Iceage – spænd punkhjelmen
»Dit fucking indiesvin!« En fornærmelse der brænder helt ind i sjælen på mig. Den efterfølgende lussing cementerer blot et fysisk aspekt. Modløst i hjørnet beskuer den tilkaldte dørmand scenariet, rystende på hovedet. Tilkald Rasmus Tantholdt! Oprøret på V58’s skælvende dansegulv leder tankerne ned mod Tahrir-pladsen. Revolutionens fanebærere står her i form af fire purunge københavnerknægte, og aftenens hovedret står på desperation, paranoia, angst – med døde øjne som tilbehør.
Iklædt Ian Curtis’ arv, tøjstil såvel som udtryk fangede Iceage publikum allerede fra første anslag i åbneren ‘New Brigade’, og på trods af en gennemgående øreflænsende guitarfeedback, lange pauser og deres ‘fuck-det-hele’-attitude slap de aldrig publikum ud af deres jerngreb.
Eksplosive ‘White Rune’ fulgte eksemplarisk op, og allerede her trak de første forsigtige jyder fra første række sig tilbage. På scenen stod fire svedende og berusede drenge i deres egen verden. De væltende folkemasser skriger på at blive lukket ind til dem, eller blot bare få døren lidt på klem, men Iceage giver intet tilbage.
Først da forsanger og guitarist Elias kaster sig selv og mikrofonstativ ned til publikum, fremkaldes et kort øjeblik af gensidig anerkendelse. Et øjeblik hvor der pludseligt antydes glæde, måske endda kærlighed? Jeg åbner øjnene igen og ser Elias væltet ned på gulvet med fem-seks store drenge ovenpå sig.
Iceage fremprovokerer oprør og angst, hvilket kan være skræmmende for en lille forsigtig jyde, men der er ikke andet for end at spænde punkhjelmen og påføre sig knæ og albuebeskyttere. Punken er tilbage, og Iceage er kommet for at blive.
