Seks strålende stjerner, du skal opleve til Fredagsrock i Tivoli

Årets Fredagsrock-sæson er skudt i gang, og programmet bugner af sensationelle verdensstjerner og danske stortalenter – alle sammen klar til at spille op på Plænen i et feststemt Tivoli. Her er seks koncerter, du ikke skal gå glip af.

12. april

THE Minds of 99

Har du oplevet The Minds of 99 live for nyligt, ved du allerede godt, at der er tale om tidens bedste danske liveband. Derfor har kvintetten også indtaget så godt som samtlige danskeres musikhjerter med deres fandenivoldske poesi, blændende post-punk og rørende intense liveshows. Se Facebook-event

26. april

Den Gale Pose
+ TopGunn

Der skrives hiphop-historie, når dansk raps største stodder-gruppe genforenes på Plænen. Jokeren og Coldhands fra Den Gale Pose har allieret sig med Szhirley og DJ Static på scenen, der samme aften får besøg af TopGunn, som er klar med en feststemt hitparade af popbaskere. Se Facebook-event

24. maj

Suspekt

Uanset, hvad du synes om Suspekts dybt liderlige provo-rap, kan vi roligt garantere, at du overgiver dig til den, hvis du tager i Tivoli denne aften. Det ikoniske hiphop-trekløver kan nemlig om nogen samle deres publikum, når de går all in på et af deres vanvittige og sublime liveshows. Se Facebook-event

12. juli

Benal + jada

Denne aften byder på en dobbeltkoncert, der præsenterer noget af det ypperste, den danske hiphop- og popscene har at byde på lige nu. På hiphop-fronten finder vi Benals legesyge, slagkraftige og boblende rap-poesi, mens Jada med rørende inderlighed leverer simili-glitrende popballader. Se Facebook-event

9. august

Ms. Lauryn Hill

Det er en sand legende, der kommer til byen, når Ms. Lauryn Hill indtager Tivoli. Den tidligere Fugees-sangerinde skrev musikhistorie med sine lidenskabelige hiphop- og soul-fusioner på mesterværket ’The Miseducation of Lauryn Hill’ – en vægtig klassiker, der vækkes til live på Plænen. Se Facebook-event

30. august

Den danske verdensstjerne Mø er noget så sjældent som hjemme – og det fortjener en fest af format. Mø er kendt for sine yderst energiske, men samtidig nærværende og medrivende koncerter, der kan få selv publikummet allerbagerst på Plænen til at føle, hun synger til lige netop dem. Se Facebook-event