun gradvist mistet sin gnist.
Jeg tror dog stadig, at der bor en radikal feminist inde i Hillary Clinton og kan da også konstatere fra biografen, at gnisten ikke er helt væk, da hun endelig træder ind på scenen. Hele salen rejser sig, jeg klapper selv entusiastisk og rørt af at have været vidne til hendes rejse som trailblazer i serien, der forventeligt slutter på en mere optimistisk note, end jeg lige har skitseret.
Og Clinton leverer. Måske fordi hun netop nu er fri for at bekymre sig om konservative vælgeres dom eller at bekymre sig for kritik om at ’spille kvindekortet’, er hun nu ret klar i spyttet om den sexisme i samfundet, som det massive had mod hende har været udtryk for.
»Jeg var altid ekstremt populær, når jeg var i positioner, hvor jeg tjente andre – i en passende position. Når jeg trådte et skridt frem, begyndte folk at blive påvirket af de stereotyper og dobbeltmoraler, vi lever med«, siger hun.
Sikrer eftermælet
Hun roser Bernstein for at »afhøre« hende om de svære spørgsmål, blandt andet om Bill Clintons utroskab, hylder søsterskab (dog ikke til de kvinder, hun ret usøsterligt har affejet for at anklage hendes mand for overgreb og sexchikane), opfordrer festivalpublikummet til at »bruge jeres kulturelle styrker til at kæmpe« og holder brandtale for højesteretsdommer Ruth Bader Ginsburgs juridiske sejre for kvinder.
»Vi har banket mange af de juridiske vægge ned. Vores virkelige problem nu handler om ubevidst bias«.
I serien udtrykker hun frustration over, at Amerika stadig ikke føler, at de kender hende efter alle de år. Men her på scenen fortæller hun, at hun faktisk på de fleste områder ikke føler sig misforstået.
»Jeg tror for eksempel ikke, at Vladimir Putin misforstod mig. Jeg tror, at han vidste, at jeg ville forsvare mit land, vesten, Europa, demokrati og frihed, og at jeg ikke ville tolerere hans fortsatte forsøg på et splitte og underminere os. Han misforstod ikke noget, jeg traf et meget bevidst valg om, hvem han hellere ville have som amerikansk præsident.
Det var det samme, da jeg arbejdede for en sundhedsreform. Folk misforstod ikke, hvad jeg ville opnå. Jeg ville afskaffe det system, vi havde, og skabe et andet system, der ville tilbyde sundhedspleje til alle amerikanere. Fordi vi lever i en tid, hvor det personlige er det politiske på alle måder, er det svært at huske, at en del af årsagen til, at en som mig er blevet angrebet gennem så mange år, er det, jeg står for, og de emner, jeg kæmpede for«.
Det er i hvert fald svært at misforstå Hillary Clintons indsats at sikre sit eftermægle som idealistisk forgangskvinde, der slog de første sprækker i glasloftet. Kritikeren i mig vil sige, at både dokumentarserien og dens hovedperson smører lovligt tykt på hyldesten.
Men jeg kan ikke fornægte mit bankende hjerte, mens Clinton vinker præsidentielt til publikum på vej ned ad scenen. I’m with her.
Kan ses på DR.